Næstformand for Landsforeningen af Menighedsråd Inge Kjær Andersen har en stærk pointe, når hun i lørdagsavisen siger således om folkekirkens cirka 7000 overenskomstansatte medarbejdere:
”Jeg vil gerne have Landsforeningen af Menighedsråd til at sidde for enden af forhandlingsbordet. Den danske model omfatter ikke os, når det er ministeriet, der laver forhandlingerne.”
Kommunerne og amterne forhandler selv deres overenskomster og behøver ikke følge staten i et og alt. Den samme mulighed kan menighedsrådene få. Og mon ikke deres forening får taget sig sammen til at slå hårdt nok i bordet efter denne omgang lockout? Men hvad så med præsterne, herunder det stigende antal overenskomstansatte præster?
I december 2003 måtte jeg som så ofte før forklare en udenlandsk kollega den særlige danske folkekirkekonstruktion. Det var Martin Riesebrodt, den tyskfødte religionssociolog fra University of Chicago.
Han lyttede mere og mere undrende, og da jeg tilføjede, at de danske præsters forening i mange årtier har hævdet, at deres statslige ansættelse og aflønning er den bedste sikring af forkyndelsesfriheden, var han sikker på, at jeg søgte at bilde ham noget på ærmet. At staten skulle sikre forkyndelsen bedre end kirken er en utænkelig tanke både i USA og Tyskland og for den sags skyld i det meste af verden uden for Danmark.
Efter oplæg fra den daværende Aarhus-biskop Herluf Eriksen fremsatte Enhedslisten forslag om adskillelse af statens og kirkens økonomi i Folketinget i 1995-1996. Forslaget er siden blevet fremsat og afvist en halv snes gange. Den radikale kirkeminister, præstedatteren Margrethe Vestager, argumenterede således i 2000 i Kirkeudvalget for den for Martin Riesebrodt og andre internationale kirkekyndige absurde tankegang:
”Hvis præstelønnen udelukkende skal finansieres af kirkelige midler, vil det naturlige være, at ansættelsesmyndigheden og den fulde kompetence i øvrigt i forhold til præsterne flyttes til et rent kirkeligt regi. Det anser jeg for en reel risiko for indskrænkning af præsternes forkyndelsesfrihed.”
Den Danske Præsteforening blev stiftet i 1896 for at forsvare præsterne og kirken mod den stadigt mere sekulære stat. Siden har foreningen skridt for skridt flyttet præsterne dybere ind i den stadigt mere magtfulde sekulære stats favn.
Ved foreningens møde for delegerede i 1905 stemte kun i alt to medlemmer for muligheden af statstilskud til præsternes lønninger. Først i 1963 accepterede Præsteforeningen medlemskab af Akademikernes Samarbejdsudvalg (fra 1972 Akademikernes Centralorganisation). Siden tjenestemandsreformen i 1969 har præsternes løn- og ansættelsesvilkår hørt under statens tjenestemandslovgivning.
Som mange andre før og siden var den socialdemokratiske kirkeminister fra 1966 til 1968, præsten Orla Møller, dengang meget betænkelig ved den ”infiltration af statens og kirkens anliggender”, som præsternes integration i tjenestemandssystemet betød.
Prisen for tjenestemandsstatussen viste sig hurtigt gennem de statslige skabeloner, som blev presset ned over præsterne som tjenestemænd.
Man måtte kæmpe for at få den frie telefon i embedsboligen respekteret som et redskab, der hører arbejdspladsen til, og som derfor ikke bør beskattes som et frynsegode, og man måtte konstatere, at Præsteforeningen ikke havde nogen indflydelse på, om der skulle gives tillæg til de højestlønnede eller oprettes flere præstestillinger i kraft af, hvad der samlet blev forhandlet hjem til løn ved overenskomstforhandlinger.
Tværtimod blev også præstestillinger ramt af stillingsstop under Schlüter-regeringen fra 1982. I det hele taget bidrog præsternes statstjenestemandstatus sammen med en almindelig statsliggørelse af folkekirken i det 20. århundredes sidste årtier til, at ”folkekirken forandrede sig – uden at nogen havde bestemt det”, som Niels Thomsen konstaterede det i en artikel fra 1990.
Hidtil er der ikke mange tegn på, at præsterne tør fjerne sig fra de statslige kødgryder, selvom det gamle argument med staten som garant for forkyndelsesfriheden er godt nedslidt. Der kommer i hvert fald ikke megen forkyndelse fra de 370 overenskomstansatte præster under en lockout.
Hans Raun Iversen er lektor i praktisk teoolgi på Københavns Universitet.