Prøv avisen

Statsansatte præster må ikke afgøre retssager

Dels er præsten embedsmand og ansat af staten, dels er præsten ikke underlagt vidnepligt i forbindelse med oplysninger, som fås gennem arbejdet, for eksempel sjælesorg. Modelfoto Foto: Paw Wegner Gissel

Imamer skal ligesom præster forbydes at være nævninge og domsmænd, foreslår Dansk Folkeparti. Men der er ingen grund til frygt, siger ekspert

Hvorfor må præster i folkekirken ikke dømme i retssager som nævninge eller domsmænd? Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter at udlændingeordfører for Dansk Folkeparti Martin Henriksen har stillet spørgsmål til justitsministeren om, hvorvidt det er korrekt, at en imam i princippet kan være nævning eller domsmand, mens en almindelig sognepræst i folkekirken ikke kan.

”Vi synes ikke, at imamer skal kunne blive domsmænd eller nævninge. Så kan de sidde der og dømme efter sharia – eller hvad ved jeg. Det ville se kønt ud. Derfor må vi have det skåret ud i pap, at imamer selvfølgelig ikke kan blive domsmænd eller nævninge,” sagde Martin Henriksen i avisen Information i onsdags.

I årevis har der i retsplejeloven været en undtagelsesparagraf for ”præster i folkekirken og gejstlige i anerkendte trossamfund”. De kan hverken være nævninge eller domsmænd.

For sognepræstens vedkommende skyldes det en helt særlig kombination i arbejdet. Dels er præsten embedsmand og ansat af staten, dels er præsten ikke underlagt vidnepligt i forbindelse med oplysninger, som fås gennem arbejdet, for eksempel sjælesorg. Og det er helt rimeligt, siger tidligere kriminaldommer Peter Garde om undtagelsesbestemmelsen.

”Som lovgivningen er i dag, er der på flere måder en juridisk forbindelse mellem folkekirken og staten, som blandt andet fremgår af Grundloven. En præst er i de fleste tilfælde ansat som tjenestemand af Kirkeministeriet. Derfor er præsten en statslig embedsmand. Alle statslige embedsmænd er udelukket fra at blive nævning eller domsmand og altså ikke kun præsten. Det gør, at der er væsensforskel på præsten og de fleste andre borgeres arbejdsforhold. Det er ikke juridisk holdbart at stille en tiltalt i en situation, hvor vedkommende ikke kan være sikker på, at nævningen eller domsmanden er helt uafhængig af den statslige myndighed i afgørelsen af skyldsspørgsmålet,” siger Peter Garde.

Præsteforeningen finder det rimeligt, at en sognepræst ikke kan være domsmand eller nævning, siger formand Per Bucholdt Andreasen.

”Som præster er vi underlagt den absolutte tavshedspligt i forbindelse med sjælesorg. Derfor har vi heller ikke vidnepligt. En præst kunne som domsmand desuden komme til at stå i en konflikt, hvis vedkommende sidder inde med en viden, der har forbindelse til sagen, men som man ikke må videregive. Derfor er bestemmelsen også en beskyttelse af præsten som person og af tavshedspligten som sådan. Da en præst er ansat af staten, kan en tiltalt frygte, at en loyalitetsforpligtelse over for staten kan spille en rolle i afgørelsen af skyldsspørgsmålet. Det er en bestemmelse, som går begge veje og både beskytter præster og den tiltalte,” siger Per Bucholdt Andreasen.

Peter Garde frygter ikke, at en imam fra Grimhøjmoskéen sætter sig i retssalen som nævning eller domsmand.

”I Danmark finder man ikke domsmænd gennem telefonbogen, men gennem en særlig godkendelsesprocedure, hvor de til sidst udpeges af et udvalg under kommunalbestyrelsen. Derfor vil man også sørge for, at radikaliserede muslimer ikke slipper igennem,” siger han.

Peter Garde forklarer, at loven er indført på et tidspunkt, hvor der ikke fandtes betegnelsen ”godkendte”, men kun ”anerkendte” trossamfund. I dag er der 27 godkendte muslimske eller muslimsk inspirerede trossamfund, oplyser Kirkeministeriet. Og imamer fra godkendte trossamfund er altså ikke udelukket fra at være nævninge eller domsmænd, hvis man strengt følger bestemmelsens ordlyd.

”Dengang var loven helt efter den juridiske bog, men den er altså ikke lavet om, efter at betegnelsen ”godkendte” trossamfund er indført. Det kunne man godt overveje at gøre nu, selvom begreberne anerkendte og godkendte trossamfund i dag har stort set samme juridiske indhold. Det er blot to forskellige ord,” siger Peter Garde.