Stifter melder om stigende brug af folkekirken

Flere danskere benytter folkekirkens tilbud , oplever stifterne, selvom medlemstallet i årtier har været faldende. Kirken søges som værn mod hårde tendenser i tiden, siger præst og redaktør

En udkørt ninja slapper af i kirken under fastelavnsgudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke i København. Denne type arrangementer har været med til at trække besøgene op i landets kirker. –
En udkørt ninja slapper af i kirken under fastelavnsgudstjeneste i Sankt Jakobs Kirke i København. Denne type arrangementer har været med til at trække besøgene op i landets kirker. – . Foto: Søren Bidstrup.

I krypten under Skt. Lukas Kirke i Aarhus er der sommerlegestue. Nina Hauge er her med sin etårige datter, som rutsjer ned ad en lille rød rutsjebane. Nina Hauge er ikke særligt troende. Hun kommer i folkekirken til jul, og hun er døbt og gift med sin mand i kirken. Men kirkens mere utraditionelle arrangementer som babysalmesang og denne mandags legestue har gjort, at hun føler sig mere velkommen.

”Jeg havde ikke tænkt kirken som et sted, man kunne mødes med andre mennesker, men det kan man,” siger hun.

Nina Hauge er et eksempel ud af mange på, at andre arrangementer end søndagsgudstjenesten faktisk får os til at bruge kirken mere.

På trods af det har folkekirkens medlemstal siden 1991 været faldende ifølge Danmarks Statistik, hvilket har tvunget folkekirken til at nytænke sig selv. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med de 10 folkekirkelige stifter, som alle oplever en stigning i brugen af kirken. Ikke alle stifter har statistisk belæg for stigningen, men både Københavns Stift, Viborg Stift og Fyens Stift har.

”I Fyens Stift er der en lille stigning i deltagere til gudstjenester og kirkelige handlinger fra 2014 til 2015. Jeg tror, det skyldes, at der holdes flere gudstjenester. Selvfølgelig søndag formiddag, men derudover også på andre tidspunkter og på andre måder. Jeg er ikke i tvivl om, at det får flere til at komme i kirken og bruge den,” siger Tine Lindhardt, som er biskop i Fyens Stift.

Vibeke Houmøller, som er præst i Skt. Lukas Kirke i Aarhus, oplever også en stigning i antallet af besøgende, og ifølge hende har vi også brug for det, kirken kan give os. Alt sammen på trods af de faldende medlemstal.

”I løbet af 1980’erne blev vi klar over, at søndagsgudstjenesten ikke længere kunne stå alene som den hovedaktivitet, alle andre kirkelige aktiviteter fører op til. I dag er alle andre aktiviteter derimod lige så gyldige som søndagsgudstjenesten. Begge dele svarer på et behov og en brug af kirken, som er legitim for mig at se,” siger Vibeke Houmøller.

Mens hun fortæller, brummer orglet oppe fra kirkerummet og kan mærkes hernede i krypten, hvor der er legestue, men hvor hun også har sit samtalerum. Det er her, hun taler med folk, der skal døbe deres barn eller gifte sig, men også med dem, som har mistet.

Vibeke Houmøller nævner babysalmesang, legestue og natkirke som arrangementer, der virkelig formår at trække nogle til, som ellers ikke ville være kommet i kirken.

Natkirken er åben en aften hver måned klokken 19-23 i vinterhalvåret, hvor man frit kan besøge kirken. Vibeke Houmøller lægger tryk på sit ja, da hun svarer på, om kirken er åben for alle uafhængigt af deres tro og tvivl og deres bevæggrunde for at benytte sig af den.

”Jeg er ikke særlig optaget af motivgranskning. Når folk kommer her, tænker jeg, det er fint. Vi vil gerne møde dem der, hvor de er. Uanset om det er, fordi de vil høre musik, være gode ved deres børn, eller at de også har en længsel, er de frie til at benytte tilbuddet her. Kirkens budskaber som for eksempel tillid og barmhjertighed rækker langt længere ud end kun til den konfessionelt betingede,” siger Vibeke Houmøller.

Ifølge præsten i Skt. Lukas Kirke er vi blevet enormt atomiserende i den måde, vi lever på, og det skaber en ensomhed, som kirken kan være med til at dæmme op for. På samme måde er den et modsvar til den præstationskultur, som konkurrencestaten har skabt.

”Mange børn og unge går med en enorm byrde, fordi de forstår tilværelsen som noget, man kan præstere sig til – til at være elsket, til at være god. Det giver en ubalance. Der kommer en søgning efter et sted, hvor jeg kan få lov at være elsket, uden at jeg fatter det,” siger Vibeke Houmøller med tryk på første stavelse i ”fatter”.

Christoffer Emil Bruun er kronikredaktør på Politiken og cand.mag. i historie fra Københavns Universitet. Han mener også, at vi har frem- manet en farlig præstationskultur.

”Når en af vores grundlæggende institutioner i samfundet som folkeskolen er så præget af konkurrencetænkning, præstationskultur og karakterræs, er det utroligt sundt at have en stor institution som folkekirken, som ikke tænker på den måde.”

Ifølge Christoffer Emil Bruun resulterer karakterræset i, at vi hele tiden sammenligner os med hinanden – ikke bare i folkeskolen, men videre i resten af vores liv. Det smitter af og bliver en integreret del af vores kultur, og vi skal således hele tiden være bedre, hurtigere og stærkere end vores næste.

Men i kirken er det anderledes, idet Gud beskytter os, og Jesus er forbilledet og altså selvsagt et helt andet forbillede end vores klassekammerater eller kolleger. Folkekirken er på den måde med til at minde os om, at mennesket hverken er suverænt eller almægtigt, og den påmindelse er vigtig i dag, mener Christoffer Emil Bruun.

Nina Hauges datter har forladt den lille røde rutsjebane til fordel for en legetøjsbil, som hun forsøger at komme frem i. Nina Hauge holder øje med hende, mens hun fortæller:

”Kirkens budskaber er også en af grundene til, at jeg kommer her med min datter. Selvom vi ikke er særligt troende i familien, er næstekærlighed og frihed også vigtige begreber for os,” siger Nina Hauge.