Prøv avisen

Sundhedsstyrelsen nye anbefaling: Forkort julegudstjenester endnu mere

På dagens pressemøde kom der nye skærpede anbefalinger til julens gudstjenester

Spørgsmålet om julegudstjenesterne kom igen op på pressemøde onsdag den 23. december. Både sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, fastholdt, at hvis kirkerne overholder alle retningslinjer, er det forsvarligt at gå i kirke i morgen.

Det kom dog frem, at Kirkeministeriet så sent som i dag har modtaget nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

"Vi anbefaler at gøre gudstjenesten så kort som muligt - eventuelt 30 minutter," sagde Søren Brostrøm.

Derudover understregede Sundhedsstyrelsen endnu engang, at man anbefaler at begrænse salmesang og måske helt udelade den.

De nye retningslinjer kommer i kølvandet på den skærpelse, der kom i mandags. Her fremgik det blandt andet, at kirkerne kunne overveje at gennemføre gudstjenesterne på alternative måder, for eksempel udendørs eller digitalt, og at de skulle vare mellem 45 og 50 minutter. Nu har sundhedsmyndighederne altså set nærmere på, hvad der skal til, for at man kan gå trygt til julegudstjeneste.

På spørgsmålet om hvorfor sundhedsminister Magnus Heunicke ikke bare lukker kirkerne helt, svarede han, at det hører under Kirkeministeriets område, men at hans holdning er, at hvis ikke kirkerne kan overholde retningslinjerne, bør man aflyse.

Professor i teologi Peter Lodberg fra Aarhus Universitet vurderer, at den seneste udvikling er symptomatisk for stemningen, der hersker i øjeblikket både internt i folkekirken og mellem kirken og myndighederne.

“Den seneste udvikling afslører en stor mangel på gensidig tillid mellem de forskellige aktører inden for folkekirken. Der har i de seneste dage været mange kritiske stemmer fremme, som hele tiden har problematiseret sundhedsmyndighedernes udspil. Det virker, som om den mangel på samhørighed i folkekirken smitter af på sundhedsmyndighederne, så usikkerheden om, hvorvidt man skal holde julegudstjeneste eller ej, vokser.”

Det har indtil videre ikke været muligt at få at vide af Sundhedsstyrelsen og Kirkeministeriet, hvilken rådgivning Sundhedsstyrelsen i dag har givet Kirkeministeriet, og altså hvilken rådgivning, der har ført til den nye opfordring fra Søren Brostrøm om 30 minutters gudstjenester.