Statskirken trives i Europa

Pluralisme betyder, at alle religioner høres i forhold til deres vægt i befolkningen, ikke at alle vejer lige meget, mener juridisk ekspert

Selv om de europæiske lande i praksis bevæger sig væk fra statskirkemodellen og henimod mere uformelt samarbejde mellem kirke og stat, så er det for tidligt at erklære statskirken for død. Det mener professor Gerhard Robbers fra Institut for Europæisk Forfatningsret ved universitetet i Trier i Tyskland.

- Statskirken er først forældet den dag, kirken selv ønsker at frigøre sig, eller et flertal i befolkningen finder modellen uanvendelig. Men det er ikke en udvikling, som er givet på forhånd, mener Gerhard Robbers.

Selvfølgelig er båndene mellem stat og kirke blevet løsnet i de fleste af de lande, hvor grundloven indsætter en statskirke. Staten blander sig ikke i trosspørgsmål, og kirken er ikke længere en politisk magtfaktor og stræber heller ikke efter at være det.

- Denne udvikling har været undervejs helt tilbage til slutningen af det 19. århundrede, men er især blevet tydelig efter Anden Verdenskrig. Det skyldes, at de europæiske samfund er blevet mere pluralistiske både politisk og religiøst. Blandt andet som følge af indvandringen er de religiøse mindretal blevet mere synlige. Den politiske pluralisme, hvor man accepterer forskellige politiske holdninger, forudsætter også en religiøs pluralisme. Det er et spørgsmål om demokrati og om respekt for minoriteterne, siger Gerhard Robbers, der er formand for et netværk af europæiske eksperter, som blandt andet udgiver tidsskriftet European Journal for Church and State Research.

Frihed - ikke lighed

Men på trods af denne udvikling opretholder de fleste lande en form for statskirke, også selv om kirke og stat formelt er adskilt. Det gælder de østeuropæiske lande, hvoraf flere indgik konkordater (overenskomster, red.) med Vatikanet, da de etablerede nye kirkeordninger efter kommunismens sammenbrud.

Et andet eksempel er Belgien, hvor den katolske kirke har visse privilegier. Blandt andet er pavens udsending automatisk leder af de udenlandske ambassadører, og regeringen forventes at deltage i visse højmesser.

- Det afspejler den kendsgerning, at en bestemt trosretning socialt og demografisk er dominerende, fordi flertallet bekender sig til den, siger Gerhard Robbers. Han ser ikke en modsætning mellem en sådan forrang og kravet om religionsfrihed.

- Samfundssynet er siden Anden Verdenskrig blevet præget af den tankegang, at det er diskriminerende og derfor i modstrid med menneskerettighederne at give en bestemt trosretning en vis forrang. Men det er et overfladisk syn. En religion må have den indflydelse, der svarer til dens størrelse. Minoriteten er ikke majoriteten, fastslår han.

Den danske formulering om, at Danmark har religionsfrihed, men ikke religionslighed, er derfor ikke nødvendigvis forkert eller i modstrid med menneskerettighederne.

- Jeg skal ikke ophøje mig til dommer i den danske debat. Demokrati forudsætter, at mindretallene bliver hørt, og juridisk set er retten til en flertalsreligion forbundet med respekten for mindretallenes rettigheder.

- Men det ville være u-demokratisk, hvis mindretallets tro skulle have samme vægt i samfundet som flertallet. Lighed mellem religioner betyder ikke nødvendigvis identiske situationer. Alle mennesker skal have tøj på, men man kan ikke presse alle ned i samme størrelse, siger Gerhard Robbers.

Sekularisering slutter

Han peger på, at for eksempel England, sin statslige anglikanske kirke til trods, tager hensyn til mindretallene og deres ret til at blive hørt, når deres repræsentanter udpeges til House of Lords på lige fod med biskopperne, som automatisk har sæde i overhuset. Omvendt ser han også eksempler på, at mindretal har en uforholdsmæssig stor samfundsmæssig indflydelse. Det gælder for eksempel protestanterne i Østrig, som er rigt repræsenteret i offentlige råd og kommissioner, selv om de udgør en meget lille procentdel af befolkningen.

I det hele taget betyder samfundets udvikling, at forholdet mellem stat og kirke ikke er den eneste faktor, der afgør de religiøse mindretals plads i samfundet, understreger Gerhard Robbers.

- Statens rolle indskrænkes, og andre aktører får større magt. Det gælder ikke mindst økonomiske aktører. Spørgsmål om muslimers ret til at bede i arbejdstiden eller kvindernes ret til at bære hidjab (tørklæde, red.) på arbejde er måske spørgsmål, som hører hjemme i forhandlinger på arbejdspladsen. Det er ikke givet, at det er noget, staten skal blande sig i, selv om det i høj grad vedrører religionsfriheden, siger Robbers.

Han slutter af med at understrege, at sekulariseringen af de europæiske samfund synes at have nået en grænse.

- Religionen er igen ved at få betydning for europæerne, og religion er en faktor i mange sociale og politiske konflikter. Det skal man tage hensyn til i den demokratiske debat, hvor alle trosretninger skal have en plads. Men statens faktiske forhold til mindretallene og flertalskirken afhænger af, hvad man i hvert land kan blive enig om på baggrund af landets historiske, kulturelle og politiske traditioner.

kirke@kristeligt-dagblad.dk