Stort antal tyske tyrkere sætter islam over loven

Det er vigtigere at adlyde religiøse bud end statens love, mener halvdelen af tyrkiske indvandrere og efterkommere i en ny tysk undersøgelse

Når så mange tyrkere sætter islam over loven, hænger det sammen med følelsen af ikke at være velkommen i Tyskland, mener religionssociolog og professor ved Münster Universitet Detlef Pollack, som står i spidsen for undersøgelsen.
Når så mange tyrkere sætter islam over loven, hænger det sammen med følelsen af ikke at være velkommen i Tyskland, mener religionssociolog og professor ved Münster Universitet Detlef Pollack, som står i spidsen for undersøgelsen. Foto: SEBASTIAN GOLLNOW/dpa.

Selvom tyrkere har boet i Tyskland i over 50 år, halter det gevaldigt med integrationen blandt store dele af landets tre tyrkiske generationer.

Det konkluderer forskere fra Münster Universitet på baggrund af en ny undersøgelse om integration og religion baseret på en rundspørge blandt 1200 tyrkiske indvandrere og efterkommere.

54 procent af tyrkerne i undersøgelsen bekræfter, at de ikke føler sig accepteret som en del af det tyske samfund, og 47 procent er enige i, at det er vigtigere at adlyde religiøse love end statens love. Halvdelen mener desuden, at islam er den eneste sande religion.

Når så mange tyrkere sætter islam over loven, hænger det sammen med følelsen af ikke at være velkommen i Tyskland, mener religionssociolog og professor ved Münster Universitet Detlef Pollack, som står i spidsen for undersøgelsen.

”Det er vores opfattelse, at denne følelse af ikke at blive accepteret kommer til udtryk i dette voldsomme forsvar for islam,” siger han ifølge nyhedsmediet Deutsche Welle.

Cirka en tredjedel af de tyrkiske indvandrere og efterkommere i undersøgelsen mener, at kun islam kan løse aktuelle samfundsproblemer. Tre fjerdedele mener desuden, at man skal forbyde bøger og film, der sårer følelserne hos dybt religiøse mennesker, mens syv procent mener, at vold kan retfærdiggøres, hvis målet er at udbrede islam.

”Man bliver nødt til at tage dette alvorligt. Viljen til at acceptere vold er betydelig,” siger Detlef Pollack.

Der er dog forskel på, hvordan generationerne ser på islam og tysk lovgivning. Hele 57 procent af tyrkerne fra første generation sætter islam over loven, mens andelen blandt anden og tredje generation er 36 procent. De yngre generationer beder desuden mindre, går sjældnere i moské, og færre kvinder bærer tørklæde. Men det betyder ikke, at de yngre betragter sig som mindre religiøse – tværtimod. 62 procent af tyrkerne fra første generation beskriver sig som meget religiøse, mens andelen af efterkommerne er helt oppe på 72 procent.

”Muligvis afspejler svarene på dette spørgsmål ikke så meget den ’faktisk levede’ religiøsitet, men snarere en demonstrativ bekendelse til deres egen kulturelle oprindelse,” siger Detlef Pollack.

Integrationsproblemer blandt mange af Tysklands tre millioner tyrkere har været et debatemne i årevis, og politikere er blevet kritiseret for at se igennem fingre med problemerne.

Ifølge en tidligere rapport taler hver femte tyrker dårligt tysk, og halvdelen har meget lidt kontakt til andre tyskere. Samtidig er der en skepsis over for islam blandt store dele af den tyske befolkning, og en undersøgelse tidligere på året viste, at et flertal af den tyske befolkning ikke ser islam som en del af Tyskland.

Samtidig viser den aktuelle undersøgelse, at 90 procent af tyrkerne føler sig godt tilpas i Tyskland.