I den moderne verden er religion sådan noget, der helst skal gemmes lidt væk. Derfor er ordet ”statskirke” også lidt fy-fy. For de troende knytter ordet an til undertrykkelse af den frie tro, for ateisterne til undertrykkelse af den frie tanke.
Men konstruktionen kirke-i-staten, som den vi har med folkekirken i Danmark, er i virkeligheden god for både de troende og de ikke-troende. Det er en af hovedkonklusionerne på et nyt stort forskningsprojekt, der ventes færdigt i 2017, og som kortlægger skæbnerne for de gamle statskirker i England, Skotland, Danmark, Island, Sverige, Norge og Finland.
Bag projektet står blandt andre den anerkendte britiske religionssociolog Linda Woodhead fra universitetet i Lancaster og Hans Raun Iversen, lektor i praktisk teologi ved Københavns Universitet.
Begge forskere mener, at det er tid til at revidere vores vanlige tankemåde om statskirkerne en smule.
”Kirkerne er blevet usynlige i den moderne verden, fordi vores ideologiske konstruktion ikke tillader dem at eksistere. Markedet skal køre på sine præmisser, staten på sine, og religionen skal være totalt adskilt fra det. Det er den ideologi, alle tager for givet i den moderne verden – stat og kirke skal være adskilt,” siger Linda Woodhead.
”Eller også tænker folk: Åh, det er alligevel gået så meget ned ad bakke for statskirkerne, at de nærmest ikke eksisterer længere. Men det gør de jo! Vi prøver at ryste den ideologi lidt og sige: Se, her er statskirkerne, og mange af dem er stadig sunde og meget vigtige for deres lande. Måske er det endda en god ting.”
Når de har taget temperaturen på de europæiske statskirker, har forskerne set på både tilslutning, økonomi og aktivitet. Ikke alle kirker fungerer ens, og derfor er det svært at sammenligne, påpeger Hans Raun Iversen.
De syv undersøgte gamle statskirker har dog det til fælles, at de alle er reformationskirker, altså grundlagt i Reformationen. De er lutheranske, undtagen den skotske kirke, som er calvinistisk.
”Og så har de alle et ret unikt forhold til både staten og folket, og de tre dele er så bundet op på hinanden, at det er meget svært at skille dem ad,” siger Hans Raun Iversen, og Linda Woodhead supplerer:
”Det at være dansk – hele kulturen er jo formet af kirken. Men I ser det ikke, for det er bare sådan, I er.”
Statskirke er også et ord, der får mange til at tænke på Konstantin (285-337), der som romersk kejser satte sig på de kristne kirker. Ikke ligefrem et ønskværdigt scenarie for trosfrihed. Og især i USA er der i dag en opfattelse af, at en kirke skal være fri og fungere på det frie markeds vilkår:
”Kirkerne skal være i fri konkurrence, og hvis ikke de er det, så er de kontrolleret af staten, hvilket man ser som farligt. Kirken gøres til et instrument for staten, så den mister sin oprindelige kerne og evangelium. Den frygtelige statskirke!”, siger Linda Woodhead og gør store øjne.
Hans Raun Iversen nikker:
”Amerikanerne hader dem. Mange af deres forfædre forlod disse forfærdelige kirker, fordi de fik en ny åbenbaring. Og da de så kom derover, etablerede de så deres egen kirke,” griner han.
Det er ikke, fordi konceptet statskirke er ubetinget godt, mener forskerne. Hver kirke har sine svagheder – også den danske folkekirke. Men skal man se bredere på religionens rolle i samfundet, så fungerer statskirkerne som et dygtigt immunforsvar over for fanatisme og religiøs ekstremisme, mener Linda Woodhead.
”Ingen af kirkerne er perfekte. Men i forhold til en model, hvor religion bliver privatiseret, så må man klart foretrække statskirkerne. Og det siger jeg som én, der generelt er kritisk over for, hvad religion kan gøre ved mennesker. Det er farligt, hvis det bliver som i USA,” siger hun.
Hvorfor det?
”Det er virkelig farligt at lade troende være troende helt på egen hånd. Fordi det bliver ikke implementeret i den almindelige daglige fornuft og kultur. Du lærer ikke børnene om religion i skolen, så hvor skal de få det fra? Fra fanatikere på internettet eller deres forældre. I statskirken har man parlamentet til at holde styr på religionen og sørge for, at den ikke bliver ekstremistisk. Jeg er faktisk ganske negativ, hvad angår religion, det kan være en farlig kraft, og derfor må vi også sørge for, at kirke og samfund bliver ved med at tale sammen. Ellers bliver religion en ghetto, en enklave, som står uden for resten af samfundet.”
Men kan man undgå, at andre religioner føler sig forfordelt med en statskirke?
”At man har public service-radiostationerne BBC i Storbritannien og DR i Danmark, betyder ikke, at du ikke kan have andre radiostationer. Vi synes, det er vigtigt, fordi det er public service. Det stabiliserer landet. Men det udelukker ikke andre,” siger Linda Woodhead og fortsætter:
”Statskirker er til for majoriteten i samfundene. Majoriteten har også rettigheder, men det glemmer vi som regel.”
”Storbritanniens moskéer har kunnet tage bestik af statskirken og sige: I har statskirker – hvad med statsstøttede skoler? Det giver andre religioner noget at leve op til. Det trækker alle de andre religioner op.”
Problemet er i virkeligheden et andet, mener Woodhead, der kommer fra et England, hvor knap 30 procent siger, de er medlem af statskirken, den anglikanske kirke, og kun omtrent 1,5 procent går i kirke om søndagen.
”Majoriteten i Storbritannien har ingen religion. Det er problemet. Hvordan kan en statskirke arbejde med det, at stadig flere siger, de ingen religion har?”.
Der har den anglikanske kirke meget at lære af folkekirken, mener Woodhead. Mens den danske folkekirke holder sig på god fod (måske for god, vil nogle mene) med ungdommen og populærkulturen, så kæmper den anglikanske kirke med et skidt ry efter massiv medieopmærksomhed på kirkens modstand mod kvindelige præster og homoseksuelle vielser.
”Det har gjort kirken uattraktiv. Der er en værdikløft mellem kirkens lære og helt almindelige mennesker. Og så siger folk: Det skal jeg ikke have noget med at gøre. Church of England ville have det meget bedre, hvis den ikke opførte sig som en fri kirke og holdt sig i meget bedre kontakt med staten og samfundet. Ligesom folkekirken gør det.”