Stud.theol. med livslang præstedrøm

Lolland-Falsters Stift har i to omgange tilbudt de teologistuderende en lang weekend med præstepraktik og alt betalt. I år var 22-årige Anita Bjertrup Møller med i bussen fra Københavns Universitet og ud i den kirkelige virkelighed

I tre år endnu skal Anita Bjertrup Møller gå ud og ind ad døren til Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, så kan hun realisere sit store ønske om at blive sognepræst i folkekirken. –
I tre år endnu skal Anita Bjertrup Møller gå ud og ind ad døren til Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, så kan hun realisere sit store ønske om at blive sognepræst i folkekirken. –. Foto: Søren Staal Tysted.

Det er en drøm fra den første skoletid, der går i opfyldelse, når 22-årige Anita Møller om tre år som uddannet cand.theol. har ret til at kunne sætte præstekraven om halsen som sognepræst i folkekirken. Forinden skal hun dog lige finde det rette embede.

For at få en forsmag på, hvad der venter i jobbet som sognepræst, har hun netop deltaget i en præstepraktik over en lang weekend sammen med 19 andre teologistuderende, indbudt af Lolland-Falsters Stift.

LÆS OGSÅ: Biskopper vil have mere præstepraktik

Selvom Anita Bjertrup Møller fik et indblik i de hårde arbejdsvilkår for en præst, der mange steder præger landets mindste stift i et af landets yderområder, så kunne det ikke få hende til at ændre på sin livsdrøm hvad enten det bliver som landpræst, måske på en af de sydhavsøer, hun lige har besøgt, eller som præst i en af de større byer.

Jeg blev bekræftet i, at det kan være hyggeligt at være præst og bo i et landsogn, hvor alle kender alle. Men i et område som Lolland-Falster handler det også om et tæt besat program dagen lang og skæve arbejdstider. I mange tilfælde kan præsten først få talt med de mennesker, der skal have et barn døbt eller et familiemedlem begravet, når de er kommet hjem fra arbejde. Mange gange får man den opfattelse, at præsten hovedsageligt skal forberede sig på søndagens gudstjeneste og prædiken, men der er masser af arbejde hele ugen igennem.

På mange måder var der måske ikke så meget, der kom bag på Anita Bjertrup Møller i præstepraktikken, men det var en god oplevelse for hende, som hun anbefaler andre teologistuderende også at deltage i. En af de positive overraskelser var, at præsterne i stiftet med de lange afstande tilsyneladende havde et godt samarbejde som høj prioritet.

Derfor tror jeg, at det for eksempel godt kan lade sig gøre at arrangere en rock-gudstjeneste ude på landet, selvom man sidder ene præst i et pastorat med flere kirker, bare man går sammen om det. Store projekter for blandt andet konfirmander er ellers generelt meget nemmere at gennemføre i byerne.

Jeg kommer selv fra landsbyen Holsted i Sydjylland, så jeg ved hvordan det er at bo i de små samfund. Jeg kommer ikke fra et specielt kirkeligt hjem, men siden jeg kom i skole, blev jeg grebet af kristendomsundervisningen. Da jeg gik i 2.-3. klasse, besluttede jeg, at jeg ville være præst, og jeg har siden fulgt ekstra godt med i kristendoms- og religionsundervisning og tilvalgt både græsk og latin i gymnasiet. I et år har jeg desuden arbejdet som kordegne- og kirketjenervikar i Sundkirken på Amager i København og hjælper med både mini- og konfirmandundervisningen. Så på mange måder har jeg et læremæssigt forspring og mere kirkelig erfaring end en del af mine medstuderende, siger Anita Bjertrup Møller.

Alligevel tog hun præstepraktikken i Lolland-Falsters Stift som en kærkommen udfordring til at samle endnu mere viden og erfaring til gavn for sit kommende præsteembede.

Jeg havde ikke så mange forventninger til de fire dages praktik, men forholdt mig ret åbent. Jeg har kun været en gang før på Lolland-Falster, så det er ikke en del af mit almindelige danmarksbillede. Men der er mange store og flotte kirker i stiftet, som nok gennem årene er bygget af rige herremænd, dengang det var et velhavende stift, blandt andet på grund af sin gode landbrugsjord. I dag ser det jo anderledes ud. Men jeg tror aldrig, at befolkningen har været særlig religiøs, og det har smittet af på kirkegangen. I Vestjylland har man for eksempel været mere opmærksom på sin personlige tro og kirkegang, for her kunne det koste livet at gå på arbejde på havet. De præster, vi mødte i Lolland-Falsters Stift, fortalte om en kirkegang, der som de fleste andre steder i Danmark ikke er noget at prale af, og at messefald i nogle kirker er ret almindeligt, siger Anita Bjertrup Møller.

Det er især folkekirkens højmesse, der ligger hende på sinde.

Jeg synes, at der er for mange events i folkekirken som for eksempel spaghetti-gudstjenester. Det er, som om der er opstået en konkurrence med andre religioner. Det skal folkekirken ikke kaste sig ud i. Folkekirken er fantastisk til det, den kan, men konkurrencedygtig tror jeg næppe den er. Vi skal ikke lave alle mulige aktiviteter, fordi vi tror, det trækker folk i kirke. Jeg tror, det er vigtigere at fokusere på de brugere, kirken har, end på dem, de gerne vil tiltrække. Det er, som om danskerne har glemt højmessen og i stedet kræver at blive underholdt. Der er et evigt fokus på børnene, men hvis ikke de lærer højmessen at kende, forsvinder de jo bare, når de bliver 10 år og kommer sikkert ikke igen. Men det virker lidt svært, for man oplever en udstrakt berøringsangst i forhold til det at gå i kirke. Folk vil ikke stå ved, at de går i kirke, det er, som om det er tabubelagt, og de aktive kirkegængere beskyldes for at være godtroende og ukritiske. Jeg oplever derimod, at de, der sidder på kirkebænkene, er kritiske over for kristendommen, og det tror jeg faktisk tjener den bedst, siger Anita Bjertrup Møller.

vincents@k.dk