Politisk kommentator efter Mette F.'s opslag om kirkegang: Det handler ikke kun om spin

Mette Frederiksen (S) delte på sociale medier sin glæde over igen at kunne synge salmer til gudstjenester i søndags. Hun viser større tilknytning til kirken, end de fleste socialdemokratiske ministre før hende har gjort, siger iagttager

Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde i søndags dette billede på Facebook, hvortil hun skrev, at salmen “Spænd over os dit himmelsejl” er en af hendes "yndlingssalmer blandt de nyere".
Statsminister Mette Frederiksen (S) lagde i søndags dette billede på Facebook, hvortil hun skrev, at salmen “Spænd over os dit himmelsejl” er en af hendes "yndlingssalmer blandt de nyere". .

Mange har de seneste dage glædet sig over, at salmesangen er tilbage i kirkerne, og det gælder også landets statsminister Mette Frederiksen (S).

I søndags lagde hun et billede på sociale medier af sig selv foran Ballerup Kirke ved København og skrev blandt andet: ”’Spænd over os dit himmelsejl’. En af mine yndlingssalmer blandt de nyere. Hvor er det skønt, at vi igen kan synge til en gudstjeneste.”

Spørger man politisk kommentator Hans Engell, hvorfor statsministeren lægger netop sådan et opslag ud, lyder det umiddelbare svar, at det formentlig er et led i Mette Frederiksens generelle strategi på de sociale medier.

”Facebook er statsministerens helt egen personlige biograf, hvor hun forsøger at udkomme til danskerne som en hel person. Hun er ikke bare en, der holder coronapressemøder og diskuterer mink-sag. Hun er også mor, ægtefælle og en, der lytter til rockmusik. Til det billede hører også, at kirken betyder noget for hende, ligesom den gør for rigtig mange danskere,” siger Hans Engell.

Samtidig fremhæver han, at det at gå i kirke sender et stærkt signal netop nu, hvor coronakrisen stadig er over os, men hvor der også synes at være lys for enden af tunnelen.

”Vi står i en alvorlig krise, og kirken er netop et sted, hvor mange danskere kommer og føler sig hjemme, når de er i knibe eller i en presset situation. Samtidig er det et sted, hvor vi mærker håb og taknemmelighed – ligesom vi kan gøre nu, hvor vi er på vej ud af den meget alvorlige situation, fordi Danmark har håndteret krisen bedre end andre lande. Så det er helt klart den kobling, jeg ser, statsministeren laver,” siger Hans Engell.

Det er ikke første gang, Mette Frederiksen giver et indblik i sit forhold til folkekirken. For eksempel satte hun ord på det i bogen ”Mette Frederiksen. Et politisk portræt”, som udkom i 2019.

”Jeg er stadigvæk medlem af folkekirken og har været det i alle årene. Jeg kan også salmerne, som jeg elsker. Selvom jeg forstår og respekterer andre menneskers tro, så betragter jeg ikke mig selv som religiøs,” lyder det i bogen, som er skrevet af journalist Thomas Larsen, og hvor der også står, at Mette Frederiksen gik til FDF som barn og elskede at gå i kirke med sin farfar juleaften.

Faktisk er det heller ikke første gang, hun åbent viser begejstring for en bestemt salme.

Det gjorde hun også i 2019, hvor hun fortalte sine følgere på instagram, at der var blevet sunget ”Du som har tændt millioner af stjerner” på et hovedbestyrelsesmøde i Socialdemokratiet i 2019, og at det er en af hendes yndlingssalmer.

Derfor mener Hans Engell heller ikke kun, det seneste opslag handler om spin og signaler.

”Det er også værd at bemærke, at Mette Frederiksen sidste år blev gift i en kirke, så på den måde er kirken ikke fremmed for hende. I modsætning til mange tidligere socialdemokratiske ministre, som var absolut ikke-kirkelige, har hun taget kirken til sig,” siger Hans Engell, der mener, at Mette Frederiksens forhold til folkekirken har dannet skole i Socialdemokratiet.

”Når jeg taler med unge socialdemokrater, hæfter jeg mig ved, at de får deres børn døbt og bliver gift i kirken. Det er nyt,” lyder det fra Hans Engell.