Prøv avisen

Stefanskirken - intrigernes holdeplads

»Vennernes kirke« eller »Et fællesskab af mennesker«- rygter, intriger, fyringer og dårligt arbejdsmiljø trives i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro i København, der nu er meldt til Arbejdstilsynet på grund af mobning og chikane af ansatte

Alt ånder hellig fred, når 53-årige sognepræst Anne Braad med afvæbnende charme prædiker over søndagens tekst i Skt. Stefans Kirke på Nørrebro i København. En lille pige med rottehaler nikker ærligt og alvorligt, da sognepræsten med et ironisk smil spørger menigheden, om »der virkelig er nogen, der kan finde på ikke at gå i kirke om søndagen«. Fra pladsen oppe ved orglet synger koret. Koret blev ellers fyret ved et menighedsrådsmøde den 8. marts i år. Men her fire uger senere har ingen af korsangerne modtaget en opsigelse. De har kun set referatet fra mødet, hvor beslutningen blev taget. De er tre tilbage. De øvrige tre kormedlemmer har selv sagt op tidligere. Begrundelsen fra alle har været det dårlige psykiske arbejdsklima i kirken. Stefanskirken er blandt de kirker i hovedstadsområdet som er meldt til Arbejdstilsynet på grund af mobning og chikane af ansatte. Anmelderen er organisten, som ved Arbejdsmedicinsk Klinik har fået papir på, at hans arbejdsskade er begrundet i et psykisk dårligt arbejdsklima. Men han er ikke alene. En anden af kirkens tre præster, Lull Ross, har skrevet til Kirkeministeriet og anmodet om en arbejdspladsvurdering af kirken. Og koret afventer brevene med begrundede opsigelser, før medlemmerne beslutter sig for, hvordan de skal reagere. Flaskehalsen peger på Anne Braad. Men langt fra hende alene. Et tidligere kormedlem skriver i sin opsigelse, der er sendt til hele menighedsrådet samt provst og biskop: »Det blev hurtigt klart for mig, at kirken og dens ansatte er blevet styret af en klike, en gruppe af mennesker, der med fortielser, usande oplysninger, beskyldninger og truende adfærd, har haft mulighed for at trumfe beslutninger igennem, der på mange måder ikke har været til gavn for det daglige arbejdsmiljø i kirken.« Som med alle konflikter på små arbejdspladser er et forsøg på at finde årsagerne som at stikke fingrene i en sump af gammelt nag og myter. Meget få vil stå frem og udtale sig offentligt, men rygterne svirrer ondt og lystigt Ð om dovenskab, sorte penge, tilråb fra prædikestol til kor osv. Kristeligt Dagblad har selv oplevet det miljø, konflikterne trives i i forbindelse med arbejdet til denne artikel. Et af rygterne er, at Folketingets Ombudsmand har bestilt denne artikel. Men den er uden ombudsmands-indblanding blevet til ved hjælp af referater fra menighedsrådsmøder og andre officielle og uofficielle skriftlige kilder, samt samtaler med en række nuværende og tidligere ansatte og menighedsrådsmedlemmer. Officielt er konflikterne bilagt, men det er kun på overfladen. Og det er objektivt konstatérbart, at mange fastansatte har forladt kirken inden for de senere år. De tre korsangere er ikke de eneste, som har begrundet deres opsigelser. Kliken Ingen har noget ondt at sige om Anne Braad som præst. Hun beskrives af alle som et charmerende, iderigt og nyskabende tilskud til den danske folkekirke. Hun er kendt i en bredere kreds som initiativtager til »Åben kirke«, som har fungeret i sognet siden begyndelsen af 1990'erne og en lang række spektakulære og provokerende indslag i forbindelse med kirkelige højtider. Bagsiden af Braads medalje er ifølge flere ansatte og menighedsrådsmedlemmer, at hun har svært ved at overlade rum til andre, og at hun omgiver sig med en lille klike af håndplukkede medarbejdere og menighedsrådsmedlemmer, der for sidstnævntes vedkommende