Prøv avisen

Sublimt skuespil redder ikke afdankede soap-replikker

3 stjerner
Når Elisabeth – igen – beskylder Johannes for alskens umuligheder ”i alle de år”, gjalder ekkoet fra utallige dag-tv-serier. Det sublime skuespil, det sitrende nærvær, sorgen i de modne ansigter, kan ikke skjule replikkernes afdankede aura i de øjeblikke. Foto: Tine Harden/DR

Emilies hovmod, Elisabeths nydelsessyge, Christians fråseri. Dødssynderne hober sig op i 14. afsnit af ”Herrens Veje”, men venter nåden for de fortabte?

Der er så meget godt at sige om foreningen af lyd, lys, billede og dramatiske lag i det helhedsindtryk, der udgør ”Herrens Veje”. Nytårsnat lyser himmelen næsten unaturligt klart op over Christian og Amiras pakhus. Lyden af frydefulde stemmer og de fjerne brøl fra byens raketter kurrer, mens Emilie står halvvejs i skygge foran de brændende bål. På den anden side står Elisabeth, oplyst af frelsens klare lys. Clairvoyancens mellemkomst har givet hende en stemme at lytte til, en stemme, der formentlig har været tavs, siden August lukkede øjnene for allersidste gang. Den opfyldte står over for den tomme. Lyset står over for mørket. Symbolikken slår imponerende igennem i lyd, lys og billede.

I den anden ende af byen, langt væk fra overklassens champagnetårne, kæmper Svend sig gennem ghettoens gange. Dæmonerne kalder igennem den forvredne underlægningssymfoni, og gadens børn smider kanonslag og gennemborer nattens lovning om en frisk start. Imens fløjter Johannes sig igennem de varmt oplyste stuer i præstegården kun til lyden af barnebarnet Antons pludren og sin egen aftenbøn og taksigelse.

Kontrasten mellem de tre nytårsaftener bliver så fint forløst gennem de ydre udtryk. Derfor er det endnu mere forbandet, at soap-genrens genkendelige handlingsmønstre æder sig ind på karaktererne. For når Elisabeth – igen – fortæller Johannes om utroskab, kører pladen i den rille, som ”Herrens Veje” ellers er – og burde holde sig – for god til. Og når Elisabeth – igen – beskylder Johannes for alskens umuligheder ”i alle de år”, gjalder ekkoet fra utallige dag-tv-serier. Det sublime skuespil, det sitrende nærvær, sorgen i de modne ansigter, kan ikke skjule replikkernes afdankede aura i de øjeblikke.

Tilbage i pakhuset bliver der festet, som var der ingen dag i morgen. Christians, og tidsåndens, korrekte livssyn fornægtes, for her er ingen mådehold, ingen bæredygtighed, ingen åbne sind. ”Vi vækster,” jubler Amira, mellem guldlamé og drinks.

Emilie gør sig selv til herre over liv og død og bliver høj af troens lys, men det er troen på sig selv og sin egen magt. Som dødens engel får hun den kontrol, hun ellers har mistet. Magtfuldkommenheden er blevet hendes, men hendes skriftefader, psykiateren, afviser hende.

Emilies hovmod, Elisabeths nydelsessyge, Christians fråseri. Dødssynderne trænger sig på, men venter nåden for de fortabte? Eller er den kun for dem, der bekender sig til afsnittets overskrift: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”?

”Herrens Veje” svinger mellem det ordinære og det sublime. Fra det højeste fællesskab til den laveste fællesnævner. Nogle gange kan det være svært at bevare det åbne sind. Andre gange kan man kun åbne sit hjerte.