Budskabet er måske ikke så overraskende: I stilhed og selvfordybelse finder vi vores sande jeg, som Gud har skabt det. Mere overraskende er det måske, at den katolske abbed Christopher Jamison vil have os alle til at blive munke i vores eget liv, bare fem minutter om dagen. I hvert fald slog han som katolsk munk igennem for tre år siden i BBCs bedste sendetid, da tre millioner seere aften efter aften sad klistret til skærmen for at følge, hvordan klosterliv anno 2005 så ud i hans kloster.
Den efterhånden verdenskendte benediktinermunk Christopher Jamison har været på kort visit i Danmark for at tale om sin bog At finde et helligt rum klostervisdom for moderne mennesker, som netop er blevet tilgængelig på dansk. I en kort session i Helligåndshuset i København, hvor Christopher Jamison fremlagde sine pointer om moderne kristentro på baggrund af årtusind gamle munkeregler, fortalte han, at sidst han var i København som ung, brugte han det meste af sin tid i Tivoli og ingen tid i kirkerne denne gang skulle det være lige omvendt.
Som almindelig læser stiller man sig måske lidt tøvende over for budskabet i Christopher Jamisons umiddelbart selvmodsigende bogtitel, men med et mediebevidst foredrag og en god portion engelsk humor så begynder den engelske munks iagttagelser at skabe mening.
Vi spoler lige filmen tilbage til dengang, det hele begyndte, i maj 2005 på BBC. Over tre dage blev der sendt et dokumentarprogram reality-tv om fem engelske mænds 40 dages ophold i abbed Jamisons kloster, Worth Abbey i West Sussex. De skulle leve efter alle gældende klosterregler og fik hver en åndelig vejleder. Ikke uden effekt, viste de tre programmer, for eksempel blev en af deltagerne direkte omvendt, en anden har besluttet sig for at blive præst, og en tredje er blevet kirkegænger for alle fems vedkommende blev de gennem klostrets åndelige praksis konfronteret med barndomstraumer og indre dæmoner og lærte at bekæmpe dem.
Tre millioner englændere fulgte udsendelserne, og munkene i klostret fik en anderledes åbenbaring: Ældgamle klosterregler beregnet på tilbagetrukne munke kunne bruges den dag i dag af almindelige mennesker uden for klostrets tykke mure. I dag valfarter mennesker som aldrig før til klosteret og retræteopholdene er booket et år frem i tiden.
Og det er så det, Christopher Jamison gør i dag: Rejser verden rundt og fortæller, at vi alle uden undtagelse dybt nede i vores bevidsthed har brug for stilhed og selvfordybelse for at finde vores sande jeg, det jeg, som Gud har skabt. Det er en måde at lukke Gud ind i vores tilværelse på, en tilværelse, som ellers holder åndelighed og spiritualitet væk, fordi der ikke er plads blandt stresset travlhed, karriereløb og en opslugende forbrugerkultur. Christopher Jamisons enkle pointe er, at selv det travle storbymenneske kan beslutte at skaffe sig selv og muligvis familien stilhed og selvfordybelse bare fem minutter om morgenen og fem minutter om aftenen for på den måde at komme nærmere til Gud. Præcis som den hellige Benedikt (stifter af Benediktinerordenen) for næsten 1500 år siden lærte sine munke langsomt at skrabe selvforstillelsen væk og dermed også de utilsigtede bolværker og masker, som vi ubevidst har opbygget, og som holder Gud ude.
Christopher Jamisons bog handler om Sankt Benedikts gamle klosterregler, og hvordan de har relevans for mennesker i dag også uden at de behøver at gå i kloster. Bogen er blevet til på baggrund af reality-serien fra hans kloster, men var der ikke bare tale om endnu et producerskabt reality-show som Big Brother og Robinson-ekspeditionen?
Det kan godt være, at tv-stationens marketing hævdede det for at gøre seerne interesserede i programmet. Men faktisk er der meget stor forskel på det almindelige reality-tv og klosterserien. Munkene bestemte, hvad der skulle ske. I andre programmer er det producenterne. Det var et nøglespørgsmål, da vi planlagde programmet, og vi blev enige om, at tv-instruktøren ingenting skulle bestemme. Derfor blev det ikke reality-tv, men live-tv, siger Christopher Jamison.
Programmets succes og klosterlivets dybe indvirkning på de fem deltagere overraskede alt og alle herunder også klostrets munke og opfølgende blev Christopher Jamison opfordret til at nedskrive klosterreglerne i en moderne sammenhæng de så jo ud til at virke. Abbed Jamison mener, at den kristne kirkes klostertradition har en evne til at tale ind i vore dages samfund på en måde, som andre af kirkens mere almindelige traditioner ikke formår. Man kunne spørge, om det at skrive en bog om katolske klosterregler ikke bare er en smart måde at propagandere for den katolske kirkes værdier på?
Bogen er evangelisation gennem en opfordring til mennesker i samfundet om en ny, kristen selvfordybelse. Det er jeg helt åben omkring. Bogen er et tilbud om at blive medlem af et verdensomspændende kirkeligt fællesskab. Mange mennesker udvælger sig en snæver vennekreds, som de måske svigtes af en dag. Men de viger tilbage for at engagere sig i et bredere og mere ægte fællesskab, fordi det består af anderledes mennesker, som man måske oven i købet ikke er enig med, siger Christopher Jamison og fortsætter:
På samme tid anerkender bogen, at mennesker i dag kommer til kirken på mange forskellige måder. Vores opgave er at fortsætte vores arbejde på lige så mange forskellige måder, men ikke forvente, at kirken vil blive en stor aktivitet i menneskers liv. Mange mennesker ser kun kirken gennem pressen. Jeg vil ikke kritisere pressen, men kirkens mangel på tidssvarende kommunikation. Set i det lys er bogen et ydmygt og anderledes forsøg på at skabe opmærksomhed omkring kirken.
Bogen At finde et helligt rum er udgivet på forlaget Boedal og anmeldes i Kristeligt Dagblad på lørdag
Læs mere om spiritualitet på www.kristendom.dk