får hendes ideer og udgifterne til dem ført igennem i menighedsrådet. Og hvis man ikke er med Anne Braad, så er man pr. definition imod. Hun opfattes som højtråbende, og flere er direkte bange for hendes overfusninger og kommer af samme grund kun i kirken med ledsagere. Når kritikerne kalder Stefanskirken for »Vennernes kirke« er det bestemt ikke ment som et kompliment. Anne Braads tilhængere kan ikke genkende den beskrivelse. Tværtimod mener de, at hun på mange måder er Stefanskirken og muliggør det fællesskab, som både findes i det daglige arbejde med den åbne kirke, men også i et rigt socialt liv uden for kirken. Om kritikken siger Anne Braad selv: - Jeg råber ikke efter folk. Hvis nogen kan høre en høj foruroligende lyd, når jeg taler til dem, handler det nok om, at de ikke kan lide det, de hører. Sandheden er jo nogle gange ilde hørt. Det kræver noget særligt at være ansat her. En udefinerbar virksomhedskultur, som det er svært at sætte fingeren på. Og om »Vennernes kirke«: - Hvad er forskellen på »Vennernes kirke« og et fællesskab. Vi er et fællesskab af mennesker, der bor i sognet. Folk, der ikke bor her, kan ikke deltage i fællesskabet. Sådan er det bare, og det har jo ikke noget at gøre med de mennesker, som ikke bor i sognet. Herregud, vi er jo kun os selv her. Der er ingen menighed. Vi er kun os selv. Og vi er ikke nok til at danne et parti. Blandt de medarbejdere, der ikke bor i sognet, er Anna Braads kollega Lull Ross og organist Ole Olesen. Konflikterne Forud for Stefanskirkens 125-årsjubilæum i 1999 udtalte kirkens kirkebogsførende præst, Ivan Larsen, til Nørrebro Avis, at de tre præster i kirken har hver deres opfattelse af, hvad præstegerningen indebærer. »Men det er kun en styrke«, sagde han. Internt var idyllen knap så åbenbar. På et menighedsrådsmøde den 17. marts 1999 informerede Ivan Larsen og Anne Braad menighedsrådet om, at de ikke længere samarbejdede med den tredje præst, Lull Ross. På samme møde skal Ivan Larsen, ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger, have instrueret menighedsrådet i, hvordan et menighedsråd kan påbegynde en sag om præstefyring på grund af samarbejdsvanskeligheder. Han har senere oplyst, at han på grund af et spørgsmål fra et medlem af menighedsrådet har gennemgået proceduren, men flere vidner til mødet siger, at gennemgangen absolut havde en adressat, nemlig Lull Ross. Lull Ross skrev efterfølgende til menighedsrådet, at der efter hendes opfattelse ikke var tale om samarbejdsvanskeligheder, men om mobning. Det er en udtalelse, hun også vedgår i dag. - Vi har samarbejdet om det, vi skal samarbejde om. Men det, der foregår uden for det pligtige samarbejde, er mobning og chikane, siger hun. Hun ønsker ikke at uddybe udtalelserne på grund af henvendelsen til Kirkeministeriet om en arbejdspladsvurdering, som hun endnu ikke har fået svar på. Ivan Larsen har ingen kommentarer til spørgsmålet om, hvordan samarbejdet mellem de tre præster fungerer i dag. Om rygtet om, at han hårdnakket støtter Anne Braad i præstestriden, siger han, at han støtter Åben Kirke. Anne Braad siger: Ð Vi samarbejder om det, vi skal samarbejde om. Til gengæld undrer hun sig over den manglende holdmentalitet på det, hun beskriver som Lull Ross' »hold«. - Lull Ross fik fem medlemmer på sin side ved menighedsrådsvalget sidste år. Vi venter stadig på at finde ud af, hvad de vil. Tilsyneladende vil de ingenting. I maj 1999 henstiller menighedsrådet til præsterne om at samarbejde, eller i hvert fald til, at de ikke blander sig i hinandens arbejde. Tilsyneladende har Ivan Larsen og Anne Braad på det tidspunkt fået et påbud fra provsten, og det vækker forundring i menighedsrådet, der