Prøv avisen

Der er store forskelle på kirkeformuer på tværs af landsdele

Der er opsparet 238 kroner pr. medlem i Viborg Stift, som tegner sig for den største pulje af frie midler pr. medlem. Her ses biskoppen over Viborg Stift, Henrik Stubkjær. Foto: Ditte Valente

Ud af 707 millioner kroner i opsparede midler er det vidt forskelligt, hvor meget enkelte stifter har til rådighed. Ifølge provsteformand afhænger formuen af, hvor stor en frihed de enkelte sogne har til at prioritere økonomisk

Folkekirken sparer stadig mere op, men det er vidt forskelligt, hvor i landet de indsamlede midler er flest.

Der er i hele folkekirken i alt 707 millioner kroner i lokale frie midler. Heraf har de lokale kasser i Aarhus Stift eksempelvis 100 millioner kroner liggende, mens Lolland-Falsters Stift kun har godt 18 millioner kroner på kistebunden. Det viser en beregning, som Kristeligt Dagblad har foretaget på baggrund af tal fra Kirkeministeriet.

Der er dog stor forskel på, hvor mange folkekirkemedlemmer de enkelte stifter skal betjene. Ser man på opsparede midler i forhold til antallet af folkekirkemedlemmer, er Lolland-Falster blandt de mere velpostrede stifter i Danmark, mens Aarhus Stift ligger midt imellem de ti stifter.

Omvendt har Helsingør Stift det klart laveste antal opsparede midler i forhold til antallet af folkekirkemedlemmer. Her er der kun 78 kroner pr. medlem, mens der er 238 kroner pr. medlem i Viborg Stift, som tegner sig for den største pulje af frie midler pr. medlem.

Domprovst i Helsingør Steffen Ravn Jørgensen forklarer sit stifts relativt lave pulje med, at man i stedet har sænket kirkeskatten. I Helsingør Domprovsti er den eksempelvis faldet fra gennemsnitlig 0,78 procent i 2007 til 0,64 i 2017.

”Det, der er sket mange steder, er, at vi har nedbragt eller udbetalt vores gæld, eller at vi har nedsat kirkeskatten. Vi vil ikke opkræve flere penge, end vi har brug for. Hvis et menighedsråd derfor akkumulerer penge, så skærer vi dem i budgettet året efter. Det er medlemmernes penge, og vi er meget opmærksomme på, at der ikke ophobes ubegrundet opsparing,” siger Steffen Ravn Jørgensen.

Han bemærker også, at stiftet har brugt frie midler på dåbsoplæring, konfirmationsforberedelse og sat penge af til nye kirkebyggerier.

Hvor Helsingør Stift har færrest opsparede midler, gør Viborg Stift sig bemærket med flest kroner pr. medlem. Biskop Henrik Stubkjær har dog ikke indtryk af, at stiftet svømmer i penge, som man ikke kan få brugt.

”Pengene skal ikke ligge syet inde i pudebetrækket, og hvis det er midler, der skal bruges til kirkelige aktiviteter, så skal de bruges der i stedet for at spare dem op. Vi er i en spændende tid med øget interesse for det kirkelige og øget spiritualitet, så de skal ikke bare ligge til dårligere tider, men det er heller ikke mit indtryk, at de gør det.”

”Samtidig har jeg også forståelse for det, hvis man vil bruge penge til en sognegård og spare op, så man også kan få møbler og stole, man kan sidde på,” siger Henrik Stubkjær, som nu vil drøfte med stiftets provster, hvorfor man i de lokale kasser i stiftet har opsparet 85 millioner kroner.

Som udgangspunkt kan de lokalt opsparede midler ikke bruges til anlægsopgaver. De skal i stedet bidrage til blandt andet ”sognets kirkelige virksomhed”, ”fremme af det kirkelige liv i provstiet”, ”den kirkelige betjening af folkekirkens medlemmer i udlandet” og ”personregistrering”. Det oplyser Kirkeministeriet.

Det sker dog, at midler til byggeopgaver ender i puljen for frie midler, hvis menighedsrådet ikke får udført opgaven, inden det pågældende regnskabsår er omme. Mindre anlægsopgaver som restaurering af en kirkegårdsmur kan også ende med at blive finansieret af de frie midler. Det fortæller formand for Provsteforeningen Jette Marie Bundgaard-Nielsen.

”Hvis der nu skal kalkes i større stil, og der samtidig ophobes frie midler i et sogns kasse, så kan de søge om at bruge midlerne til det. Tidligere var der ikke mulighed for at føre penge over fra det ene år til det næste, og så var der ikke grænser for fantasifuldheden i forhold til, hvad man kunne bruge de frie midler til. Men nu, hvor der kan spares op, maner det faktisk til besindighed og ansvarlighed. Samtidig er vi også nødt til at få afklaret, hvorfor der hober sig så meget op. Det ser jo ud til, at der er rigelige midler derude,” siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen.

De geografiske forskelle i, hvad enkelte stifter har af frie midler, forklarer provsteformanden med varierende økonomistyring og folkekirkens decentrale struktur.

”Det afhænger af, hvor meget frihed der ligger i sognene. Blandt provsterne kan vi sagtens stramme skruen, hvis vi ønsker det. Men vi ønsker jo heller ikke at tage autoriteten fra menighedsrådene lokalt, som vil have kirkelivet til at blomstre. Jeg tror i virkeligheden, at de mange muligheder, som kirkerne har for at lave aktiviteter, har betydet, at man er endt i et vadested. Man er på vej til at flytte sig rundt omkring, men ved måske ikke, hvor man skal satse. Derfor hober der sig noget op på kistebunden,” siger Jette Marie Bundgaard-Nielsen.