Der var engang, hvor de fleste var enige om, at kirken skulle stå som et af de arkitektoniske og stærkt synlige fyrtårne i byer rundt omkring i Danmark.
Men måske er den status under forandring. I hvert fald har en strid igen sparket gang i debatten om kirkernes synlighed i det offentlige rum. Konflikten bunder i, at gårdejer Knud Ribergaard vil have lov at bygge 12 hektar skov på sin egen jord ved Ølsted lidt uden for Horsens. Det kræver, at områdets registrering bliver ændret, således at der kan rejses skov. Den plan har Haderslev Stift imidlertid sat sig imod, fordi man mener, at skovbyggeriet vil skærme for udsynet til og fra Ølsted Kirke. Stiftet har fået opbakning fra Erhvervsstyrelsen via Kirkeministeriet.
Det er anden gang, Knud Ribergaard får afslag på skovrejsningen. Og fronterne er trukket op, siger han.
”Stiftet siger, at vi ødelægger området ved kirken. Vi har mødt så mange mærkelige påstande fra dem. På et tidspunkt forlangte de eksempelvis både indsigt til og udsigt fra kirken. Og vi fandt ud af, at de ikke havde krav på udsigt fra kirken,” siger Knud Ribergaard, som hævder, at han har lokalbefolkningen i ryggen og derfor bestemt ikke er tilfreds med endnu en afvisning.
”Det er bureaukratiet og pampervældet i stiftet og Erhvervsstyrelsen, som ikke mener, at jeg må bygge. Demokratiet er fuldstændig kørt af sporet,” siger Knud Ribergaard.
Ifølge planloven kan stifts-øvrigheder gøre indsigelse og dermed stoppe byggerier eller beplantning, som forringer kirkens synlighed i landskabet. En ret, der fra politisk hold tidligere har været planer om at afskaffe, men som man endte med at holde fast i.
Derfor mener man hos Haderslev Stift også, at afvisningen af skoven sker helt i henhold til reglerne. Det forklarer stiftskontorchef Lars Christian Kjærgaard.
”Vi kigger jo alle kommuneplaner og lokalplaner igennem, når vi får dem. Og hvis vi mener, at der er planforhold, som går ind og betyder, at arealanvendelsen i nærheden af kirken ændrer oplevelsen af kirken, så forholder vi os til det og spørger: Kan det gå hånd i hånd med kirken som markant kendingsmærke? Er det tilfældet, siger vi o.k., og kan det ikke, så skal vi sådan set nedlægge et veto,” siger han.
Stridighederne ved Ølsted Kirke er blot den seneste i en række af konflikter, hvor vetoretten er taget i brug. Som Kristeligt Dagblad tidligere har berettet, giver byggerier nær kirker ofte anledning til konflikter. I 2015 gjorde en række stifter eksempelvis indsigelse imod byggeri af vindmøller nær kirker i Vejle-området, fordi det forringede kirkernes synlighed. Og sidste år nedlagde Viborg Stiftsøvrighed veto mod et byggeri af et butikscenter i Holstebro, fordi centret skulle være højere end kirken.
De mange konflikter og forsøg på opgør med kirkens plads og synlighed i offentligheden udstiller en uvidenhed ”om den historie, vi har til fælles”, om kirkernes plads og deres æstetiske gevinst, siger Anna Mette Exner, arkitekt med speciale i kirkelige byggerier og med i projektet ”Kirken på landet”.
Hendes farfar, Johan Exner, var med til at frede områderne omkring landets kirker i slutningen af 1940’erne – de såkaldte Exner-fredninger – og da det skete, afgav mange husmænd og lodsejere frivilligt jord omkring kirkerne for kulturhistorien og æstetikkens skyld.
”Jeg synes, man skal have in mente, når man drøfter affredning, at rigtig mange af vores forfædre har afstået fra udsigten til profit af kærlighed til kirkerne og kirkegårdene. De har ofret for at sikre synet af og fra kirken. Vi bør respektere, at det var af betydning for dem. Hvis man vil bryde med fredningerne, skal man tænke sig virkelig godt om,” siger hun og tilføjer, at hun håber, at selvom sager som den aktuelle er med til at sætte netop de områder under pres, kan det også sætte en frugtbar debat i gang.
”Fredningerne er ikke tænkt som urørlige, men man skal komme med virkelig gode argumenter. Debatten er vigtig,” siger Anna Mette Exner.
I den aktuelle sag har Knud Ribergaard nu skrevet til både kirke- og kulturminister Mette Bock (LA) og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K). Han understreger ”at vi ikke skal splitte vores kulturarv ad, og vi skal værne om kirker og gravhøje”.
”Men som jeg siger til mange. Det her er ikke kun en skovrejsningssag. Det har med vores demokrati at gøre.”
Ifølge Lars Christian Kjærgaard er det en konkret afvejning af hensyn i denne sag såvel som de tidligere tilfælde. Og her man altså fundet, at hensynet til kirkens synlighed var vigtigst.
”Der er ikke noget i vejen med skov. Vi elsker skov. Det er bare et spørgsmål om, hvor den enkelte lodsejer har ønske om at rejse en skov. Vi må sige, at det mener vi ikke, han skal gøre der. Det er jo derfor, vi har planloven i Danmark, og havde vi ikke den, så ville vores landskab se fuldstændig anderledes ud på godt og ondt. Og vi kan ikke have det landskab, vi har i dag, med den skønhed, uden at der er nogle, der får begrænset deres ret til at bygge, hvor de vil,” siger han.