samtidig med, at de udtrykker støtte til alle tre præster, også påpeger, at der måske er for lidt arbejde til tre. Konflikten eskalerede i februar 2000. Her skrev de ansattes kontaktperson i menighedsrådet til de øvrige rådsmedlemmer, at det generer hende, at en lang række af kirkens medarbejdere ikke passer deres arbejde. Blandt andet »at organisten (kirkens højst lønnede medarbejder) ofte er MEGET svær at få på arbejde«. Præsterne blev også kritiseret for deres arbejdsindsats. Organisten har været sygemeldt og på selvbetalt orlov i lange perioder siden marts sidste år. I april 2000 var spørgsmålet om præsternes interne uenighed igen på tapetet. Der er også en drøftelse af den linde strøm af klagesager, der har været over Ivan Larsen og Anne Braad. Menighedsrådet beslutter om klagerne, »at vi ikke skal gå i detaljer, men blot generelt tage afstand fra dem«. Til Københavnhavns biskop, Erik Norman Svendsen, skriver menighedsrådet, at det har haft svært ved at genkende indholdet i klagerne, og: »Vi vil ikke lægge skjul på, at oprindelsen til den tilsyneladende turbulens, der p.t. hersker i Stefanskirken muligvis bl.a. skal søges i den omstændighed, at vi har anmodet nogle af de ansatte i kirken om en opstramning på arbejdsfronten. Desværre ligger præsteanliggende uden for vores beføjelser Ð ellers ville vi måske påpege det uheldige i, at vi med et stadigt faldende antal kirkelige handlinger stadig har tre præster. Lediggang er ikke sundt for samarbejde!« Kort efter skriver menighedsrådet til biskoppen igen for at understrege, at den sidste bemærkning ikke skal forstås sådan, at de har fremhævet en præst fremfor andre. I forbindelse med ovenstående begivenheder udarbejder sikkerhedsrepræsentant og 2. kirketjener Erik Larsen, som også senere er rejst fra kirken, en arbejdspladsvurdering af Stefanskirken. I den står der i rubrikken om forhold til kolleger, at der er »dårlig kommunikation, utryghed ved at udtale sig og sladder«. Der står også, at der er et godt forhold nære kolleger imellem. Beskidt valgkamp Hvis konflikterne i Stefanskirken havde været ukendte for den bredere offentlighed, så stoppede anonymiteten ved menighedsrådsvalget i november i fjor. Det var det første kampvalg i sognet i mange år, og havde hovedsagelig karakter af et præstevalg. Efter en beskidt valgkamp, hvor beskyldninger om pengemisbrug, hvilken præst, der skulle fyres, og lukkede beslutningsprocesser føg gennem luften, fik »Ivan Larsen og Anne Braads« liste Åben Kirke 10 pladser, mens Konstruktive Fornyere, der regnes for Lull Ross' »hold«, fik fem pladser. Efter menighedsrådsvalget indkaldte Københavns biskop, Erik Norman Svendsen, provsten, præsterne og det nye menighedsråd til møde i december. Det gjorde han ifølge indkaldelsen til mødet fordi, »...en gennemgående iagttagelse har været, at menighedsrådet ikke sjældent har tilsidesat bestemmelser i den kirkelige lovgivning (....) Det er mit indtryk, at en overholdelse af de gældende procedurer vil formindske antallet af berettigede klager og dermed give det kommende menighedsråd bedre arbejdsvilkår.« Efter mødet beskrev biskoppen i Kristeligt Dagblad mødet som positivt. Han opfordrede parterne til at slå en streg i sandet og glemme de gamle konflikter. Mødet handlede ikke om klagerne over personer. De er afgjort særskilt og har ikke ført til offentlige reprimander. Provst og biskop har også holdt møder med præsterne særskilt. Siden sidst Ifølge et af de nyvalgte menighedsrådsmedlemmer, Anne Merete Nielsen fra Konstruktive Fornyere, er det så som så med lovmedholdigheden i det præstestyrede menighedsråds beslutninger, også i dag. - Der er den generelle holdning til lovgivningen, at »den bruger vi ikke her på stedet«, siger hun. Hun peger også på, at det kniber med lighed for loven. Der er forskel på, hvad de enkelte præster kan få støtte til af diverse arrangementer. Menighedsrådsmedlemmer fra Konstruktive Fornyere mener, at beslutningerne på menighedsrådsmøderne reelt er truffet før møderne af en sluttet kreds. De mener heller ikke, at stikpille-chikanen er ophørt. Lull Ross' forslag bliver stadig mødt med gaben eller hævede øjenbryn. Flere menighedsrådsmedlemmer fra Åben Kirke-listen mener fortsat, at Lull Ross bør fyres, bl.a. fordi hun efter deres opfattelse ikke passer ind i kirkens ånd. Ved menighedsrådets møde den 8. marts var det under dagsordenpunktet »ansættelser«, at det blev besluttet både at fyre koret og at bede Kirkeministeriet påbegynde fyring af organisten. - Det fremgik hverken af dagsordenen eller af brevene i postmappen, at der var fyringer undervejs, siger Anne Merete Nielsen, der forlod mødet inden punktet blev diskuteret. Ifølge en kirkejurist er det »ikke smart«, at et menighedsråd diskuterer fyringer under et punkt, der kaldes ansættelser. Formelt skal man også indhente udtalelser fra de pågældende medarbejdere, så medarbejdernes synspunkter indgår i beslutningsgrundlaget. Det er ikke sket. En anden hyppig overtrædelse af »retsregler for menighedsråd« i Skt. Stefans Kirke er, at præster skal forlade lokalet, hvis deres præstekollegas forhold drøftes. F.eks. den 8. marts i år, hvor både Anne Braad og Ivan Larsen blander sig i en diskussion, hvor Lull Ross står for skud i en bilagssag, der går tilbage til menighedsrådsvalget. Ivan Larsen siger, at »det er ufatteligt, at Lull ikke bare kan sige undskyld«, og Anne Braad, at hun »har sagt nok, og det er ikke første gang, jeg er forarget på Lulls reaktion på den slags ting«. Musikafdelingen Kirkesanger Frank Sylvan synes ikke, det er særlig rart at møde i kirken, velvidende, at et helt menighedsråd har stemt for hans fyring. Det er ikke første gang, han bliver fyret. Sidst var det som leder af det frivillige kor, men da klagede han til biskoppen og fik medhold. - Jeg tror, at menighedsrådet har set sig sur på musikafdelingen. Koret er jo organistens ansvar, så jeg tror, det handler om at genere ham mest muligt, siger Frank Sylvan. Han vil ikke selv stoppe, medmindre det bliver så uudholdeligt, at Stefanskirken kommer til at fylde for meget i hans bevidsthed. Og ifølge Anne Braad ser det også ud til, at Frank Sylvan og de andre korsangere trods fyringen kan fortsætte længe endnu. - Jeg aner ikke noget om paragraffer og procedure. Men der har været arbejdet med at fyre koret i et år, og det er ikke blevet til noget endnu. Jeg tror heller ikke, at der sker noget foreløbigt. Det kan jo tilsyneladende ikke lade sig gøre, siger hun. Til spørgsmålet om det ikke er en sten til dårligt arbejdsmiljø at fyre folk, og alligevel lade dem fortsætte, siger hun: - Man kan da ikke lade være med at forsøge. Så kan man jo håbe, at de selv holder op. Med referatet fra menighedsrådsmødet den 8. marts blev der udsendt et brev, der skal rekruttere frivillige til påskearrangementerne i kirken. I indledningen hedder det: »Det, der kendetegner St. Stefan, er fællesskabet, interessen for og kærligheden til medmenneskene og livet i det hele taget«. Fakta Hvad er der galt? n Medarbejderne forlader kirken på grund af det psykisk dårlige arbejdsmiljø. n Præsterne samarbejder ikke. n Menighedsrådet tilsidesætter reglerne, f.eks. om høring af parter, der ønskes fyret og om »udvisning« af præster ved diskussioner om præstekollega. n Menighedsrådet er præstestyret, og medlemmerne i nogen udstrækning »delt op« efter, hvilken præst, de støtter.