Kardinal Edwin O’Brien er stormester for Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem. Dermed er han frontfigur i en organisation, der stammer fra tiden omkring de første korstog, og i dag fortsat har til formål at værne om kristendommen, særligt i Det Hellige Land, hvor Fødselskirken og Gravkirken ligger.
Han har netop været i København for at deltage i ceremonien, hvor tre nye medlemmer, en ridder og to damer, optages i ordenen og dermed tilslutter sig de godt 30.000 medlemmer verden over. Kardinalen tog imod i København på Hotel Phoenix, der har sit navn fra den mytiske fugl, der dør og genfødes af egen aske, og som gennem kirkehistorien er blevet brugt som symbol på Kristi død og genopstandelse.
Hvordan vil De beskrive ordenens formål i dag?
”Vores forpligtigelse er at støtte kirken og kristendommen i Det Hellige Land. Den kan ikke forsørge sig selv, så vi giver økonomisk bistand. Vi opfordrer derfor vores medlemmer til at være generøse – både økonomisk og i deres bønner – for på den vis at vise solidaritet med de kristne minoriteter i området.”
Historisk set blev Ridderordenen af Den Hellige Grav dannet under de første korstog i 1099 med det hovedformål at beskytte Jesu grav og de kristne steder i Det Hellige Land. På samme tid blev lignende ordener, Tempelridderne og Malteserordenen, dannet, men kun Gravridderne og Malteserordenen består i dag, og kun Gravridderne står direkte under Pavestolen.
Hvor Malteserordenen gør sig i socialt arbejde i store dele af verden, har Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem i større grad bibeholdt det oprindelige geografiske fokus på kristne i Det Hellige Land. Det Hellige Land dækker i denne sammenhæng det nuværende Israel, Vestbredden, Jordan og Cypern. Områder, der ligesom det øvrige Mellemøsten i dag har en historisk lav repræsentation af kristne.
Hvordan vil De karakterisere den nuværende situation for kristne i Det Hellige Land?
”Der er mange spændinger. De kristne i Det Hellige Land kæmper for overlevelse. Den israelske regering har været god, men kunne gøre det bedre. Vores religiøse institution beskattes, hvilket aldrig er blevet gjort før. Og det har bragt vores kirke i fare for ikke at kunne forsørge sig selv. Der er således en dybere problematik om religionsfrihed, som de kristne lider under.”
Hvad gør ordenen for at støtte og sikre den kristne tilstedeværelse i området?
”Vi involverer os ikke i politik eller diplomatik. Men vi støtter vores sogne, og her er skoler meget vigtige. Der er en høj grad af diskrimination mod kristne i området. Nogle er begrænset i deres rejser og i det arbejde, de kan udføre. For mange er uddannelse derfor det eneste håb for fremtiden, så det hjælper vi med. Vores hovedopgave er at sikre, at det kristne lederskab på stedet har det, de har behov for. Derfor er det hovedsageligt finansiel hjælp, der er tale om.”
Ridderordenens historie er ikke ubrudt lineær fra sin grundlæggelse i 1099. Ordenen ophørte som militærenhed i 1291, men bestod og blev i 1847 genetableret under en ny konstitution, hvorved den siden har været underlagt beskyttelsen af Den Hellige Stol i Rom.
Det er en orden af riddere, hvor et medlemskab frem til år 1907 var forbeholdt adelen, og et sådant er gennem historien blevet forbundet med prestige. Men fænomenet har ligeledes affødt mysteriedannelse og konspirationsteorier, hvilket også ses i populærkulturen. Mest kendt er formentlig Dan Browns bestsellerkrimi ”Da Vinci Mysteriet”, hvor den katolske kirke fremstilles som fortællingens manipulerende og hemmelighedsfuld skurk.
Hvilke fordomme oplever De, at der hersker omkring Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem?
”Jeg tror, at de fleste fordomme udspringer af uvidenhed. Den katolske kirke har en lang historie og dybe overbevisninger og dogmer, og de finder ikke altid overensstemmelse med den sekulære verden. Vi bærer synlige tegn på medlemsskabet af ordenen, og nogle mennesker forstår ikke, hvad det skal til for. Nogle anskuer os som intolerante, og vores formål om hjælp til de fattige og vores overbevisninger om menneskelig anstændighed, ægteskab og familieliv misforstås og mistænkeliggøres. Vi forsøger at nedbryde stereotyper ved blandt andet at medbringe folk, der ikke er katolikker, på vores pilgrimsrejser. Men vi skal som medlemmer af ordenen også selv være bevidste om og oplyse om, at vi ikke er medlemmer for personlig ære eller noget andet motiv end at tjene Kristus og kirken.”
Når de nye medlemmer af det dansk-svenske stats- holderskab, som er navnet på de enheder, den globale orden er inddelt i, indlemmes i Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem, forpligter de sig til at tjene Gud, Kristus og ordenens formål, som også omfatter en generel udbredelse af den kristne tro.
Hvad er efter Deres mening de største trusler mod den kristne tro i dag?
”Der er millioner af kristne, der fysisk forfølges. Hundredtusindvis gøres til martyrer hvert år. Der er mange steder i verden fra politisk hold et forsøg på at begrænse eller afskaffe kristendommen. Det gøres ved juridisk at begrænse, hvad kirken kan gøre, og sommetider forbyde religiøs praksis og fængsle de udøvende kristne. Det er en reel trussel. Selv i den vestlige verden, hvor vi har demokrati, bliver kirkerne begrænset i, hvad de kan. I nogle dele af verden bliver man kaldt diskriminerende, hvis man åbent prædiker om, hvad vi tror på om ægteskabet som værende mellem en mand og en kvinde. Og i nogle lande kan regeringen tage juridisk handling. En anden alvorlig trussel er, at der selv blandt kristne og i såkaldt kristne kulturer er en tendens til et tab af følelsen af og troen på Gud. Vi går muligvis i kirke, vi udsiger bønner, men når det egentlig kommer til stykket, er der så forskel på det liv, en kristen fører, og det liv, en ikke-troende fører? Derfor bliver vi nødt til konstant at teste vores egen tro og sikre os, at vi er distinkt kristne og følgere af Kristus. At vi anerkender korset, opofrelsen og kærligheden til vores næste som et bevis på vores kærlighed til Gud. Ordenens formål er ikke kun at bistå minoriteterne og de forfulgte kristne, men også at fremme den kristne tro og gøre vores egen tro dybere. Så det, vi prædiker, er det, vi praktiserer.”
”Selv i den vestlige verden, hvor vi har demokrati, bliver kirkerne begrænset i, hvad de kan.