Francis Fukuyama er booket til stor dansk konference om Reformationen

Aarhus Universitet løfter nu sløret for programmet til konferencen Reformationen og det danske samfund. Gæsterne tæller Dronningen, en af verdens vigtigste samfundsforskere og et væld af landets førende eksperter

Lektor Michael Böss, der er ansvarlig arrangør for konferencen, fortæller, at det er lykkes at booke den verdensberømte professor Francis Fukuyama fra Stanford Universitet i USA.
Lektor Michael Böss, der er ansvarlig arrangør for konferencen, fortæller, at det er lykkes at booke den verdensberømte professor Francis Fukuyama fra Stanford Universitet i USA. . Foto: Ole Lind/Jyllands-Posten/Polfoto.

Når 500 års-jubilæet for Reformationen markeres næste år, er Aarhus Universitet vært for en af de vigtigste begivenheder, nemlig konferencen ”Reformationen og det danske samfund”.

Størstedelen af programmet for konferencen, som finder sted 20.-21. maj, er netop blevet offentliggjort, og det er spækket med flere end 70 eksperter, som alle vil vise, hvorfor Reformationen var så vigtigt et vendepunkt i Danmarks historie, og hvordan Martin Luthers tanker har sat sig spor i vores samfund helt frem til i dag.

Lektor Michael Böss, der er ansvarlig arrangør for konferencen, fortæller, at det er lykkes at booke den verdensberømte professor Francis Fukuyama fra Stanford Universitet i USA.

Professoren ses som en af klodens førende samfundsforskere og blev især berømt i 1992, hvor han udgav bogen ”Historiens afslutning og det sidste menneske”.

Heri argumenterede han for, at der med Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning ikke længere fandtes langtidsholdbare alternativer til den vestlige samfundsmodel.

Men Fukuyama har også et særligt kendskab til Danmark. I bogen ”N.F.S. Grundtvig and the Danish National Identity” skriver han om Grundtvigs betydning for det danske samfund, og han har tidligere været tilknyttet Aarhus Universitet, hvor han også er æresdoktor.

”Fukuyama har været med til at gøre Danmarks udvikling efter Reformationen kendt i international sammenhæng, så han er forberedt, når han ved konferencen skal tale om, hvordan Reformationen kom til at påvirke de politiske institutioner i Danmark og resten af vesten. Det er klart, at han bliver et trækplaster på konferencen,” siger Michael Böss, som også glæder sig til konferencen to andre udenlandske hovedtalere: Den tyske kirkehistoriker Thomas Kaufmann, der vil fortælle om sine kritiske studier af Reformationen, og kulturhistorikeren Lyndal Roper, der er kendt for sin forskning i trolddomskunst under Reformationen.

”De tre kendte navne vil tale på engelsk, men en tolk vil oversætte til dansk undervejs, så ingen skal gå forgæves,” oplyser Michael Böss.

Konferencens formål er at fortælle, hvad Reformationen har betydet for det danske samfund, og derfor består langt størstedelen af talerne af danske eksperter.

”Vi vil dække et bredt område af samfundet, og derfor vil der komme personer fra mange forskellige fagområder. Fra økonomi til statskundskab og alle humanistiske fag,” forklarer arrangøren.

Han nægter at lade nogle af talerne skille sig ud, men trækker i stedet to navne frem, som blandt andet har gjort sig bemærket i Kristeligt Dagblad.

”Jeg glæder mig til litteraturhistorikeren Pil Dahlerup, som for nylig har høstet flotte anmeldelser for bogen ’Litterær reformation’. Hun skal tale om, hvordan idéer fra Reformationen afspejler sig i litteraturen,” siger han og nævner Kristeligt Dagblads politiske kommentator, professor emeritus Tim Knudsen, som skal forklare, hvordan Reformationen har sat sit præg på embedsapparatet.

Derudover byder konferencen blandt meget andet også på musik fra Aarhus symfoniorkester, et salmeværksted, tale fra digteren Søren Ulrich Thomsen, stand up af præsten Katrine Lilleør, en festkoncert i Musikhuset i Aarhus samt en helt særlig åbningstale af Dronning Margrethe.