Stigmata optræder især i påsken

Der findes ingen naturvidenskabelig forklaring på fænomenet sårmærker, skriver Kirsten Kjærulff i uddrag fra debatten på Kristeligt Dagblads hjemmeside www.religion.dk

Stigmata

Spørgsmål: Vi er et par stykker fra en religionsklasse, der higer efter at få besvaret nogle spørgsmål. Vi er interesseret i fænomenet stigmata.

Hvorfor tror man, at det er forbundet med kristendommen, at legemsdelene begynder at bløde? Er der fup forbundet med det? Er der inden for lægevidenskaben et bud på fænomenet? Som f.eks. en sygdom? Og er der bestemte tidspunkter, hvor det sker på? Er det nogensinde blevet filmet, idet blødningen er i gang?

Maria Rosenstierne

Cand.mag. Kirsten Kjærulff svarer: Når fænomenet stigmata er forbundet med kristendommen, er det, fordi stigmatisering er en form for Kristi efterfølgelse. Det var jo Kristus og ikke nogen anden, som for at frelse os mennesker fra evig død blev korsfæstet for vore synders skyld.

Ordet stigmata kommer af græsk: stigma, som betyder brændemærke. Det er sår på et eller flere af de steder på kroppen, hvor Kristus blev såret i forbindelse med korsfæstelsen (hænder og fødder efter naglerne, Jesu side efter spyddet og panden efter tornekronen).

Sådanne sår kan fremkomme spontant hos visse personer, uden anden påviselig grund end en stærk optagethed af Jesu lidelse. Ofte flyder der blod fra sårene, som ikke heles selv efter medicinsk behandling, og der er smerter, især om fredagen og på andre dage, der har tilknytning til Kristi lidelse.

Siden Frans af Assisi modtog Jesu sårmærker i 1224, kendes over 300 ægte tilfælde, f.eks. pater Pio, som døde i 1968. Han modtog stigmaterne som ung præst og levede med dem i 50 år. Gang på gang undersøgte lægerne ham på kryds og tværs, men fandt ingen naturlig forklaring på hans konstant blødende sår, som også var ejendommelige, fordi der aldrig gik betændelse i dem. Han led næsten konstant store smerter, men tog dem på sig som en del af Kristi lidelse til soning for menneskers synder. Han blev sidste sommer helgenkåret af den katolske kirke.

Lægevidenskaben har således måttet erkende, at der ikke findes nogen naturvidenskabelig forklaring på dette fænomen, men at det virkelig er af åndelig art. Stigmater bliver som regel især synlige og pinagtige i påsken, hvor Kristi lidelse i særlig grad står i centrum for den kristne meditation.

I Niels Christian Hvidts bog »Mirakler« (Gyldendal 2002) er beskrevet flere tilfælde af nutidige stigmatiserede personer. Den voldsomme lidelse, som et menneske kan opleve som en art mystisk medleven i Kristi langfredagslidelse, er filmet i flere tilfælde. F.eks. findes der en film-optagelse af mystikeren Vassula Rydén, som i en ekstase lider korsfæstelsens pine, selv om der hos hende ikke optræder blødende sår. Det gør der derimod hos Myrna Nazzour, som også omtales i Niels Christian Hvidts bog.

I kan læse mere om dette emne og om andre former for kristne mirakler i Hvidts bog, som kan lånes på biblioteket eller findes på internettet på www.hvidt.com og på www.profeti.dk. På sidstnævnte er der links til flere andre kristne åbenbaringer og profetier, som er højaktuelle i vores tid, men som for det meste ikke bliver omtalt i danske medier.

Venlig hilsen

Kirsten Kjærulff

Transcendent eller immanent

Spørgsmål: Jeg skriver en opgave om gudsopfattelsen i kristendommen. Jeg bliver mere og mere forvirret, jo mere jeg læser, og er blevet helt i tvivl om, hvor jeg skal tage fat.

Jeg vil begrænse mine mange spørgsmål og så spørge: Kan kristendommen fortolkes som en transcendent gudsopfattelse, dvs. Gud som værende uden for verden/det guddommelige blander sig ikke i verden?

Hvad så med Jesus, som var og som stadig er i verden gennem Helligånden? Er det en immanent gudsopfattelse?

En opgaveskrivende

Forskningsprofessor i teologi og naturvidenskab Niels Henrik Gregersen svarer: Jeg tror, du lige netop har fat i den grundpointe, som er kristendommens! Gud er netop både transcendent (dvs. hinsides verden) og immanent (dvs. til stede i verden). Gud er transcendent, fordi Guds identitet som kærlighedens kilde ikke er afhængig af verdens gang, men netop er evig. Men Gud er immanent i verden, fordi Gud som kærlighedens kilde giver sig selv til verden.

Helligånden er således livgiveren i alt, som er til. Og Gud har sendt sin evige tanke med verden i Jesu person (inkarnationen), hvis gerning også videreføres af Helligånden efter pinse. Blandt andet derfor har kristendommen formuleret dogmet om treenigheden: Som »Faderen« er Gud altid »i Himmelen«, men Sønnen/Ordet/Logos og Helligånden/Kraften er Guds »to hænder«, som er nærværende i alt det skabte. Sådan formulerede kirkefaderen Irenæus det allerede omkring år 200.

I øvrigt gælder det også for jødedommen, at Gud bebor den verden, som Gud selv har skabt, læs f.eks. Femte Mosebog kap. 4,39, Jeremias 23,24 eller den flotte Davids Salme 139.

Din forvirring kan skyldes, at du læst ældre teologisk litteratur fra ca. 1950-1980. Her hed det ofte, at Gud ifølge kristendommen er rent transcendent. Det siger f.eks. Johannes Sløk mange gange. Men Gud er - som Luther udtrykte det - »mindre end det mindste og større end det største«. Eller som Løgstrup siger det: »Gud er magten til at være til i alt, som er til.«

Du kunne eventuelt konsultere lærebogen »Fragmenter af et spejl« (3. oplag 1997), s. 120-128, for en nærmere forklaring.

Med venlig hilsen

Niels Henrik Gregersen

Helligånden er ikke upersonlig

Spørgsmål: Hvad er Helligånden? Det er en ting, der tit optræder i sange, i Bibelen og i Treenigheden. I Bibelen er der f.eks. en historie om, at en række af Jesu nærmeste personer efter hans død bliver fyldt op af Hel-ligånden og dermed er helliggjorte og måske oplyste?

Hvad er Helligånden i sammenhæng med Faderen og Sønnen - i overført betydning? Kan det have noget at gøre med det yogiske »prana« eller livsenergi, der strømmer igennem?

Thomas Hygum

Diakon i den ortodokse kirke Poul Sebbelov svarer: Helligånden er en af personerne i Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd. Den ortodokse, kristne tradition står fast på dette: At Helligånden er en Person, at vi derfor kan indgå i et »jeg-du«-forhold til Ham, og at dette personlige forhold lader os tage del i Treenighedens liv. Helligånden er således ikke en upersonlig »energi« eller luftart. Helligånden er heller ikke en blot og bar funktion af forholdet mellem Faderen og Sønnen.

Kristne erfarer hver især deres personlige forhold til Helligånden. Dette kan ikke sættes »på skema«, men der er altid tale om et forhold i gensidighed - i skarp modsætning til alle forestillinger om Ånden som en afpersonaliseret »energi«, som vi kan lære os at manipulere med efter forgodtbefindende.

Med venlig hilsen

Poul Sebbelov