Prøv avisen

Stort portræt: Jesuitten der overraskede verden

Malerier af Sct. Aloysius' liv og vækkelse pryder midten af loftet i kirkens sidegange. Inde i kirkerummet er det fortællingen om Jesus, der fylder, mens væggene er dekoreret af farverige freskoer. --

Kvarterets pave kaldes Jorge Bergoglio hjemme i sin menighed i Buenos Aires. Som pave Frans I skal han nu lede en menighed, der spænder over hele kloden

Det er de færreste fodboldklubber, der kan prale af at have en pave blandt medlemmerne. Så vidt vides er der kun en: San Lorenzo i Buenos Aires, Argentinas hovedstad. Og det medlemskab siger meget om den katolske verdens nye overhoved.

Pave Frans holder nemlig af fodbold og er en stor fan, en såkaldt hincha, af den lokale og ikke specielt succesrige klub. Så for fem år siden blev han æresmedlem med medlemsnummer 88235N-O og fik både en af klubbens trøjer og et banner i gave.

LÆS OGSÅ: Pave Frans' opgave bliver at rydde op

Han er fan af os og vi er vilde med ham, fortæller Marceloa Nicolau, talsmand for klubben, hvis tilhængere blandt andet bliver kaldt Kragerne. Og derfor nu er begyndt at kalde pave Frans for kragepaven, selvom han til daglig ellers går under kælenavnet helgenen blandt fansene.

Vi fik et glædeligt chok. Alle her kender ham. Han er et ydmygt menneske, der er tæt på de mindste, og han er solidarisk med dem, der har brug for det. Et pragtfuldt menneske, ydmyg og speciel på samme tid, siger talsmanden.

Den katolske verdens nye overhoved er en mand med smag for andre af livets fornøjelser. Hans favoritfilm er den danske Babettes gæstebud, og Dantes guddommelige komedie er yndlingsbogen, selvom han også holder af Jorge Luis Borges, en af kontinentets største forfattere. Han ynder at lytte til Beethoven og så kan han lide tango. Daværende kardinal Jorge Bergoglio fortæller i portrætbogen Jesuitten, der er skrevet af Francesca Ambrogetti og Sergio Rubin og udkom i 2010, at han som helt ung havde en kæreste, som han dansede tango med. Men det var, før han fik kaldet.

Han er vokset op i bydelen Flores i Buenos Aires som den ældste i en søskendeflok på fem, tre brødre og to søstre. Faderen José Mario Francisco Borgoglio var udvandret fra Piemonte i Italien og ernærede sig først som jernbanearbejder og senere ved arbejde på en tekstilfabrik. Hans mor, Regina Maria Sivorni, var hjemmegående.

Vi kunne ikke tro det, da de sagde, at det var ham, fortæller nevøen José, søn af hans søster Maria Elena.

Jeg er glad, men det er en blandet glæde. For nu ved jeg, at han ikke kan være så tæt på os mere.

Jorge Bergoglio spillede selv fodbold som dreng i gaderne i kvarteret, men blev en bogorm som teenager. Han læste altid, fortæller barndomskammeraterne. Han tog en uddannelse som kemitekniker, men som 17-årig skete der noget afgørende. Han skulle til en traditionel forårsfest sammen med vennerne, men gik først ind i den lokale kirke San José de Flores: Han skriftede og dér fik han sit kald, fortæller kirkens præst, Gabriel.

Siden har han altid haft et specielt forhold til kirken her. De fattige, der kommer for at få et måltid mad i kirkens spisesal, skriver tit breve til ham og han svarer dem altid. Han er et alvorligt, roligt og meget oprigtigt menneske. Og en stor intellektuel. Og han holder stadig meget af sit barndomskvarter, hvor de nu kalder ham Papa de Flores. Han er kvarterets pave, siger præsten.

