Prøv avisen

Stor interesse for at være med i kamp om initiativpris

Forslagene til Kristeligt Dagblads Initiativpris strømmer ind. Foto: Ole Munk.

58 initiativer er nu tilmeldt som emner til Kristeligt Dagblads pris til Danmarks bedste kirkelige tiltag. Iblandt dem er en ungdomsvenlig konfirmationslejr, et cykelløb og frivillig kirkesang

Det strømmer ind med kirkelige initiativer, der kandiderer til at blive Danmarks bedste kirkelige initiativ, og et af dem er "Konfi-To-Go", der nytænker konfirmationsforberedelsen. Bag konceptet står et hold unge, der holder konfirmandlejre i samarbejde med sognemenigheder i folkekirken.

Ungekonsulent i den landsdækkende børne- og ungdomsorganisation Børne- og UngdomsOase, Simon Nøddebo Balle, er en af arrangørerne bag initiativet.

LÆS OGSÅ: Initiativprisen: Følg med på Facebook

"Vi vil gerne hjælpe med at støtte sognemenigheder, som ikke har så mange ressourcer til at arbejde med konfirmationsforberedelsen. Erfaring viser, at jo flere lejrdage man har i sin konfirmationsforberedelse, des bedre bliver konfirmationsforberedelsen for konfirmanderne, og jo større chance er der for, at de unge vælger troen. Vi ser jo gerne, at flere konfirmander tager imod troen og synes, at den giver mening i deres liv," siger han.

SE OGSÅ: De indkomne forslag til Initiativprisen

Lejren skal specielt medvirke til, at de unge kommer ud af deres vante omgivelser og dermed får skabt et rum for refleksion:

"De frivillige unge, der hjælper til på lejrene, er mellem 16 og 20 år, og de er derfor ikke meget ældre end konfirmanderne. De fungerer som forbilleder, der kan vise, hvad det er, der giver mening i deres teenageliv, i nogle rammer, som er uden for et klasselokale. Det har en større effekt end at sidde i et klasselokale og høre om kirkehistorie," siger Simon Nøddebo Balle og beskriver den seneste lejr, han var med til at holde:

"Fredag aften var der arrangeret koncert for konfirmanderne for at skabe lidt feststemning – noget, der måske ikke er så uvant for dem. Lørdag var der forskellige uden- og indendørsaktiviteter, og temaet "trends" blev taget op. Hvilke trends er oppe i tiden? Hvilke værdier bygger de trends i virkeligheden på? Hvilke værdier fortæller kristendommen om livet? Hvilke trends satte Jesus?", spurgte han konfirmanderne på lejren.

Et andet forslag, der deltager i konkurrencen om initiativprisen, er aktivitetsdagen "Tour de Kerteminde". På østfyn holder Munkebo Kirke for fjerde år i træk aktivitetsdag, hvor deltagere kan prøve kræfter med cykelløb, motionsløb og zumba. Overskuddet fra de mange startgebyrer går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult. Sidst på dagen bliver der holdt gudstjeneste i Munkebo Kirke.

Kirkens webmaster, Mikael Andersen, står bag initiativet. Han ser gerne, at aktivitetsdagen forankrer kirken i lokalsamfundet:

"Vi vil gerne have, at kirken er en del af det lokale liv, og derfor samarbejder vi også med de lokale foreninger om aktivitetsdagen."

Arrangementet tiltrækker hvert år mange folk fra nær og fjern, og første gang, arrangementet blev holdt, samlede de 100.000 kroner ind.

"Folk kommer, fordi det går til et godt formål. De gør både noget godt for sig selv og noget godt for andre ved at trampe i pedalerne," siger Mikael Andersen.

Et tredje initiativ er kirkesangerlavet, der viser, at kirkesangerne ikke behøver være en udgift for kirken. Det har Rødding Sogn erfaret efter i fire år at have haft et frivilligt hold personer, der klarer alle kirkelige handlinger, både gudstjenester, bryllupper og begravelser.

Fire-fem medlemmer af menigheden deler sangtjenesterne mellem sig. Fordelen er, at der kommer et større engagement i menigheden, og pengene, der normalt ville gå til en kirkesanger, kan gå til andre aktiviteter, skriver redaktør for Rødding Løvel og Pederstrup Sognes kirkeblad Lars Raahauge, som har sendt forslaget til Kristeligt Dagblad:

"Det er en oplagt måde at spare penge på, samtidig med at man kan få noget mere aktivitet og engagement ud af det," siger han og kan kun komme i tanke om få gange, hvor man har måttet hyre en kirkesanger til en uventet begravelse.

"Det frivillige sangerlav har fungeret fuldstændig smertefrit. Hvis man kommer tit i kirken og synger rimelig godt, er det oplagt at spørge folk, om de ikke vil være med i kirkesangerlavet. Jo flere, des bedre – så er fleksibiliteten større, når arbejdet skal tilrettelægges."

pallesen@k.dk