Hos en del ikke troende er der en tendens til at betragte troende mennesker med lidt overbærenhed, der er udtryk for, at de stakler kan jo ikke gøre for det. For de er netop ikke særlig intelligente. Den tidligere britiske overrabbiner, Lord Jonathan Sacks, var et levende bevis på, at den opfattelse er nonsens. Desværre er han det ikke mere. Han døde i lørdags, 72 år, af en kræftsygdom, der blev konstateret blot en måned tidligere. Men han var om nogen højt respekteret for sin intellektuelle tilgang til alle livets problemer, sin begavelse, der gav ham indsigt i mange emner, så det var et valg af helt personlig styrke, der førte ham til den rabbinske gerning.
Jonathan Sacks ville være blevet en fremstående repræsentant for næsten en hvilken som helst levevej, han ville vælge. Oprindeligt studerede han filosofi i Cambridge og bestod eksamener med højeste karakterer uden tanke på, at han skulle blive rabbiner. Det blev faktisk resultatet af et besøg i New York hos en rabbiner, der dengang var leder af Lubavitscher-sekten, og som mere eller mindre overtalte den unge filosof til at uddanne sig til rabbiner, selvom han ikke havde nogen særlig traditionel baggrund i sin opvækst.
I stedet for at hæfte sig ved de elementer i Bibelen, der bar præg af, at den var blevet til i oldtiden, så fik han allerede som ung mand øje på, hvor utroligt fremsynet den mosaiske lovgivning var og er, så den i høj grad er relevant for mennesker af det 20. og 21. århundrede. Det gik igen i hans kommentarer, taler og forfatterskab, at han ikke så nogen anden kultur, nogen anden struktur for en meningsfyldt tilværelse, der kunne matche jødedommen, og at det var takket være den, at udviklingen førte til, hvad vi i dag opfatter som en civiliseret verden.
Hans stolthed ved at repræsentere jødisk tænkning både for sin egen menighed og for alle andre dele af samfundet i England, i USA og i mange andre lande hindrede ham ikke i at understrege, at ingen religion har monopol på den åndelige sandhed. Han fik 16 æresdoktorater, et af dem Doctor of Divinity, udnævnt af den kendte ærkebiskop af Canterbury George Carey. Prince Charles talte, da Sacks i 2013 trak sig tilbage fra embedet som overrabbiner, om ”et lys for vor nation” og ”en urokkelig ven”. Der kom mange flere superlativer til i prinsens hilsen til Lord Sacks’ begravelse.
I den jødiske verden er han blevet kritiseret fra højre for at være for åben og liberal og fra venstre for at være for ensidig i sine ortodokse synspunkter. Det viser, at han forsøgte at balancere, så han blev overrabbiner for alle uden at give køb, når det drejede sig om at holde fast ved den strengt traditionelle praksis. Han var ofte inde på temaet om universalisme og partikularisme, som også kræver, at man holder tungen lige i munden. Han havde stor kærlighed til staten Israel uden at tage stilling til landets politiske problemer. Det var nok karakteristisk for ham at søge konsensus, hvor det var muligt.
I de senere år lykkedes det for Jonathan Sacks at finde et sprog, der nåede ud til almindelige mennesker. Hans ugentlige kommentarer til teksterne fra mosebøgerne blev hørt og læst af titusinder af jøder over hele verden. Han var en taler af Guds nåde med humor, med fortællekunst, med citater fra jødiske og ikke-jødiske kilder og med original tænkning. Hans beherskelse af det engelske sprog var legendarisk, så det var en fornøjelse at lytte til hans tale. Han blev da også brugt regelmæssigt af BBC og mange andre medier på begge sider af Atlanterhavet, ligesom han var gæsteforelæser på en hel række universiteter.
I 2017 blev han inviteret til at tale om fremtiden i et af de kendte TED Talks, som er korte videofremstillinger af et væsentligt emne. Han indledte med at understrege betydningen af at omgås mennesker, der er anderledes end en selv. Han fortsatte med at fremhæve betydningen af at kende sin egen historie for at finde sin egen identitet. Så kan man, sagde han, byde nye indvandrere velkommen uden frygt for at blive væltet omkuld. Endelig er det helt afgørende, at vi i vores tale og tankegang bytter vores ”selv” ud med ”den anden”. Mange i vores tid tilbeder ”selfies”, men i virkeligheden kan vi kun møde fremtiden uden frygt, hvis vi ved, at vi vil gøre det sammen. Det var budskabet.
Lord Sacks efterlader sig en hustru, som han var gift med i 50 år. De har en søn og to døtre. Lord Sacks var i øvrigt vegetar. Han var overrabbiner 1991-2013. I 2009 blev han adlet og dermed medlem af Overhuset.