Statslige massebryllupper i Irak

En af følgerne af FN's sanktioner mod Irak er, at unge irakere ikke har råd til at gifte sig. Derfor betaler staten for massebryllupper

skriver fra Bagdad Nada Omran og Fathi Jabran valgte at dele en af de vigtigste dage i deres liv med en masse fremmede. Det var den eneste måde, hvorpå de to statsansatte kunne få råd til at gifte sig. De økonomiske trængsler som følge af FN's sanktioner gennemtrænger alle aspekter af livet i Irak, og det betyder, at staten betaler for massebryllupper for at gøre det muligt for irakerne at blive gift, da de ellers er nødt til at spare op i årevis for at få råd til brudekjole, bryllupskage og fest. - I to år har vi ventet på, at denne drøm skulle gå i opfyldelse, siger Omran, 26, med hånden på Jabrans arm. Massebrylluppet er netop forbi, og de står nu i parken i Bagdad. - Vi tænker ikke på, hvad der skal ske efter bryllupsrejsen. Vi skal nok klare os på en eller anden måde, siger Jabran, 29. Irak kan ikke handle med resten af verden på grund af sanktionerne, der blev indført som følge af landets invasion af Kuwait i 1990. Selv om det internationale samfund tvang Irak til at trække sig ud af Kuwait, fastholdes de strenge sanktioner, indtil FN's våbeninspektører bekræfter, at Irak ikke er i besiddelse af masse-ødelæggelsesvåben. Den manglende handel er langsomt ved at kvæle økonomien. En irakisk dinar var for 10 år siden mere end tre dollar værd - i dag skal der 2000 dinarer til for at kunne veksle til en dollar. Statsansatte med faste lønninger er især blevet hårdt ramt af inflationen og er gledet fra middelklassen ned i fattigdom. Det er ikke usædvanligt at finde universitetsprofessorer, der tjener sorte penge ved at køre taxa, eller læger, der handler med brugte møbler. Familier har mistet deres hjem. Børn sendes ud for at tigge på gadehjørner eller for at gøre rent i forretninger eller vaske op i restauranter. Mange unge irakiske mænd - op til to millioner - er emigreret til udlandet for at søge arbejde. De unge kvinder, der bliver tilbage, har svært ved at finde nogen at gifte sig med. De, der gør, løber ind i andre vanskeligheder. Priserne på boligtilbehør og boligomkostningerne er så høje, at det næsten er umuligt for et nygift par at etablere deres eget hjem. Nogle fami-lier laver indsamlinger blandt deres slægtninge for at dække bryllupsud-gifterne. Frygt for sociale problemer Regeringen frygtede øgede sociale problemer som følge af udskudte bryllupper og begyndte derfor i 1996 at afholde massebryllupper. Staten har indtil nu betalt og afholdt 454. Sponsorer låner parrene bryllupstøj, og staten betaler kage og hotelregning for en tredages bryllupsrejse. Berømte sangere optrådte gratis under receptionen efter Omran og Jabrans bryllup. Alderen på de nygifte ved masseceremonien er lige fra starten af 20'erne til 40 år. Smilende brude i lånte kjoler kommer ind i parken med deres gom til tonerne af fædrelandsmusik. - Vi besluttede, at medgiften skulle være et eksemplar af Koranen. Vi ville ikke have, at vores bryllup skulle være en byrde for vores familier, siger Mihat Kadhim, 32, der blev viet med den 27-årige Zina Ibrahim. Problemet åbner dog også nye muligheder, hvilket ugemagasinet Nabdh al-Shabab fandt ud af, da magasinet begyndte at bringe annoncer med titlen »ægtefælle ønskes« for et år siden. Initiativet blev hurtigt så populært, at den tildelte plads på 10 annoncer om ugen altid er fuldt besat. Ugemagasinets redaktion hævder, at annoncerne - der koster 1500 dinarer - har resulteret i 100 ægteskaber. »Pige, 32 år, tiltalende, veluddannet og økonomisk velfunderet søger en mand, der respekterer sin hustru« lød det i en anonym annonce for nylig. Annoncen fortsatte: »Det er uden betydning, hvordan han ser ud, og hvor han bor. Parat til at flytte derhen, han ønsker det. Eneste betingelse; skal være veluddannet«. (AP) Oversat af Marielle Nielsen Hansen