I Norge er Gud, konge og fædreland i højere grad end i Danmark og Sverige knyttet tæt sammen i udviklingen af "norskhed". Landet, der beskriver sig selv som en humanitær stormagt, har ikke været selvstændigt ret længe. Først var der "400-års-natten" under danske konger, dernæst knap 100 år under Sverige, før landet i 1905 kunne erklære sig helt selvstændigt. Den korte selvstændighed er også den underliggende historie bag, at Norge ikke er med i EU.
Også derfor er nationalfølelsen stærk.
– Den nye stat opretholdt forståelsen af selvstændighed i administration, kultur og sprog gennem kirken. Derfor er der noget ved Norge, der minder om Polen. Polen har også haft en omskiftelig tilværelse som stat med flytning af grænser og skiftende herskere helt op til efter Anden Verdenskrig, men hvor katolicismen har stået stærkt, forklarer dr.jur. og professor Hanne Petersen, der har speciale i retskultur.
Hun blev sammen med svenskeren Kjell Å. Modéer, pensioneret professor fra Lunds Universitet, af Den norske Helsingforskomité og Det norske Institut for Menneskerettigheder ved universitetet i Oslo bedt om at se på, hvordan det så ud med religioner og Norge.
Et kritisk blik udefra, som bedre end nordmændene selv kunne afdække, om de og deres statsadministration for eksempel behandler minoritetsreligioner lige. Blandt andet ved hjælp af de retningslinjer for tro og religionsfrihed, som Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) udgav i 2004.
– Men det gik op for os, at projektet uvægerligt også kom til at handle om en større historie. For mens Norge, og også Danmark og Sverige, har vældig meget fokus på muslimernes tilpasning til os, så går tilpasnings-presset i virkeligheden den anden vej. Og det er det, presset på muslimer i de nordiske lande er et symbol på. I vores egen retorik er vi majoritetssamfundet, men i en global sammenhæng er vi meget små spillere, siger Hanne Petersen.
Hun sætter Berlinmurens fald i 1989 som skæringspunkt.
Ifølge Hanne Petersen gav muren en oplevelse af, at moderniteten var en historisk fase, og Murens fald markerede så den historiske afslutning. I den forbindelse er der kommet en øget inter-esse for egen historie.
– I 1970'erne var der ingen interesse for lange historiske perspektiver. Men nu forandrede landskabet sig så at sige, man blev bekymret for identiteten og andre aspekter, og det er også her, religionens genkomst i det offentlige rum kommer ind, siger hun, slår ud med armene og tilføjer, at hun i 1970'erne aldrig havde drømt om at komme til at beskæftige sig så meget med religion.
– Både retskultur og religion er jo traditionelt kulturer, der beskriver, hvordan tingene bør være. Og jeg burde måske heller ikke være så overrasket over religionens fylde i dag. Det 20. århundrede var det sekulære århundrede, og i historiens optik er det ikke længe nok til at bide sig fast, siger Hanne Petersen.
Da Hanne Petersen og Kjell Å. Modéer præsenterede deres rapport i Norge tidligere på året, kunne hun konstatere, at det var et meget blandet publikum, der var mødt op: ateister, sekulære, konvertitter, religiøse af flere trosretninger samt sekulære muslimer.
– Jeg kunne også høre, at hverken de sekulære eller de religiøse har opdateret deres kritik i meget lang tid. De har svært ved at følge med i udviklingen. Det har vi alle.
– I dag kan man se et magttab i de traditionelle magtcentre. For eksempel i staten, men også i religionerne. Magten vil i fremtiden – og det er svært at sige, hvor langt hen vi skal – ligge i grænseoverskridende fællesskaber og flydende interaktion mellem fællesskaberne.
Tegnene ser hun blandt andet i EU's og de europæiske institutioners overvejelser om for eksempel religion. Europæiske institutioner er i højere grad nødt til at tage udgangspunkt i en europæisk virkelighed, der er pluralistisk, multikulturel og multireligiøs.
– Nationalstaterne er et resultat af samfundsforhold og tankegang i det 19. århundrede, ikke det 21. Det gælder til en vis grad også for den internationale ret. For den sags skyld vil også den internationale retskultur fremover blive udfordret, fordi den set fra mange landes synspunkt hovedsagelig har været en vestlig kultur.
Magttabet er ikke alene en udfordring for de nordiske lande, det er det også for den saudiske kongefamilie, den kinesiske regering og paven i Vatikanet. Alt bliver med andre ord ad åre genstand for forhandling.
– Lige nu ser vi ud til at være i den konservative fase, hvor der polariseres. Og den frygt, nogle mennesker og nogle partier har, skal selvfølgelig tages alvorligt og også lettes. Men udviklingen forsvinder ikke.
Hanne Petersen er mere optimistisk, end hun var for få år siden.
– Jeg så en gravsten på Gotland, som havde både hedenske og kristne symboler. Så det her er ikke en ny udvikling, andre har prøvet det samme før os.
Et andet sted, hvor hun har set en markant forandring, er i monarkierne.
– Påskekrisen i 1920, da Christian X afsatte den valgte regering, var finalen på en lang kamp om monarkiernes magt. Men de nordiske monarkier har formået at tilpasse sig en verden, hvor de ikke længere er enevældige, men alligevel fremstår moderne og spiller en rolle i samfundet.
– På samme måde mener jeg også, at nationale demokratiske stater kan finde en rolle, der er med til at opretholde samfundet både lokalt og globalt.
Hun finder også eksempler andre steder: 60 procent af de jurastuderende i Iran er kvinder, brødre siger nej til at deltage i familiers hævntogter mod ulydige døtre, og unge studerende i muslimske lande udfordrer århundredgamle fortolkninger af Koranen.
– Der vil stadig være vold, brutalitet og fanatisme i verden. Og nogle af forandringerne vil sikkert også blive konsekvenser af meget voldsomme begivenheder. Men vi bliver afhængige af hinanden, af grupper, flydende fællesskaber i tro, erhvervsliv, af familie og faste og skiftende loyaliteter. Og af at vi hjælper hinanden.
Dialog var hendes og Kjell Å. Modéers løsning på en norsk udfordring med sameksistens mellem majoritet og minoritet. Både inden for og imellem majoritet og minoriteter og inden for de religiøse fællesskaber. Det er et utilstrækkeligt bud.
– Det fik vi også kritik for, for det var uopfindsomt. Men det er faktisk vanskeligt at komme med et bud, fordi der er så mange ubekendte.
benteclausen@kristeligt-dagblad.dk
