Stort kulturelt tab, at landets gamle missionshuse forsvinder

Rødstensbygninger med navne som Bethesda, Betlehem og Tabor forsvinder. Ingen passer for alvor på missionshusene, og vi er i gang med at smide et stykke danmarkshistorie ud, mener flere – men måske er der hjælp på vej

Det er ikke kun på landet, de gamle missionshuse forsvinder. I Hillerød, for eksempel, er det 130-årige Bethlehem solgt til et investeringsfirma, som er i fuld gang med at omdanne det til lejligheder.
Det er ikke kun på landet, de gamle missionshuse forsvinder. I Hillerød, for eksempel, er det 130-årige Bethlehem solgt til et investeringsfirma, som er i fuld gang med at omdanne det til lejligheder. Foto: Michael Magnussen.

På årets ferier i Danmark har flere nok lagt mærke til dem på vej gennem mindre byer: ydmyge rødstensbygninger med skifertag, måske et lille tårn, et kors og på facaden bibelske navne eller skriftsteder som: ”Af Guds nåde, til Guds ære.” De fleste er bygget for 100 til 130 år siden. Men lidt efter lidt bliver de gamle missionshuse sjældne i bybilledet.

Ud af de oprindeligt 1073 missionshuse under Indre Mission har bevægelsen kun omkring 170 af de gamle tilbage. Resten er solgt eller revet ned. Og selvom den stejle salgskurve er fladet ud, figurerer flere af de tilbageværende bygninger hos ejendomsmæglerne.

Den indlysende forklaring på, at de gamle huse bliver solgt til nedrivning, private hjem, erhverv eller andet, er, at missionen taber terræn, men også flytningen fra land til by er med til at lægge dem ned, siger vicegeneralsekretær i Indre Mission Peter Nord Hansen.

”For mange er det en stor sorg, at det lokale missionshus må afhændes, og det kan være en vanskelig proces. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på, hvad det gør ved de mennesker, som har lagt liv og sjæl i de huse i en menneskealder og ofte i flere generationer. De gamle bygninger er ikke kun tomme skaller, der er mange følelser involveret, når kræfterne til at bære dem, slipper op,” siger Peter Nord Hansen, som vurderer, at der er 160-170 af de gamle missionshuse tilbage i bevægelsen.

Det er ikke kun på landet, de gamle missionshuse forsvinder. I Hillerød, for eksempel, er det 130-årige Bethlehem solgt til et investeringsfirma, som er i fuld gang med at omdanne det til lejligheder.

”Det er både en historie om vores bevægelse, fortællingen om, at folk flytter fra land til by og en bygningsmæssig kultur, der forsvinder,” siger Peter Nord Hansen og tilføjer, at der er bygget omkring 30-40 nye og mere tidssvarende missionshuse i lidt større byer som erstatning for nogle af de gamle.

Tilbage i 2001 foretog Slots- og Kulturstyrelsen en gennemgang af bornholmske missionshuse med henblik på fredning af udvalgte eksemplarer. Men der er aldrig foretaget en tilsvarende landsdækkende gennemgang.

Og ifølge arkitekturhistoriker Thomas Bertelsen er det en del af Danmarks mentalitets- og bygningskultur, der er ved at gå tabt.

”Snart har vi kun enkelte tilbage, og det er en nuance i vores arkitekturhistorie, som vil være et tab,” siger han.

Thomas Bertelsen, som beskriver mange missionshuse som ”romanske miniaturekirker med rundbuevinduer og skiffertage, bygget i den banegårdsstil, der kommer med jernbanens udbredelse i slutningen af 1800-tallet”, kunne ønske sig, at der kom mere fokus på dem.

”Missionshuset er i mange danske landsbyer en lige så vigtig og selvfølgelig bygning som middelalderkirken, skolen og andelsmejeriet, og de vil komme til at mangle,” siger han.

Det er dog langtfra alle missionshuse, der i sig selv har stor arkitektonisk værdi.

