Til mørkeandagt på solskinsøen: ”Der er en klarhed i mørket”

Der er findes et godt mørke, som styrker roen og refleksionen, mener den bornholmske sognepræst Pernille Bolø, der i øjeblikket laver mørkeandagter i Svaneke Kirke

Man kommer forander ud af mørket, mener sognepræsten Pernille Bolø (th), der her tager imod deltagere, som kommer ud fra en mørkeandagt i Svaneke Kirke. - Foto: Daniel Øhrstrøm
Man kommer forander ud af mørket, mener sognepræsten Pernille Bolø (th), der her tager imod deltagere, som kommer ud fra en mørkeandagt i Svaneke Kirke. - Foto: Daniel Øhrstrøm.

Lyset banker på de mørklagte kirkevinduer i Svaneke Kirke på Østbornholm, hvis man ser godt efter. Hvert vindue er dækket af med et hjemmelavet skjold, der er skåret til på millimetermål efter vinduernes spøgelsesforme og betrukket med sorte sække. Men selvom der således er gjort alt for at holde lyset ude, trænger skumringslyset udefra en smule igennem de sprækker, der altså alligevel må være der.

Og på den måde spejler den mørke kirkesal nu den stadig mørkere himmel udenfor. For snart kommer himlen over Svaneke også til at ligne en stor sort sæk, men med en slags tornekvistehuller i, så lyset fra stjernerne alligevel kan nå os. Og det kan den lokale sognepræst Pernille Bolø sagtens få en teologisk pointe ud af:

”Det er faktisk rigtig spændende, at det er så svært at holde lyset ude,” siger hun hemmelighedsfuldt i det stearinlysoplyste våbenhus og peger ind i kirkerummet, der ved første øjekast ser bælgmørkt ud, bortset fra to rækker af røde lys på gulvet op mod alteret.

”Sæt jer bare ind. Vi begynder, når kirkeklokkerne stopper,” siger hun så, inden Kristeligt Dagblads udsendte kanter sig ind på en kirkebænk, der heldigvis er tom. For selvom man altså kan ane kirkevinduerne, er her alligevel så mørkt, at det ikke er godt at vide, hvor mange der er kommet til denne aftens ”mørkeandagt”. Rundt omkring kan man til gengæld høre folks spredte åndedræt som på en sovesal. Her deler vi mørket, mens sanserne skærpes. Og selvom ”mørkeandagten” ikke er annonceret som en stillegudstjeneste, tier alle respektfuldt i mørket. Måske fordi alle herinde engang har lært, at man skal være stille, når lyset bliver slukket. Et enkelt medbragt barn hvisker dog et sted i mørket:

”Hvor er du, far? Jeg vil hjem!”.

Der bliver længere mellem kirkeklokkernes kimen. Og så bliver der pludselig helt stille. Sekunderne tager hinanden og lader rummet med religiøs forventning, inden en smuk kvindestemme med russisk accent bryder tavsheden med Jeppe Aakjærs aftensang ”Stille, hjerte, sol går ned”. Som a cappella er sangen en smuk påmindelse om døden. Og mørket herinde forstærker kun tankerne om de sorte kors, der kaster lange skygger over gravene på kirkegården udenfor. Men mørket minder også om skabelsen, da der første gang kom lys ind i verden.

I Svaneke Kirke gennemfører man frem til på lørdag daglige mørkeandagter, der skal lære bornholmerne at omfavne mørket. I alt bliver der gennemført 10 mørkeandagter. Hver dag er en ny unik oplevelse, som er sammensat af forskellige frivillige sammen med sognepræst Pernille Bolø, der har fået idéen til mørkeandagterne. Men i dag er det den lokale russiske sangerinde Jelena Heiberg, der synger sange og salmer på både dansk og russisk, mens præstens mand, Morten Bolø, reflekterer over mørket:

”Mørket giver ro, når alt er overstået, natten sænker sig, og man endelig finder ro til at være. Tiden strækker sig, når den bliver indhyllet i mørke, og der ikke er en rækkefølge af ting, man skal gøre og nå. Man kan ikke lave en masse i mørket, men pulsen sænker sig, og man bliver nødt til bare at være,” siger han blandt andet, inden Jelena Heiberg igen indhyller kirkerummet i velklang.

”For mig er mørket forbundet med refleksion,” fortsætter Morten Bolø og tilføjer så, at forskningsresultater har vist, at folk tænker bedre i mørke.

”Jeg tror, at det er, fordi pulsen sænker sig, og der ikke er noget, der taget opmærksomheden fra det, man skal tænke over. Der er en klarhed i mørket. Hvis man skal træffe vigtige beslutninger, er det godt at gøre det i mørket. Man bliver ikke forstyrret af andre, eller af sig selv, af alt det, man synes, man skal nå.”

En anden velsignelse ved mørket er, at man slipper for at skulle aflæse og aflæses som kropssprog, så man i virkeligheden kan være mere sig selv og mere sårbar, siger han senere. Men mørket gør os også ens i kirken. Her er alle kirkegængere grå. Og de fleste er da også gråhårede, viser det sig, da folk lunter lettede ud i lyset, da mørkeandagten er forbi.

”Da jeg var barn, fortalte man skumringshistorier. Sådan føltes det også i dag. Og det var spændende at prøve,” siger en ældre kvinde, inden hun går ud fra kirken, hvor det er blevet mørkt.