Prøv avisen

Svensk sognepræst: Som kirke kan vi ikke lade folk ligge på gaden

Sankt Johannes-kirken i den svenske by Malmø åbnede natten mellem lørdag og søndag dørene op, så 80 flygtninge kunne sove i kirkerummet. Foto: Anna Karolina Eriksson/TT

En svensk kirke har de seneste dage ladet op mod 100 asylsøgere overnatte. Når myndighederne ikke kan hjælpe alle, må kirken træde til, mener svensk præst

”For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise. Jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke. Jeg var fremmed, og I tog imod mig.”

Prædiketeksten fra i søndags blev konkret, da Sankt Johannes-kirken i den svenske by Malmø natten mellem lørdag og søndag i den forgangne weekend åbnede dørene, så 80 flygtninge kunne sove i kirkerummet. Det fortæller præst Per Kristiansson fra Västra Skrävlinge i Malmø, som koordinerer hjælpen:

”Flygtningene er ikke flyttet ind. De bor her om natten, fordi myndighederne ellers ikke kan garantere dem tag over hovedet.”

Efter at mange flygtninge er kommet til Sverige i efteråret, besluttede man i den svenske kirke i Malmø at oprette et beredskab til at kunne åbne kirken. I den seneste tid er myndighederne ifølge præsten blevet så pressede, at børnefamilier prioriteres, mens enlige mænd i nogle tilfælde ikke har fået en sengeplads.

Per Kristiansson understreger, at flygtningene er myndighedernes opgave og ikke kirkens. Derfor valgte kirkerne i Malmø at henvende sig til Migrationsverket, der svarer til Udlændingestyrelsen, og fortalte, at man kunne hjælpe, hvis det blev nødvendigt. Lørdag blev kirken så kontaktet.

Asylsøgerne kom i busser med vand, mad og tæpper. Kirkens beredskab dækker over, at der er mennesker til stede hele natten, også sikkerhedsvagter.

”Om morgenen bliver de hentet igen, for søndag skulle vi have højmesse. Kirkekoret kom om morgenen og øvede, og det var helt fantastisk at se, hvordan asylsøgerne sad i kirkerummet og lyttede til deres sang. Det blev for dem et møde med kirken,” siger Per Kristiansson.

Siden weekenden har kirken haft overnattende asylsøgere. Tallet er steget til omkring 100 primært enlige mænd fra Afghanistan, Syrien og Irak.

”Det er kirkens opgave at hjælpe mennesker - Jesus Kristus var selv flygtningebarn. Det er en del af kirkens selvforståelse,” siger han.

Hvad kan og bør folkekirken i Danmark gøre?

”Asylsøgerne er først og fremmest statens område. Men myndighederne i Sverige kan lige nu ikke klare opgaven. Som kirke kan vi ikke lade folk ligge på gaden. Kirken må altid se individet, og den har et profetisk budskab til samfundet om at hjælpe.”

Ifølge Per Kristiansson kræver situationen i Sverige nu, at kirken hjælper, men så længe myndighederne i Danmark kan indkvartere folk uden kirkens hjælp, skal folkekirken ikke lade dem overnatte. Først når staten beder om kirkens hjælp, skal den træde til.

”Jeg er stolt over, hvad kirken i Malmø hjælper med, og vi får meget positiv respons. Jeg har talt med mennesker, som siger, at de havde tænkt på at melde sig ud af kirken, men nu gerne vil blive,” siger præsten, der kun har oplevet et enkelt telefonopkald med en kritik af, at kirken blander sig i en statslig opgave.

”Asylsøgerne er selv meget positive og taknemmelige. Mange af dem kommer fra steder, hvor helligheden og religion er en del af livet, og derfor har de ikke problemer med at sove i kirken,” siger præsten, der ikke ved, hvor længe endnu folk vil bruge kirken.