I Danmark ender næsten hvert andet ægteskab med en skilsmisse. Men hvor skilsmissepapirerne hos den overvejende del af befolkningen er den formelle afslutning på samlivet, så gælder dette ikke for landets katolikker. Den katolske kirke anerkender nemlig ikke skilsmisse. For katolikker er ægteskabet et sakramente og på den måde uopløseligt, medmindre ægteskabet helt kan kendes ugyldigt. Og den mulighed ønsker flere og flere katolikker i Danmark nu at benytte.
”Der er en klar stigning i antallet af ægteskabssager, og der kommer hele tiden nye ind,” fortæller Lars Messerschmidt, der er formand for den kirkelige domstol, som bedømmer sagerne ved det katolske bispedømme i Danmark.
Mens der i 1974 var ti sager om året, var tallet i 2003 på 20 sager, og i dag er der ifølge Lars Messerschmidt omkring 50 sager under behandling, hvor katolikker søger om at få deres ægteskab kendt ugyldigt. De mange sager har senest fået den katolske kirke i Danmark til at ansætte en konsulent, der skal hjælpe ansøgerne med at udfærdige ansøgningen, så den er egnet til at blive behandlet af domstolen. Der skal tre dommere til hver sag.
”Vi oplever især en stigning i ansøgninger fra katolikker med anden etnisk baggrund, der søger om at få deres første ægteskab annulleret. Umiddelbart kan det se ud, som om det er særlig farligt for katolikker fra et ikke-vestligt land at bo i Danmark, hvor familiesyn og traditioner er meget anderledes, end de har været vant til,” siger Lars Messerschmidt, der mener, at de danske normer på den måde ”smitter af” på katolikkerne.
Hvis en katolik er fraskilt og bor sammen med en ny partner eller har giftet sig igen civilt uden først at få sit tidligere ægteskab kendt ugyldigt af kirkens domstol er vedkommende blandt andet udelukket fra at gå til alters eller modtage kommunion, som er det katolske udtryk for nadveren.
”Så hvis man bliver skilt borgerligt og indgår i et nyt ægteskab uden at få det første kendt ugyldigt af kirken, så lever man kirkeretsligt set i utroskab,” forklarer lektor i teologi ved Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen, der også kalder synet på skilsmisser for et ”kæmpestort dilemma” i den katolske kirke.
”Der er en dyb kløft mellem kirkens ægteskabs- og seksualforståelse og så den moderne sekulære forståelse. Og i stedet for at ’følge med tiden’ som den protestantiske kirke, så har den katolske kirke holdt fast i den traditionelle kristne etik på området. Dog er der i de senere år åbnet for at gøre det lidt nemmere for katolikker at få annulleret deres ægteskab og på den måde få ordnet deres forhold til kirken igen. På den måde undgår kirken at støde folk væk, men går samtidig heller ikke på kompromis med den centrale lære,” siger Jakob Egeris Thorsen.
Lars Messerschmidt ser netop også stigningen i antallet af ægteskabssager som et udtryk for, at folk er blevet bekendt med, at man kan anlægge en ægteskabssag.
”Tidligere var skilsmisse utænkeligt,” siger Lars Messerschmidt, ”men nu, hvor borgerlig skilsmisse er blevet en realitet også for katolikker, er det vigtigt, at de har et sted at gå hen.”
I de senere år har først pave Johannes Paul II og siden pave Frans lettet på nogle punkter omkring selve processen for ansøgning om annullering af ægteskab.
”Johannes Paul revolutionerede faktisk synet på ægteskabssagerne ved at sige, at man som udgangspunkt ikke skulle se på folks ansøgninger med skepsis, men tage dem for gode varer. De kunne dog ikke stå alene, men skulle underbygges af vidner eller materiale. Og pave Frans har fjernet det obligatoriske krav om at sende alle afgørelser videre til en appeldomstol. Det har haft en tydelig virkning på, hvor hurtigt en sag kan gennemføres, og gør også, at man nu som katolik åbent taler om, at skilsmisser finder sted,” siger Lars Messerschmidt.
Selv om et antal på 50 ægteskabssager under behandling umiddelbart ikke lyder af så meget, når man tænker på, at der bor godt 40.000 registrerede katolikker i Danmark, er det velkendt, at mange katolikker i dag blot lever i et nyt forhold – uden at blande kirken ind i det.
”På den måde er den katolske kirke jo ramt af de samme tendenser som den øvrige del af den vestlige verden, hvor kirkens autoritet afløses af en individuel vurdering og et spørgsmål om ens egen samvitttighed, mens kirken som det forpligtende fællesskab nedtones og bliver til et individuelt åndeligt tilvalg,” siger Jakob Egeris Thorsen.8