Biskopper og regering har i 2021 været mere på kant, end de har været på noget tidspunkt, siden Manu Sareen (dengang radikal) var kirkeminister. Flere principielle uenigheder har fyldt i offentligheden. Bispekollegiet har advaret imod kommende love om tvungne oversættelser af prædikener, ligesom det har kritiseret, at Kirkeministeriet har nedlagt et migrantudvalg, som skulle bygge bro til kristne indvandrere. Det er ikke helt tilfældigt, at spændingerne vokser nu. Under sammenstødene løber flere udviklinger, der er er med til at forme forholdet mellem folkekirkens top og regeringen. Og disse er modnede til at få betydning.
1. Siden valgkampen i 2019 har Socialdemokratiet talt for en stram værdipolitik. Nu er regeringen så langt henne i sin valgperiode, at den er nødt til at indfri nogle af de løfter, den har givet. De handler ikke mindst om islamisme, og det betyder, at de religiøse slagsmål står for døren. Foreløbig er to af dem udskudt til marts, for de giver flere udfordringer end ventet. Både en lov om tvangsoversættelser og om donationsbegrænsninger for trossamfund behandles i næste måned. Men værdisagerne skal på bordet i år, og de ideologiske modsætninger spidser til.
2. I fem år har politikere kriminaliseret det religiøse. Religiøse forkyndere blev en særlig strafbar kategori under Løkke-regeringerne fra 2015 til 2019. Siden er der igen og igen blevet lovgivet mod religion. Mette Frederiksens regering følger samme logik. Og den skal omsættes til lovgivning. Det er den udvikling, der er på vej til at ramme kirkerne, herunder folkekirken, og det trækker biskopperne ind i et stridsfelt, hvor de reelt taler på vegne af alle landets trossamfund.
3. Siden 2011 er folkekirken blevet indlemmet i værdipolitik på en særlig måde i rød blok. Thorning-regeringen tog et historisk skridt ved at kræve ret til at bestemme over kirkens ritualer, da den indførte vielser af homoseksuelle. Den slags ville tidligere have sorteret under indre anliggender, som staten ikke kunne bestemme over. Nu advarer biskopperne om et nyt potentielt overgreb: Menighedsrådenes selvbestemmelse må ikke begrænses af klimapolitiske grunde. De hårfine grænser mellem stat og kirke respekteres ikke af en ny generation af politikere. Den nuværende regering er indbegrebet af denne statskirkelige tendens.
4. De retlige konsekvenser af den statskirkelige tænkning er ikke udeblevet. I en epokegørende højesteretsdom i 2017 fik staten ret til at blande sig i kirkens indre anliggender. Mange så det bare som en blåstempling af vielserne af homoseksuelle. Men det var reelt et tab af kirkelig selvbestemmelse. Juridisk gav det sultne politikere muligheden for at tage et skridt videre. Og selvom hårde lovkrav til menighedsråd vil blive set som overgreb i kirkelige kredse, kan de meget vel være både legale og fristende for politikere, der ikke føler stærkt for den danske kirke-stat-model.
5. Pres skaber modpres. Nedlukningen i marts var envejskommunikation fra stat til kirke. Folkekirkens biskopper var længe embedsmænd, der modtog ordrer fra staten. Men noget ændrede sig ved juletid. Regeringen pressede i virkeligheden folkekirken til at aflyse et hav af julegudstjenester den 23. december. Det fik en vis utilfredshed frem i toppen af kirken, hvor der blev krævet et efterspil. Julestriden blev dråben, der fik kirken til at hæve stemmen over for staten. Og den stemme ser ikke ud til at blive sænket igen i den tovtrækning om de kontroversielle love, der vil udspille sig fra nu af.