Større søgning til kirker efter terror

I fem af hovedstadens kirker har der i denne uge været særlige mindegudstjenester med lystænding og bøn efter sidste weekends terrorangreb

Trinitatis Kirke med Rundetårn ligger få meter fra Krystalgade og den jødiske synagoge.
Trinitatis Kirke med Rundetårn ligger få meter fra Krystalgade og den jødiske synagoge.

De store kirker i Københavns city har traditionelt åbne døre dagen igennem, og det har københavnerne benyttet sig af efter sidste weekends terrorhandlinger. Fem lokale sognekirker har haft særlige arrangementer eller gudstjenester for at give danskerne mulighed for at samles, bede og tænde lys. Men der har ikke været en fælles, kirkelig højtidelighed for hele byen.

”Jeg synes, at kirkerne skal åbne dørene og holde særlige gudstjenester eller arrangementer, hvis de fornemmer, at der er et lokalt behov,” siger domprovst Anders Gadegaard, Københavns Domkirke.

Han var selv en af folkekirkens første repræsentanter efter skyderierne, da han efter højmessen i domkirken sidste søndag sammen med menigheden gik til den nærliggende Krystalgade og lagde søndagens alterbuket foran synagogen. Det samme gjorde i øvrigt deltagerne i metodistkirken Jerusalemskirkens gudstjeneste samme dag.

”Derfor er det også fint, at for eksempel Sankt Jakobs Kirke på Østerbro har holdt en mindegudstjeneste, fordi Krudttønden ligger i sognet. Jeg synes, at markeringerne har fundet et rigtigt leje. Når Københavns Kommune har taget initiativ til en mindehøjtidelighed, hvor statsministeren deltager, behøver kirken ikke også at gøre det,” siger domprovst Anders Gadegaard.

Trinitatis Kirke med Rundetårn ligger få meter fra Krystalgade og den jødiske synagoge. Der har altid været en god kontakt og samarbejde om blandt andet religionsundervisning mellem de to trossamfund, blandt andet fordi kirken hjalp med at gemme synagogens toraruller under Anden Verdenskrig.

”Samme søndag eftermiddag tændte vi lys i kirkens midtergang og lagde en kondolenceskrivelse frem, som man kunne skrive under på. Det har virkelig mange gjort,” siger sognepræst i Trinitatis Kirke Kirsten Sandholt.

”Vi har ikke holdt specifikke gudstjenester, men kirken har været åben hver dag og mange besøgende har været berørte og rystede. Men mange, tror jeg, har også først og fremmest et behov for at besøge stedet ved Krudttønden og i Krystalgade for at møde jøder og muslimer og derfor er det i orden, at kirken ikke er markant på banen. Folkekirken har taget situationen på en afbalanceret måde og holdt særlige gudstjenester der, hvor der var et indlysende behov, for eksempel i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro, hvor der bor mange muslimer. Men jeg tror, at processen med at finde ud af, hvordan vi manøvrerer efter så forfærdelige begivenheder, først er begyndt, og her skal kirkerne spille en rolle,” siger Kirsten Sandholt.

Helligåndskirken ligger også i Københavns city, lige ud til Strøget.

”Vi har benyttet vores daglige andagter, som egentlig er liturgiske, til også at bede en bøn for ofrene og deres pårørende, og det har mange sagt tak for,” siger sognepræst Leif G. Christensen.

”Der har måske ikke været markant flere deltagere til andagterne, men vi har registreret, at mange flere har ønsket at tænde et lys i kirken. Vi har ikke fået henvendelser med specielle ønsker fra folk, men vi har gennemført vores planlagte aktiviteter og selvfølgelig her talt sammen om de tragiske begivenheder,” siger Leif G. Christensen.