Flere kirker støtter fattige familier ved barnedåb og konfirmation

Landets kirker finder nye måder til at støtte familier, der har svært ved at få råd til at fejre overgangsritualer som dåb og konfirmation. Kirkerne kan være med til at signalere, at fejringen ikke behøver at være en forbrugsfest

Ved konfirmationer bliver det klart, hvem der har penge, og hvem der ikke har. Her ses en konfirmation ved sognepræst Maj-Brit Hvid Kristensen i Aulum Kirke nær Herning.
Ved konfirmationer bliver det klart, hvem der har penge, og hvem der ikke har. Her ses en konfirmation ved sognepræst Maj-Brit Hvid Kristensen i Aulum Kirke nær Herning. . Foto: Scanpix.

Kirker låner dåbskjoler ud. Receptionen kan holdes i menighedslokalerne. Og brugt konfirmationstøj gives videre.

Mens nogle fejrer kirkelige overgangsritualer med limousiner og slotte, betyder stigende fattigdom, at andre har svært ved at få råd til mad og tøj. Flere kirker hjælper i dag med alt fra lokaler til pengebidrag ved dåb og konfirmation.

Udlån af dåbskjoler og lokaler

”Bolbro Sogn er et af de fattigste områder i Danmark, men det skal ikke afholde familier fra at få deres børn døbt. Derfor kan man låne en dåbskjole, og eneforsørgere kan søge om økonomisk dåbsstøtte,” siger Kirsten Bredkjær Jensen, der er menighedsrådsformand i Bolbro Sogn.

Mange kirker lægger også gerne lokaler til, at familien kan mødes efter den kirkelige ceremoni, som Hyltebjerg Kirke i Vanløse ved København er begyndt på.

De nye former for støtte har også ramt Munkebo Kirke på Fyn, hvor kirkens dåbskjole fik sin debut til en barnedåb i denne weekend. Og de nye tiltag vil blive værdsat af folkekirkens medlemmer, vurderer religionssociolog ved Københavns Universitet Astrid Krabbe Trolle.

”I det øjeblik, kirken støtter med udlån af lokaler eller tøj, udfører kirken også den funktion, mange folkekirkemedlemmer ønsker, at kirken skal udfylde. Undersøgelser viser, at kirkemedlemmer i Norden gerne vil have, at kirken tager socialt ansvar. Her tager kirken netop et socialt ansvar over for de mennesker, der ikke har råd til at leje lokaler eller købe tøj,” siger Astrid Krabbe Trolle.

Kirken kan ikke ignorere festen

I dag hænger de kirkelige overgangsritualer som dåb og konfirmation i høj grad sammen med den folkelige fest, der finder sted efter ceremonien i kirken. At den kirkelige ceremoni og den folkelige fest er integrerede, er netop med til at gøre folkekirken til folkekirken, og derfor kan kirken heller ikke ignorere festen, forklarer religionssociologen.

”Man kan se, at mange af dem, der vælger dåb til, gør det, fordi de ser dåben som en familiefest, der markerer, at barnet får et navn. Konfirmationen er i dag også i højere grad en familiefest og en fejring af ens barn. Det er en fest, hvor man bruger mange penge og måler hinanden, og for forældre er det vigtigt at kunne give en stor fest til sit barn,” siger Astrid Krabbe Trolle.

Men hjælpen handler ikke om status. Den er basalt tiltrængt på grund af stigende fattigdom, siger Jann Sjursen, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte.

”Der er mange borgere, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen rent økonomisk. Der er sket en tredobling af antallet af fattige inden for de sidste 10 år. Så det taler for, at der er mennesker i samfundet, der ikke har råd til det, der kan være basale fornødenheder.”

Fejringer er dyre

Jann Sjursen peger på, at der i dag er meget store forventninger til fejringen af overgangsritualer.

”Hvis man ser på, hvad der sker omkring konfirmationen i forhold til udstyr og transport, er det jo ved at komme op i et leje, hvor det er svært at være med. Med støtteinitiativerne kan familier få mulighed for at markere konfirmationen, og kirkerne kan være med til at signalere, at det ikke behøver at være en forbrugsfest,” siger Jann Sjursen.

Sognepræst i Munkebo Kirke på Fyn Mads Davidsen ser også en tendens til, at der i dag bliver brugt flere penge på at markere overgangsritualer.

”Bryllupper er dyre, begravelser er dyre, konfirmationer er dyre, og dåbsfester er dyre. Det skal være op til folk selv at bestemme niveauet for en dåb, og hvis vi som kirke kan hjælpe ved at låne en dåbskjole ud, så vil vi gerne det. Man behøver jo ikke at bruge 2000 kroner i Lily på en dåbskjole, og det er måske lidt mere in at dele i øjeblikket. Delebiler er blevet populære, så hvorfor ikke også prøve med dåbskjoler,” siger Mads Davidsen.