Efter universitetsstudierne læste han til præst på jesuiter-seminariet i Villa Devoto, hvor han blandt andet fik en filosofigrad. Han blev først ordineret i 1969, kort før han fyldte 33 år, men gjorde hurtigt karriere. Fra 1973 til 1979 var han leder af jesuiter-ordenen i Argentina.

Og det er fra den tid, at anklagerne mod ham stammer. Det sorte kapitel i Argentinas historie. Den beskidte krig, hvor diktaturet fængslede, torturerede og myrdede titusinder af politiske modstandere. Det menes, at 30.000 mennesker mistede livet, og tusinder af børn blev fjernet fra deres forældre og voksede i stedet op hos støtter af regimet. Siden dengang har den berømte gruppe Abuelas de Plaza de Mayo, bedstemødrene fra Mayo-pladsen, kæmpet for at finde frem til børnene igen. Gruppen mener, at Jorge Bergoglio ved mere, end han har fortalt og måske selv var med til at fjerne børn dengang.

Den katolske kirke i Argentina er blevet anklaget for at have set stiltiende til og dét, der var værre, direkte hjulpet regimet, fra 1976 til 1983. Officielt opfordrede kirken befolkningen til at vise patriotisme. Først langt senere, i 2000, kom kirken med en officiel undskyldning for ikke at have gået imod generalerne dengang.

Der var præster, som kæmpede åbent imod regimet. Den nye pave Frans var ikke en af dem. Han er tværtimod blevet anklaget for at have været medvirkende til bortførelsen af to jesuiterpræster, Orland Yorio og Francisco Jalics, der arbejdede i slumkvartererne i Buenos Aires og blev mistænkt af militæret for at støtte oprørere.

Ifølge journalisten Horacio Verbitsky, der er forfatter til bogen Tavsheden (Il Silencio), lovede Bergoglio de to præster at beskytte dem, men lukkede i stedet øjnene. Forfatteren baserer især anklagen på udsagn fra den ene af de to, Jalics, der i dag lever i Tyskland.

Bergoglio har selv sagt i portrætbogen Jesuitten, at han tværtimod forsøgte at få de to præster frigivet fra det øjeblik, de blev taget af militæret. Han siger, at de to gange, han har mødtes med diktaturets leder, general Jorge Videlas, og hærchefen, Emilio Massera, var det for at få de to jesuiterpræster sat fri hvilket lykkedes efter nogle måneder.

Bergoglio siger også, at han under den beskidte krig ofte havde folk på flugt boende hos sig, at han hjalp dem med at flygte ud af landet og i et tilfælde oven i købet forærede sine personlige identitetspapirer til en mand, der lignede ham.

En menneskerettighedsadvokat i Argentina lagde sag an mod ham lige inden det konklave, der endte med at vælge Benedikt XVI for otte år siden. Det konklave, hvor det på rygtebasis siges, at Bergoglio var den eneste konkurrent til Ratzinger, men at han valgte at bede sine tilhængere om at stemme på den tyske kardinal i stedet for ikke at få en helt tredje. Advokatens sag er siden blevet henlagt.

Bergoglio blev ærkebiskop i Buenos Aires i 1998 og kardinal i 2001. Han har de senere år været på stærk kollisionskurs med den argentinske regering under først præsident Néstor Kirchner og siden hans efterfølger og enke, Cristina Fernández de Kirchner.

I 2010 kaldte kardinal Bergoglio en lov, der tillod homoseksuelle ægteskaber og gav ret til adoption for par af samme køn, for en krig mod Gud. Præsident Cristina Kirchner svarede igen ved at kalde kirkens position for middelalderlig, og da hun i onsdags som regeringsleder skulle sende den nye pave en lykønskning, var den da også temmelig kølig og ikke meget andet end et ønske om, at han måtte få heldet med sig.

Også aktivister for homoseksuelles rettigheder har været mere end afmålte i deres kommentarer: For mig er det skamfuldt, at han er blevet valgt, siger Diego Trerotola, aktivist i en interesseorganisation for homoseksuelle, Comunidad Homosexual Argentina.

