Teolog: Svære samtaler kan nå kirkefremmede

Den næste tid præsenteres de syv finalister i kampen om at vinde Kristeligt Dagblads Initiativpris. Den første er ”Sjælesorg på nettet”. Tiltaget kan appellere til mennesker, der ellers er reserverede over for kirken, siger projektleder

Ifølge teolog Pernille Hornum har præsterne på chatten i flere tilfælde oplevet, at en bruger af tjenesten har spurgt efter muligheden for at tale med en sognepræst ansigt til ansigt. Det er hun glad for, for det vidner om, at tjenesten kan gøre op med den fremmedgjorthed, folk kan føle over for præster
Ifølge teolog Pernille Hornum har præsterne på chatten i flere tilfælde oplevet, at en bruger af tjenesten har spurgt efter muligheden for at tale med en sognepræst ansigt til ansigt. Det er hun glad for, for det vidner om, at tjenesten kan gøre op med den fremmedgjorthed, folk kan føle over for præster. Foto: Casper Dalhoff/ritzau.

Depression. Kærestesorg. Ensomhed. Disse er blandt de emner, som 2600 mennesker har kontaktet en præst om på hjemmesiden sjælesorg.nu siden februar. Mellem 1600 og 1800 af disse brugere har gennemført en anonym chat med præsten.

Projektet hedder ”Sjælesorg på nettet” og er blandt de syv finalister i Kristeligt Dagblads konkurrence om at finde landets bedste kirkelige initiativ.

Og tiltaget når langt og bredt ud, forklarer leder af ”Sjælesorg på nettet”, Pernille Hornum, teolog, præst, forfatter og konsulent.

”Tjenesten når ud til mange mennesker, som ikke kender kirken, og som måske ikke engang er medlemmer. Mange af disse er reserverede over for kirken, og her kan vi vise dem, at folkekirken også kan være relevant for dem, selvom de ikke tror på Gud,” siger hun.

Ifølge Pernille Hornum har præsterne på chatten i flere tilfælde oplevet, at en bruger af tjenesten har spurgt efter muligheden for at tale med en sognepræst ansigt til ansigt. Det er hun glad for, for det vidner om, at tjenesten kan gøre op med den fremmedgjorthed, folk kan føle over for præster, siger hun.

”Det er en fremragende indgang til kirken. Og jo flere vi kan få ud at tale med en præst i virkeligheden, desto bedre, for her kan de bedre få et forløb i samtalerne.”

Emnerne, der bliver chattet om, er mangfoldige, fortsætter Pernille Hornum. Hun kan ikke pege på ét tema, der fylder mere end andre, men nævner depression, kærestesorger og ensomhed som noget, der ofte bliver taget op.

Hun kan heller ikke udpege en aldersgruppe, der er dominerende. Men det vil formentlig ændre sig nu. I hvert fald har sjælesorg.nu netop påbegyndt en kampagne for at nå de 18-25-årige. Det vil man forsøge med blandt andet en musikvideo, hvor popgruppen L.I.G.A fortolker musikeren Sebastians ”Du er ikke alene”.

Videoen er blevet afspillet over 42.000 gange på folkekirken.dk’s facebookside. Her vil der også i den kommende tid være andet indhold, der peger unge mennesker ind på sjælesorg.nu.

Senere begynder kampagner for at nå henholdsvis ensomme mænd over 45 og karrieremennesker.

Ifølge projektlederen bliver tro og kristendom ikke bragt på banen, medmindre en bruger af chatten på eget initiativ tager det op. Det sker af og til.

Men det betyder ikke, at tilbuddet om folkekirkelig sjælesorg af den grund kommer til at ligne alle andre terapitilbud, siger hun.

”I forhold til andre akutlinjer skiller vi os ud ved, at der ikke er noget kriterium for, hvem der kan henvende sig. Sjælesorg.nu er for alle. Vi opfordrer dem, der henvender sig, til at være sig selv og viser dem, at vi tager dem alvorligt og ikke har fordomme.”

Landets stifter står bag projektet, der indtil videre løber over tre år. Det er støttet med 8,3 millioner kroner af Folkekirkens Fællesfond.