Staten fratager trossamfund anerkendelse

Fire trossamfund har ikke indberettet de oplysninger, som en ny lov kræver, lyder det fra Kirkeministeriet. Derfor trækker staten nu for første gang de fordele tilbage, der knytter sig til at være et anerkendt trossamfund

Det er ifølge Kirkeministeriet første gang, at trossamfund mister deres officielle anerkendelse efter vedtagelsen af Trossamfundsloven i 2017. Det går denne gang ud over blandet andet et sikh-samfund, der her ses ved en sikh-parade i Libanon. Arkivfoto.
Det er ifølge Kirkeministeriet første gang, at trossamfund mister deres officielle anerkendelse efter vedtagelsen af Trossamfundsloven i 2017. Det går denne gang ud over blandet andet et sikh-samfund, der her ses ved en sikh-parade i Libanon. Arkivfoto. Foto: Rafael Marchante/Reuters/Ritzau Scanpix.

Fire trossamfund får tilbagekaldt deres officielle anerkendelse, fordi de ikke har opfyldt deres indberetningspligt. Det skriver Kirkeministeriet på sin hjemmeside. Der er tale om to kristne trossamfund: Den Makedonske Ortodokse Kirke og Menigheden af Kristne i Danmark i Jesu Navn, der er en frikirke. Derudover er der tale om et hinduistisk trossamfund – Sree Abirami Amman Temple – og et sikh-samfund – Sikh Foundation Denmark.

Det er ifølge Kirkeministeriet første gang, at trossamfund mister deres officielle anerkendelse efter vedtagelsen af Trossamfundsloven i 2017. Og den igangværende proces afspejler en helt ny religionspolitik i Danmark, siger Marie Vejrup Nielsen, der er leder af Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet.

”Nu bliver listen i Kirkeministeriet gennemgået for grupper, der ikke findes mere. Det er udtryk for en mere aktivt ført religionspolitik i Danmark. Det er første gang i dansk historie, for der er ikke tidligere lovgivet på denne måde på dette område før,” siger hun og tilføjer:

”Sammenligner man med fødevareområdet, tjekker man regelmæssigt op på virksomhederne. Det giver god mening, at man også holder øje med, om trossamfundene er aktive i den form, de søgte anerkendelse ud fra. Nu er de forpligtet på at holde staten orienteret om deres tilstedeværelse,” vurderer forskeren, der frem til december 2017 selv var med i Det rådgivende udvalg vedrørende trossamfund, som behandlede ansøgninger om at blive anerkendt.

Der er cirka 200 anerkendte trossamfund i Danmark. De er alle forpligtet til at indberette oplysninger om deres organisation, økonomi og trosgrundlag til Trossamfundsregistreret.

Det har de fire trossamfund ikke gjort trods flere rykkerskrivelser, oplyser Kirkeministeriet. Det er ifølge ministeriet baggrunden for, at de nu mister deres officielle anerkendelse som trossamfund og dermed også blandt andet skattefordele og retten til at være vielsesmyndighed.

Et af de trossamfund, der nu mister sin anerkendelse, er frikirken Menigheden af Kristne i Danmark i Jesu Navn, der har omkring 50 medlemmer i Danmark. Herfra fortæller leder Erik Jessen Lund, at fratagelsen ikke gør nogen forskel, da man ikke ønsker vielsesmyndighed eller skattefordele. Trossamfundet har ingen økonomiske aktiviteter og derfor heller ikke noget regnskab at indberette til Kirkeministeriet og lever på flere parametre ikke op til de nye regler for anerkendte trossamfund.

Erik Jessen Lund fortæller, at han alligevel har indberettet oplysninger om trossamfundet til Kirkeministeriet, dog ikke gennem det digitale system, der er oprettet til formålet, men via e-mail.

”Vi eksisterer uforstyrret af den nægtede anerkendelse, og det betyder ikke noget for os i dag,” siger Erik Jessen Lund.

Hvad kommer det i et større perspektiv til at betyde, at anerkendelser af trossamfund nu kan trækkes tilbage? Det gør det ikke nødvendigvis mere attraktivt at blive anerkendt af staten, siger Marie Vejrup Nielsen.

”Konsekvenserne kan blive et fald i antallet af ansøgninger om at blive anerkendt trossamfund. Mange af de mindre religiøse grupper har små ressourcer, og spørgsmålet er, om det kan betale sig at blive anerkendt, hvis der skal præsteres en stor indsats for at være det. Hvor meget har de grupper, der ikke har brug for vielsesbemyndigelse, ud af det arbejde, det kræver at blive anerkendt?”.

Selv om de pågældende trossamfund mister deres officielle anerkendelse, medfører det ikke et forbud mod dem eller deres aktiviteter. Den 2. september var der 45 trossamfund, der ikke havde opfyldt betingelserne. Tallet er nu nedbragt til fire, som ikke får flere chancer. De fire trossamfund kan på ny søge om anerkendelse på et senere tidspunkt, hvis de ønsker det.