Prøv avisen

Strid om kors på museum for 11. september

Den korsformede bjælke tjente for mange redningsarbejdere som et symbol på tro og håb. Nu er bjælken centrum i en strid mellem en ateistisk organisation og New Yorks bystyre. Foto: Timothy A. ClaryEPA.

Ateister i USA vil forhindre New Yorks 9/11-museum i at udstille en korsformet bjælke fra Ground Zero

Mens 11-årsdagen for terrorangrebene på USA den 11. september 2001 nærmer sig, er det blevet et stærkt omstridt spørgsmål, hvordan den skæbnesvangre dag skal mindes. For nylig er en strid blusset op om en fem meter høj korsformet stålbjælke, der blev fundet i murbrokkerne ved Ground Zero (nulpunktet) i New York to dage efter World Trade Center-tvillingetårnene styrtede i grus.

LÆS OGSÅ: Religiøse ledere ekskluderes fra 11. september mindesdag

Bjælken tjente for mange redningsarbejdere som et symbol på tro og håb og blev blev for nylig flyttet til det nye mindesmærke og kommende museum ved Ground Zero, som skal hedde National September 11 Memorial and Museum. Her skal den være del af den permanente udstilling. Men bjælken er et religiøst symbol, der ikke hører hjemme i en statsstøttet institution, mener aktivistgruppen American Atheists (amerikanske ateister), der i et opsigtsvækkende sagsanlæg anklager museet og New Yorks bystyre for at krænke forfatningens mandat om skarp adskillelse af kirke og stat. Gruppen peger blandt andet på, at ordene Jesus Kristus er mejslet ind i korset, og at det er et fungerende kristent alter.

Vi føler meget stærkt, at dette er et forsøg på at kristne 11. september, at få det til at handle om kristne, selvom det slet ikke handler om kristne, siger organisationens direktør, David Silverstein, til tv-stationen CBS News.

Museets ledelse er imidlertid uenig. Den siger i en udtalelse, at stålkorset er en vigtig og uundværlig kulturgenstand, der hører til ved World Trade Center-grunden, idet det udgør en nøglekomponent i genfortællingen af historien om 11. september 2001 især den rolle, som gudstro spillede på selve dagen og i særlig grad under redningsarbejdet.

LÆS OGSÅ: Kors ved Ground Zero skaber strid (se billedserie)

Museet bakkes op af konservative grupper som The American Center for Law and Justice, der betegner retssagen som grænsende til det absurde. Flere uafhængige jurister vurderer i amerikanske nyhedsmedier, at museet har et stærkt argument i sin påstand om, at korsets historiske og kulturelle betydning vejer tungere end dets religiøse betydning.

Tvisten er den seneste i en række stridigheder om, hvordan terrorangrebene skal mindes. I 2010 udløste en muslimsk plan om at opføre et islamisk kulturcenter og en moské nær Ground Zero eksempelvis en voldsom kontrovers, ligesom også uenigheder om designet af mindesmærket på åstedet stadig deler vandene.

Mens 11. september-mindesmærket i New York åbnede for publikum for et år siden, er åbningsdatoen for det mestendels underjordiske museum endnu uvis.