Prøv avisen
Anmeldelse

Viborg Stiftsbog er folkeoplysning i bedste forstand

5 stjerner
Ud over biskop Henrik Stubkjærs lutherprægede prædiken fra Folketingets åbning er hovedindholdet en række solide artikler om centrale aspekter af Luthers teologi og Reformationen. Foto: Leif Tuxen

Den seneste udgivelse af Viborg Stiftsbog indeholder solidt funderede skriverier, som er skrevet – eller nærmest fortalt – for den engagerede ikke-specialist

For nylig kritiserede kirkesociologen Hans Raun Iversen Københavns Stifts Stiftsmagasin for at være endnu en indikation på, at folkekirken er ”ved at blive de riges kirke”. Begrundelsen var, at magasinet havde fået en række mennesker med – som Raun Iversen formulerede det – ”bedsteborgerlige” stillinger til at fortælle om kirken for dem.

Gør noget tilsvarende sig gældende for Viborg Stiftsbog? Måske – men måske gør det ikke noget? Selv alle vi bedsteborgerlige – herunder præster og universitetslektorer, der har tid og overskud og måske ligefrem brug for opbyggeligt læsestof – bør vel også tilgodeses af kirken. Ja, folkekirken må nok indstille sig på at tåle bedsteborgerlige medlemmer! Det er svært ikke også at være de riges kirke i et velfærdssamfund som vores.

Viborgs stiftsbog har som titlen antyder Luther og Reformationen, dens historie, virkning og nutidige appel som omdrejningspunkt. Ud over biskop Henrik Stubkjærs lutherprægede prædiken fra Folketingets åbning er hovedindholdet en række solide artikler om centrale aspekter af Luthers teologi og Reformationen, krydret med billeder fra og omtale af begivenheder i løbet af reformationsåret og kortere tema-artikler om eksempelvis forholdet mellem Luther, Reformationen og ”det sociale”, skolen og det mere juridiske.

Og sagt lige ud er det et fremragende hæfte. På trods af nærliggende Luther-forstoppelse efter jubilæumsåret læste jeg især de lidt længere artikler med stor fornøjelse. Om Luther som munk, om bibelsyn, om stedets betydning for troen, om folkekirken som folkets eller fyrstens kirke, om Hans Tausen (det er jo Viborg) og endelig om religionskritikken. Artiklerne er af passende længde – eller korthed. Og det er folkeoplysning i bedste forstand: solidt funderede skriverier skrevet – eller nærmest fortalt – for den engagerede ikke-specialist. Velegnede til at samles om i studiekredsens fællesskab eller til højtlæsning derhjemme for ægtefællen. Relevante faktuelle oplysninger om Luther, hans tro og teologi, om Reformationens følger i fortid og nutid – og om dens mulige inspiration i dag. Veloplagt skrevet – ja, som sagt nærmest fortalt med stor fortælleglæde. Ikke mindst Henning Kjær Thomsens artikel om Luther som munk, der virkelig giver lyst til at vide mere om Luther, og hvad der siden hændte ham.

Endelig slutter hæftet med en yderst aktuel artikel af Betty Grønne Ahrenfeldt om ”Den nye religionskritik”. Her gennemgår hun kort og præcist den nye ateisme, sætter den i forhold til den klassiske religionskritik, som blandt andre Marx og Freud udfoldede den – og hvor religionskritikerne forstod, ”at den, der ingen gud har, grundlæggende ikke har andre end sig selv”. Den nye religionskritik, som den især præsenterer sig hos Richard Dawkins, og som præger eksempelvis det danske Ateistisk Selskab er en anderledes lys og glad ateisme, der tror (!) på, ”at videnskaben vil løse alle problemer og, med tiden, forklare alt uforklarligt”. En slags grønspætte-ateisme, hvor man i stedet for at slå op i Bibelen – eller se dybt i eksistensen – kan finde svarene på nærmest alt i naturens store bog.

Betty Grønne Ahrenfeldt inddrager også ateismens forståelige vrede, når religion bliver undertrykkende og peger til sidst på Luthers definition af en gud som en måde at indkredse tidens afguderi på. Det er ganske enkelt oplysende og tankevækkende. Og igen: et godt udgangspunkt for videre overvejelser og samtaler. Således viser Viborg Stiftsbog ikke alene tilbage til kilder, man stadig kan øse af. Stiftsbogen er også på højde med relevante problemstillinger i nutidens liv, både menneskeliv og kirkeliv.

Raun Iversens kritik af stiftsmagasinerne for at være udtryk for, at kirken er de riges kirke, virker ikke helt fair. Som at kritisere en plejehjemsgudstjeneste for ikke at være børnevenlig! Ikke alt er rettet til alle. Men sigtet er nu bredt i Viborg Stiftsbog.