Prøv avisen
Kirkeanalyse

Svend Brinkmann står på skuldrene af Martin Luther

Professor Svend Brinkmann er blevet landskendt for at tage nej-hatten på. Ifølge Kurt E. Larsen står hans for tiden så populære budskab på skuldrene af Martin Luther. Foto: Simon Skipper/Scanpix

At psykologen Svend Brinkmanns bog ”Stå fast – et opgør med tidens udviklingstvang” fra 2014 har holdt sig på bestsellerlisterne i forbløffende lang tid, kan tages som udtryk for en sejlivet arv fra Martin Luther, der ”stod fast” og prægede dansk kultur i retning af ”det jævne”, mens selvudviklingsbølgen er et produkt af USA, hvis kultur er præget af en anden kirkeretning med en optimistisk tro på menneskets udviklingsmuligheder

I en ny kirkehistorisk bog om 1800-tallet peger Jens Rasmussen på en sejlivet luthersk arv, der gjorde sig gældende i den danske bondestand i 1800-tallet, så folkekirken forblev altdominerende i landet trods religionsfrihed og nye trossamfund.

Spørgsmålet er, om det ikke er den samme lutherske arv, der har gjort Brinkmanns bog til en bestseller. Den unge psykologiprofessor nævner ikke reformatoren Martin Luther, men henviser derimod til stoiske filosoffer og andre kloge gamle, døde mænd. Men derfor skyldes bogens succes måske alligevel, at den har ramt strenge, der sidder dybt i det danske sind, der bevidst eller ubevidst er præget af en luthersk arv.

Bogen kan ses som et udtryk for en gammel dansk kultur kontra en amerikansk. Dybest set: Hvad en luthersk-kristen arv betyder i vores land. For Luther drejede det sig om at finde en nådig Gud på dommens dag. Det fandt han aldrig i datidens romerkirke, der henviste ham til at arbejde mere og dybere med sig selv.

Fred fandt Luther derimod i budskabet om nåden alene. Frelsen fandt han uden for sig selv, i Kristus, og derfor var han fri for længere at skulle mærke efter i sig selv og udvikle sig selv til at kunne behage Gud og andre. Brinkmanns underholdende opgør med nutidens dyrkelse af mavefornemmelser er en pendant til Luther.

I sig selv var Luther en synder, men han kunne i kraft af evangeliet alligevel stå fast trods modgang og truende død. I den fortrøstning kunne han som et kristent menneske bruge sit liv på at gavne sin næste ved at gøre sin pligt. ”Være tro i kald og stand”, som han udtrykte det.

Han forlod munkelivet med dets stadige selvkredsen og krav om selvudvikling og gav sig i stedet ind under alle de krav, som hverdagen stillede med arbejde og natlig barnegråd. Brinkmann er på god luthersk grund med sin vægtlægning på at gøre sin pligt og i sin polemik mod nutidens krav om at skulle være autentisk: Hellere være en uautentisk Mother Teresa end en autentisk Anders Breivik.

Tidens udviklingstvang kommer primært fra amerikanske forfattere. Ikke tilfældigt, for sådan er amerikansk kultur, for sådan har mange amerikanere lært det i deres kirker. I det unge USA blev vækkelsesbevægelsen, metodismen, den største kirkeretning, og den har sat sig dybe spor. I dag er metodistkirken ikke længere så stor, men den har undervejs præget mange andre kirkesamfund indefra, og den har efterladt et grundpræg på amerikansk tankegang.

Stifteren John Wesley var en evangelisk kristen som Luther, men han ville have troen til at være en erfaringssag. Troen måtte kunne mærkes derved, at den gjorde hjertet varmt. Kulturelt har det fået til følge, at amerikanerne har lært at ”føle efter”, altså netop, hvad Brinkman og Luther polemiserer imod på hver deres måde.

Af endnu større kulturel betydning var metodismens stærke vægtlægning på det kristne menneskes fortsatte vækst, fremgang og personlige udvikling. Wesley så ingen grænser for troens forvandlende kraft i et menneske, og metodismens optimistisk-dynamiske menneskesyn blev det amerikanske livssyn. Alle muligheder ligger åbne for den enkelte. Det gælder bare om at ”tro på det” og ”gå efter det”. Ikke tilfældigt er begrebet ”positiv psykologi” et amerikansk fænomen. Som Obama sagde: ”Yes, We can”.

Mens Luther ønskede at finde en fast grund at stå på, er metodismen af natur udadvendt, fremtidsorienteret og på vej mod stjernerne. Den mentalitet, Brinkmann stiller sig op imod, har sin rod i metodismen. Optimismen og vækstkravet kan have den bagside, der hedder tyngende krav om idel succes, lykke og voksende præstation.

Heroverfor står en luthersk tankegang med dens plads til fiaskoer og gråvejrsdage, ud fra en grundlæggende erkendelse af menneskets synd og skrøbelighed. Det er ikke specielt opmuntrende – slet ikke ved en MUS-samtale i firmaet – men måske nok så realistisk.

I hvert fald ifølge Martin Luther og Svend Brinkmann.