Når DR i morgen aften lancerer den stort opsatte dramaserie ”Herrens Veje”, vil hele Danmark få et sjældent indblik i, hvordan præstelivet anno 2017 ser ud. Og præstelivet er på mange måder i sig selv ganske enestående, hvis man sammenligner det med langt de fleste andre hverv. Det forstår man på sognepræst i Langenæskirken i Aarhus Anne Ehlers.
Når hun sætter sig for at slappe af i sin sofa om aftenen, sker det af og til, at arbejdstelefonen ringer, og hun tager sig tid til en samtale med et sognebarn.
For jobbet som præst er et kald, der ikke bare kan klemmes ind i et firkantet arbejdsskema.
”Jeg ved ikke, om Vorherre har kaldet mig. Men jeg ved, at mennesker i sognet og mine opgaver kalder mig. Det betyder, at der er en helt bestemt ånd i arbejdet som præst, hvor det ikke giver mening at tælle timer og tale om en femdages arbejdsuge. Kaldet er en frihed til at være på arbejde, når folk kalder,” siger hun.
Samme syn på præstejobbet har de fleste af hendes kolleger også, viser en rundspørge, Kristeligt Dagblad har foretaget blandt landets præster. Her svarer 71 procent, at de oplever deres præsteembede som et kald.
Det er bemærkelsesværdigt, når man ser, hvordan både professionalisering og new public management ellers har sat præg på store dele af arbejdsmarkedet og til dels også folkekirken, siger Kirstine Helboe Johansen, lektor i samtidsreligion på Aarhus Universitet.
”Jeg tror, det skyldes, at det tager noget tid for tendensen at slå igennem i folkekirken. Selvom der nok er noget i tidsånden, der går imod kaldstanken, så er mange præster gået ind i embedet, før den tendens gjorde sig gældende. Og de præster tror jeg ikke vil miste deres kaldstanke undervejs, selvom der sker en professionalisering og effektivisering af jobbet,” siger hun.
Det er dog ikke kun synet på præstejobbet som et kald, der har været under forandring. Også forståelsen af, hvad et kald er, har ændret sig, forklarer Kirsten Donskov Felter, teologisk vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og forfatter til flere undersøgelser om præsterollen i dag.
”Tanken bag præstens embede i folkekirken er, at menigheden formelt kalder en person til at være sin præst. I vækkelsernes tid blev det til, at man helst skulle føle kaldet fra Gud, som et direkte kald ovenfra,” siger hun.
Men i dag vil mange præster sige, at kald betyder, at mennesker kalder på dem og har brug for deres hjælp.
”Man kan kalde det et situationelt kald, hvor bestemte situationer kalder på ens evner. Det kan føles dybt meningsfuldt, og præster giver gerne af sig selv. Men det er selvfølgelig også her, at det kan blive stressende, for der bliver kaldt på præsten mange steder fra,” siger Kirsten Donskov Felter og understreger, at man dog kan finde en meget bred vifte af forskellige opfattelser af kaldet repræsenteret i folkekirken i dag.