Prøv avisen

Strøm af frivillige til hospicer

Nogle af de frivillige kommer, fordi de har hørt godt om hospicet fra andre frivillige, mens andre selv har været pårørende for en patient på hospice og har syntes så godt om oplevelsen, at de gerne vil give noget tilbage. Andre igen vil gerne have noget på cv'et til fremtidige jobsøgninger, og så er der også nogle, der bevidst vælger hospice for at konfrontere sig selv med døden, fortæller Rita Nielsen, der er klinisk sygeplejespecialist og frivilligkoordinator på Diakonissestiftelsens Hospice ved København. Foto: ANNETT BRUHN

På tre år er antallet af frivillige på landets hospicer steget med næsten 50 procent. Som frivillig får man et rum til at tale om hverdagens tabuer

De ordner blomster, går ærinder i byen, dækker fint op til middag, læser avisen op, arrangerer sangeftermiddage, vasker op eller ledsager på en gåtur. Frivillige på landets hospicer har mange forskellige opgaver, og noget tyder på, at de synes om jobbet. I hvert fald er antallet af frivillige på tre år steget med næsten 50 procent, og flere hospicer melder nu om ventelister for de frivillige.

LÆS OGSÅ: Det handler om at dø i tro, håb og kærlighed og uden mavepine

Mens der i 2009 ifølge en undersøgelse fra Palliativt Videncenter var 517 frivillige på landets dengang 14 hospicer, er der i dag 756 frivillige fordelt på 17 hospicer. Det viser en rundringning, Kristeligt Dagblad har foretaget.

For år tilbage måtte hospicerne være kreative, når de skulle rekruttere frivillige, men sådan er det langtfra i dag, fortæller Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark en forening, der arbejder på at udbrede kendskabet til hospicetanken og forbedre vilkårene for mennesker med livstruende sygdomme og deres pårørende.

LÆD OGSÅ: Strid om østjysk hospice: Skal det ligge i Skanderborg, Hedensted, Horsens eller?

Flere steder behøver man ikke længere gøre ret meget for at rekruttere, fordi de frivillige kommer helt af sig selv. Så jeg tror bestemt, at der fortsat vil komme flere og flere frivillige, siger hun.

Nogle af de frivillige kommer, fordi de har hørt godt om hospicet fra andre frivillige, mens andre selv har været pårørende for en patient på hospice og har syntes så godt om oplevelsen, at de gerne vil give noget tilbage. Andre igen vil gerne have noget på cvet til fremtidige jobsøgninger, og så er der også nogle, der bevidst vælger hospice for at konfrontere sig selv med døden, fortæller Rita Nielsen, der er klinisk sygeplejespecialist og frivilligkoordinator på Diakonissestiftelsens Hospice ved København.

Fælles for de frivillige, når jeg spørger dem om deres motivation, er dog, at de synes, de har et overskud og gerne vil gøre en forskel for andre. Det er der en dyb mening i, selvom det lyder lidt floskelagtigt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Hvor skal nyt hospice placeres? Lad nu sagligheden råde

Men som organisation er det vigtigt at gøre sig klart, at frivillige altid indgår i en forhandling. De har en forventning om, at de får noget igen for de timer, de giver, mener sociolog Rie Skårhøj, der er konsulent og foredragsholder i ledelse af frivillige:

Nogle vil gerne have noget på cvet, nogle ønsker følelsen af at være et godt menneske, fordi de hjælper andre, nogle søger fællesskabet, mens andre igen har en forventning om at blive mødt med anerkendelse og ros. Men det er også en del af den identitet, man gerne vil skabe og vise andre. Og det er måske en bedre historie at fortælle, at man er frivillig på et hospice, end at man arbejder i Netto, siger Rie Skårhøj.

En af årsagerne til, at antallet af frivillige er steget støt de seneste år, er, at befolkningen er blevet mere fortrolig med, hvad et hospice er, mener Rita Nielsen, som også peger på den økonomiske krise som en faktor, der gør sig gældende inden for flere grene af frivilligområdet:

Når krisen kradser, rykker vi tættere sammen og gør nogle ting, der giver mening og indhold.

En ting er dog at lave frivilligt arbejde i en genbrugsbutik, i Røde Kors eller i den lokale idrætsforening. Noget ganske andet er et hospice, hvor man hele tiden bliver mindet om både andres og egen dødelighed. Men det kan også have en tiltrækkende effekt, vurderer Rie Skårhøj:

Der kan være folk, der selv har haft et dødsfald tæt inde på livet og gennemgået de eksistentielle ting, der følger med, men som nu føler, at de er kommet så langt, at de gerne vil give det videre til andre i samme situation. Men det kan også være et fristed, hvor man kan tale om tabuer som sygdom, døden og meningen med livet. Emner, som mange ellers skubber fra sig eller flygter fra. Der er ikke mange steder i samfundet, hvor det er i orden at tale om de kedelige ting i livet.