Strid om kirkelig toppost

Kirkeminister Tove Fergo (V) underkender biskop og menighedsråd ved udnævnelse til den prestigefyldte stilling som Holmens provst

Endnu en gang er kirkeminister Tove Fergo (V) og biskop Erik Norman Svendsen havnet i uoverensstemmelser. Biskoppen havde indstillet én kandidat til den eftertragtede stilling som provst i Holmens Provsti i København, men ministeren valgte overraskende at udnævne en anden.

I går blev det offentliggjort, at den 46-årige præst ved Holmens Kirke og orlogspræst Ejgil Bank Olesen fra den 15. december er udnævnt til provst efter Claus Harms, der efter 28 år som Holmens provst gik på pension ved udgangen af november.

Forud for udnævnelsen af Ejgil Bank Olesen er gået en lang strid, hvor forskellige kirkelige myndigheder har været uenige om, hvem der skulle flytte ind i provsteboligen i Havnegade og være præst ved Holmens Kirke, provst i Holmens Provsti og orlogsprovst i søværnet.

Det særlige ved stillingen er, at menighedsrådet ikke har indstillingsret, men kun mulighed for at udtale sig. På grund af stillingens særlige relation til søværnet er Forsvarsministeriet desuden inde i billedet med en udtalelse.

På den ene side har Københavns Stifts biskop, Erik Norman Svendsen, og Holmens Sogns menighedsråd stået. Ifølge Kristeligt Dagblads oplysninger har de begge haft teologen Agnete Brink øverst på ønskesedlen. Agnete Brink har tidligere været præst i Århus og er i dag lektor ved Præsternes Efteruddannelse.

På den anden side har stået kirkeminister Tove Fergo (V) og forsvarsminister Svend Aage Jensby (V). Begge har ønsket Ejgil Bank Olesen som ny provst, og efter indstilling fra kirkeministeren har Dronningen da også udnævnt ham til embedet.

Hverken Forsvarsministeriet, menighedsrådet eller Agnete Brink vil kommentere sagen. Kirkeminister Tove Fergo ønsker ikke at svare på, hvorfor hun angiveligt har foretrukket en anden end både biskop og menighedsråd, men siger:

- Efter at have sat mig ind i de forskellige udtalelser og indstillingen fra Forsvarsministeriet har jeg konkluderet, at Ejgil Bank Olesen var den, jeg ville indstille til Dronningen. Den beslutning er truffet efter en samlet vurdering.

- Jeg er overbevist om, at han er utrolig dygtig og vellidt, og han har stor erfaring, så jeg er sikker på, at han vil være en vældig god provst for Holmens Provsti, siger Tove Fergo.

Flådens kirke

Holmens Kirke i København har i næsten 400 år været flådens kirke, samtidig med at den er almindelig sognekirke. I sit nye job skal Ejgil Bank Olesen både være præst i sognet og provst i Holmens Provsti, som tæller seks sogne i området. Derudover har han som en særlig opgave at være kirkelig chef for landets 10 orlogspræster, samtidig med at han også selv skal være orlogspræst og være med til at betjene søværnets personel. Endelig er der tradition for, at Holmens provst fører tilsyn med de præster, som Sømandskirken har udsendt til en række store havnebyer.

Ejgil Bank Olesen ønsker ikke at blande sig i striden om besættelsen af provstestillingen, men siger dog, at han er glad for, at det er en præst i forsvaret, som får stillingen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra biskop Erik Norman Svendsen.

kiilkristeligt-dagblad.dk