Stor folkelig interesse for forskning og dialog om Reformationen

Der er udsolgt til dette års MatchPoints Seminar, der foregår på Aarhus Universitet denne weekend. Overskriften er Reformationen og det danske samfund, og arrangørerne var på forhånd lidt bekymrede for netop dette emnes appel. Men billetterne blev revet væk

 Der er udsolgt til dette års MatchPoints Seminar, der foregår på Aarhus Universitet denne weekend. Arkivfoto.
Der er udsolgt til dette års MatchPoints Seminar, der foregår på Aarhus Universitet denne weekend. Arkivfoto. . Foto: Cecilie Smetana/Ritzau Foto.

En lang række forskere fra både Danmark og udlandet ankommer i denne weekend til Aarhus Universitet for at diskutere Reformationen og dens betydning, især for det danske samfund.

Men forskerne skal ikke kun fremlægge og diskutere med hinanden. For weekendens seminar er en folkeoplysningskonference, der har som formål at skabe dialog med offentligheden, og derfor er auditorierne fyldt op med helt almindelige interesserede mennesker, der gerne vil vide mere om Luther og hans virkningshistorie.

Det er præsidiet for Reformationsjubilæet, som har taget initiativ til weekendens konference, der fremhæves som en af de helt centrale markeringer af 500-året for Reformationen i 2017. På linje med reformationsgudstjenesten i Haderslev Domkirke den 4. juni og den officielle markering på Christiansborg den 31. oktober.

”Jubilæet står jo både på et forskningsmæssigt, et folkeligt og et kirkeligt ben, og denne weekend står i forskningens og formidlingens navn, hvor vi får præsenteret noget af den ypperste og mest aktuelle forskning om Reformationens virkningshistorie, der jo netop er det, præsidiet er sat i verden for at få belyst,” fortæller formand for præsidiet, Jens Oddershede.

Målet med seminaret er ifølge Jens Oddershede samtidig at sikre, at forskningen når bredere ud end til en lukket forskerkreds. Derfor faldt valget på Aarhus Universitet, der har gode erfaringer med det såkaldte MatchPoints Seminar – et format, hvor forskere og publikum møder hinanden i en åben konference, baseret på dialog.

”Samtidig er Aarhus også europæisk kulturhovedstad i år, så det er endnu en god anledning til at lade det være stedet for en af de vigtigste markeringer af Reformationsjubilæet,” siger Jens Oddershede.

Faktisk var arrangørerne på forhånd lidt bekymrede for, om netop dette emne ville have en tilstrækkeligt bred og folkelig appel, fortæller konferencens faglige leder, lektor Michael Böss fra Aarhus Universitet.

”Men det er 10. gang, vi arrangerer MatchPoints i år, og der har aldrig før været udsolgt af billetter så hurtigt som denne gang. Så det tyder jo på, at der virkelig er en stor interesse for Reformationen i befolkningen,” siger Michael Böss.

Han er ophavsmanden til de særlige MatchPoints-konferencer, der er inspireret af tankerne bag Folkeuniversitetet og det åbne universitet.

”Hele idéen bag MatchPoints er jo, at viden forpligter, og at det altid må handle om at formidle sin viden videre. Hvis det så samtidig kan ske i en form, hvor der kan komme en dialog, så er seminaret også med til at ophæve eventuelle misforståelser eller modvirke den polarisering, vi ellers taler så meget om mellem folk og elite,” siger Michael Böss, der sammen med blandt andre dronning Margrethe og Aarhus’ borgmester, Jacob Bundsgaard, byder velkommen til seminaret, når det begynder på lørdag.

Blandt hovedtalerne ved seminaret er den verdenskendte politolog Francis Fukuyama og den tyske kirkehistoriker Thomas Kaufmann, der holder to af de såkaldte keynotes (hovedtaler) for alle på konferencen, mens deltagerne ellers får mulighed for at deltage i forskellige miniforedrag og debatter, der ledes af danske forskere. Her bliver der blandt andet sat fokus på, om og hvordan de lutherske idéer har været med til at præge synet på arbejde, skolegang og udviklingen af den danske velfærdsstat.

Udover Aarhus Universitet er det Aarhus Kommune, der står som vært for reformationskonferencen, og desuden er landets øvrige universiteter samt Folkeuniversitetet i Aarhus vigtige samarbejdspartnere.

”MatchPoints har vist sig at være en rigtig god måde at sikre forskningsformidling på og et møde mellem forskere og offentlighed, som både universitetets ledelse og kommunen bakker op om. Og når jeg nu skal til at se tilbage, så står MatchPoints som en af de største oplevelser i min karriere,” fortæller Michael Böss, der går på pension til oktober og derfor nu for sidste gang har været med til at arrangere seminaret.

Men først skal han selvfølgelig lige fejre det 10. af slagsen, som i øvrigt også byder på et særligt aftenprogram i Musikhuset, hvor gæsterne blandt andet kan opleve uropførelsen af første akt af Bo Holtens Luther-opera.