”De er naturligvis ikke alle lige gode – Mozart havde også dårlige dage – men der er også perler. Det er små bygninger, hvor det ofte er tydeligt, at man har haft de store katedraler i det store udland som forbillede. Det gør dem til noget helt specielt og til noget, vi ikke finder i murermestervillaen ved siden af. Det er synd og skam, at de er ved at gå tabt,” siger han.

Også professor i kirke- og missionshistorie ved Menighedsfakultetet i Aarhus Kurt E. Larsen taler om et kulturelt tab.

”Alle de missionshus, forsamlingshuse og frikirker, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet, var udtryk for en stor interesse for kristendommen og for fællesskabet i Danmark. Når de nu forsvinder, forgår også beviset på det folkelige liv, som groede op nedefra, og det er da et tab,” siger han.

Dengang tog man initiativer mest alvorlige, hvis de kom nedefra og det er en karakteristisk forskel i forhold til nutiden, hvor diskursen er, at alting skal være offentligt for at være godt, mener Kurt E. Larsen.

”Hvis man dengang ville noget, gik man sammen om at bygge det. Hvis man i dag vil noget, kræver man det af det offentlige, som så stiller en sportshal, eller hvad det nu kan være, til rådighed. Eller folkekirken, som er meget velhavende, opfører gratis menighedshuse og sognegårde ved kirken. Men hver bygning har sin historie, og hver gang der falder et missionshus, forsvinder der lidt historie,” siger han.

Men måske er der hjælp på vej. I hvert fald oplyser Slots- og Kulturstyrelsen, at man til efteråret i forbindelse med en ny fredningsstrategi også vil se på, om der mangler missionshuse på fredningslisten. Det oplyser Merete Lind Mikkelsen, der er enhedschef i Center for Kulturarv.

”Ligesom med en række andre forskellige bygningskategorier skal vi også inden for missionens huse se på, hvor i landet det er vigtigt, at netop denne historie er repræsenteret,” siger hun.

”Heldigvis er det forholdsvist let at genanvende missionshuse til nye funktioner, samtidig med at de fortæller historien i den enkelte by. Derfor er der mulighed for, at husene kan bevares, også selvom de ikke er fredede – det kræver, at den enkelte ejer forstår at bevare de særlige træk i det ydre. Derved får de også et hus, der ikke ligner alle de andres, men som har sin egen identitet.”

På Frilandsmuseet nord for København ville man i øvrigt også gerne have et missionshus, der kan være med til at fortælle kristendommens historie i Danmark sammen med den grundtvigske forsamlingssal, man allerede har.

”Vi fik faktisk tilbudt et missionshus fra Brenderup på Fyn, men vi kunne ikke skaffe penge til det,” siger chef for Frilandsmuseet Peter Henningsen, som mener, at missionshusene har stor kulturhistorisk værdi, ”fordi de fortæller om et særligt segment i befolkningen og om kampen mellem grundtvigianere og missionsfolk”.

Indre Mission har ikke en landsdækkende strategi for, hvad der skal ske med missionshusene. Men når et sælges, går pengene ind i en byggepulje, hvorfra der kan søges midler til at renovere eller til at bygge nyt og mere tidssvarende.

Og selvom Peter Nord Hansen kan begræde, når et bygningsmæssigt interessant missionshus sælges og ”forsvinder ud af billedet”, pointerer han, at Indre Mission først og fremmest ser husene som en ramme for bevægelsens formål, nemlig at sprede evangeliet.

For få år siden besluttede Indre Mission selv at rive et 118 år gammelt missionshus ”med takker på gavlen og det hele” i Skive ned og bygge et helt nyt på grunden.

”Gik der noget tabt? Det gjorde der jo. Men det gamle hus var dyrt at varme op og svært at istandsætte. I stedet har vi i dag et moderne missionshus midt i en moderne bymidte, og vi er glade for det,” siger Peter Nord Hansen.