Bergoglio er en teologisk konservativ katolik, der går stærkt imod ikke kun homoseksuelle ægteskaber, men også abort og genteknologi. Men han er kendt for sit store sociale engagement, kamp mod social uretfærdighed og sit ihærdige arbejde for verdens fattige og måske er det derfor, han har valgt navnet Frans, efter helgenen fra Assisi, de fattiges beskytter. Andre siger, at det kan være efter en anden helgen, Frans Xavier, en af de første jesuiter. Og i Argentina mener de, at det lige så godt kan være, fordi hans far hed det til mellemnavn.

Og dér er der hovedsageligt glæde og begejstring over at have fået valgt en landsmand til pavestolen. De argentinske medier gør især meget ud af at fortælle, at verden har fået en folkets pave. De nævner for eksempel sagen fra 2012, da den daværende kardinal anklagede de præster i Buenos Aires, der nægtede at døbe børn af ugifte mødre, for at være hykleriske. Og de viser billederne af kardinalen, der tager Subte, metroen, og bussen i stedet for at lade sig køre rundt.

De fortæller, hvordan han har givet afkald på at leve i bispepalæet, men bor i en lille lejlighed, næsten som en munk. Han står op hver morgen klokken 5.30, men går til gengæld sjældent ud om aftenen. Han laver tit sin egen mad, et enkelt køkken med meget frugt, grønt og fisk og indimellem et glas vin.

Han er den første pave fra jesuiterordenen, den første ved navn Frans og den første, så vidt vides, der kun har én lunge. Han fik fjernet en lunge som ung. Omstændighederne kendes ikke, men det menes, at det skyldtes en alvorlig infektion, som dengang ikke kunne behandles medicinsk.

Da hans navn blev råbt ud over Peterspladsen i forgårs, var der overraskelse, for ikke at sige åbenlys forbløffelse. De færreste på pladsen vidste, hvem han var, og især italienerne havde håbet på en ny pave fra støvlelandet. Men Italiens præsident, den højt respekterede Giorgio Napolitano, udtalte hurtigt, at han var blevet rørt over den nye paves enkle ord og facon. Og da pave Frans i går morges startede dagen med at aflægge besøg og bede i den store romerske basilica Santa Maria Maggiore, hilste unge studerende uden for kirken begejstret på ham. Og han hilste på alle i kirken, som han insisterede på ikke måtte lukkes for hans skyld. Den skulle også være åben for de sædvanlige kirkegængere, selvom paven var på besøg.

Han bliver rost for sin ligefremme og åbne væremåde i de italienske medier.

Inden afrejsen til konklavet sagde den daværende kardinal Bergoglio til den argentinske avis La Nacion, at han ikke havde en chance for at blive pave.

Jeg har alderen imod mig denne gang, erklærede han.

I går udtalte en af kardinalerne i konklavet, Barcelonas ærkebiskop Lluis Martínez Sistach, til tv-kanalen C5N om de dækningsløse forventninger, der altid næres hos nogle deltagere i et konklave:

Der er et gammelt ordsprog, der siger, at den, der går ind som pave, kommer ud som kardinal. Og så takkede han argentinerne for at have givet verden en ny pave.

Vi ses til påskemesse, var det sidste, Bergoglio sagde til præsten Gabriel i Flores, inden han rejste til Rom. Den messe plejer han nemlig at fejre i sit barndomskvarter.

Men det skal vi nok ikke regne med i år, konstaterer præsten.

Tegning: Peter M. Jensen
De historiske dogmer er udtryk for menneskers forsøg på at tolke tilværelsen, at tydeliggøre deres religiøse oplevelser og udtrykke dem i ord. Mennesker har til alle tider forsøgt at formulere de tanker, som ligger underforstået i den religiøse erfaring. Men disse forsøg kan ikke indebære den endegyldige sandhed. Der må være plads for udvikling.