Statskirker lukker andre ude

Mens kirkerne i Norden forsøger at indgyde til åbenhed for det fremmede, ser borgerne kirken som det sidste værn for den nationale arv, viser nordisk forskning

Den tætte tilknytning mellem stat og kirke i Norden betyder, at befolkningerne i høj grad bruger kirken som nationalt symbol og som et skjold mod det multikulturelle samfund og stigende indvandring.

Det siger den norske cand.polit. Pål Ketil Botvar, der forsker i moral, religion og politiske holdninger ved det norske center for kirkeforskning, KIFO. Han var en af talerne, da Københavns Universitets satsningsområde "Religion i det 21. århundrede" i går indledte en tre dages konference med titlen "Religion Out of Place" om religioners forandring i et globaliseret samfund.

– For mange nordmænd er statskirken en ordning, som sikrer, at norsk kultur bliver ved med at have dominans. Dermed ser man kirken som en mulighed for at hindre, at eksempelvis indvandrerkulturer får en markant plads i samfundet, siger han.

Pål Ketil Botvar har undersøgt sammenhængen mellem befolkningens forhold til statskirkemodellen og deres holdning til indvandring og andre religioner. Undersøgelsen viser, at dem, der ønsker at bevare en statskirke i Norge, også er dem, som er mest fremmedfjendske. Samtidig er det også den gruppe, som går mindst i kirke, og det bekymrer den norske forsker.

– Problemet er, at den gruppe, jeg taler om, er ret stor, og når kirken jævnligt forsøger at indgyde til en mere humanistisk indvandrerpolitik, så betyder det, at kirkens holdning ikke er repræsentativ for en stor del af dens medlemmer, siger han.

Lektor Peter Lodberg fra Århus Universitets teologiske fakultet kender ikke til tal, der gør, at man i Danmark kan sætte lighedstegn mellem en tilslutning til folkekirken som statskirke og fremmedfjendske holdninger. Men omvendt ser han som Pål Ketil Botvar tegn på, at kirken af nogle ses som det sidste værn for den nationale arv. For eksempel sagde de fleste menighedsråd for et par år tilbage nej til et tættere samarbejde med den anglikanske kirke i England og Wales, og det var især folkekirken som vartegn for en særlig dansk identitet, der var menighedsrådenes begrundelse.

– Folkekirken har gennem historien i høj grad været symbolet på den nationale identitet mellem folk, nation, stat og kirke. Det betyder, at folkekirkens forankring i danskernes bevidsthed er meget stærk, siger han.

Religionssociolog Tim Jensen, der er lektor ved Center for Religionsstudier ved Syddansk Universitet, mener dog, det er problematisk at overføre de norske tal til Danmark.

– Ud af de godt 83 procent af befolkningen, som er medlemmer af folkekirken i Danmark, er det kun cirka seks procent, som kommer regelmæssigt i kirke. Dermed skulle 77 procent af den danske befolkning være mere fremmedfjendske end de hyppige kirkegængere, og det lyder usandsynligt, siger han.

Omvendt mener han, at menigmand nok sætter lighedstegn mellem det at være dansk og være medlem af folkekirken.

– Vi ser også, at nogle indvandrere vælger at konvertere til kristendommen for at få et slags arisk pas til Danmark, siger han.

Peter Lodberg fra Århus Universitet mener alligevel, at den stærke kobling mellem det nationale og kirken gør, at der bør findes en samfunds- og statsform, hvor der er mere religiøs lighed end i dag.

– Folkekirken og andre religioner kan godt nyde en række af de samme privilegier, så der er større overensstemmelse mellem religionsfrihed og religionslighed, siger han.

duus@kristeligt-dagblad.dk

schelde@kristeligt-dagblad.dk