1984. For den britiske forfatter George Orwell var året et dystopisk aftenland, hvor overvågningssamfundet havde sat sig igennem, og Big Brother så alt. For Steve Jobs, Apple-koncernens karismatiske stifter og leder, rummede året en gryende morgenrøde, et afgørende skridt ind i en lys fremtid. Det år præsenterede han den revolutionerende Macintosh-computer foran et entusiastisk publikum.
Da han 23 år senere, i 2007, lancerede den første iPhone, var han ikke længere bare en computernørd, men digitaliseringens ypperstepræst, der skænkede de lydhøre masser en treenighed – musik, telefon og avanceret internet i ét produkt – med sloganet ”Touching is believing”.
Den svenske teolog Joel Halldorf beskriver scenen i sin nye bog ”Gud: Jagten. Eksistentiel svimlen i det 21. århundrede” (ikke oversat til dansk), hvor han undersøger religiøsitetens veje i det sekulariserede samfund.
Idéen til bogen opstod for et par år siden, da han deltog i en række debatmøder med Christer Sturmark, daværende formand for den sekulære bevægelse Humanisterne. Lige så langt de to var fra hinanden i livsanskuelse – Halldorf er pinseven, Sturmark sekulær humanist – lige så let kunne de mødes i en eksistentiel måben over universet, naturen og kærligheden. Derfor er forundringen startpunktet i bogen.
”Nogle religiøse mennesker tænker, at ’vi er åndelige, mens de andre er materialister’,” forklarer Joel Halldorf.
”Sådan ser jeg ikke på det. I stedet mener jeg, at der findes en række spiritualiteter.”
Joel Halldorf bygger sin bog på to forbundne teser. Den ene er, at alle mennesker gør sig åndelige erfaringer og tilbeder. Det gælder religiøse som ikke-religiøse. Derfor bruger han begrebet ” homo adorans”, det tilbedende menneske, i stedet for ” homo sapiens”, det tænkende menneske. Den anden tese er, at de religiøse instinkter er intakte i de sekulære samfund, men søger nye veje. Digitaliseringen og alle dens velsignelser er én vej, forbrugskulturen en anden.
Hvorfor er det religiøst?
”Fordi det, som jeg stræber mod som det ypperste gode, er min gud. Eller, for at tale med Augustin, det du retter din kærlighed mod, er de facto det, der bliver genstand for din tilbedelse.”
Det er en definition, der er svær at undslippe, for alle har noget, de sætter højere end noget andet. Men hvorfor tillægger du det religiøs betydning?
”Det er den samme analyse, profeterne i Det Gamle Testamente fremlægger omkring afgudsdyrkelse, og som du genfinder hos Augustin. Men hvis du prøver at se verden fra det perspektiv, bliver det så ikke mere forståeligt, hvorfor vi har så svært ved at stoppe vores forbrug – selv om vi har alt og ved, hvad forbruget betyder for kloden, og hvordan det tager sig ud i et globalt lighedsperspektiv? Alligevel kan vi ikke rationelt overbevise os selv om at stoppe. Er det ikke en slags religiøs drivkraft?”
Du kalder det at forbruge ”et af de stærkeste folkelige fromhedsudtryk”. Hvordan udtrykker forbrug fromhed?
”Fordi der findes institutioner og ritualer for forbruget. Tag storcentrene med deres universelle, tempellignende karakter med luft og lys. De rummer altre, hvor produkterne ligger fremme med et løfte om et bedre liv. De er ikke kun funktionelle og praktiske, men transcendente og næsten åndelige og knyttes til egenskaber som fællesskab, kærlighed, blomstring og frihed. Konsumerismen er i vores tid en meget veludviklet og folkelig religionsform.”
Fra et åndeliggjort forbrugsløfte om blomstring er der ikke langt til selvudvikling, et andet centralt udtryk for tidens religiøsitet, forklarer Joel Halldorf. For efterhånden som videnskabelige erkendelser har forklaret stadig mere af den ydre verden, er det hellige flyttet fra naturen til menneskets indre. Derfor er det moderne menneskes imperativ ikke ”Frygt Gud” eller ”Adlyd staten”, men ”Følg dit hjerte”, skriver Joel Halldorf i sin bog.
”Og det er slet ikke kun dårligt,” tilføjer den svenske teolog, ”hvis man har en forestilling om, at mennesket er skabt i Guds billede. Problemet er, at vi på vejen til selvrealisering ikke accepterer ydre korrektiver.”
I sin store katekismus definerer Luther ens gud som ”det, hvoraf man venter sig alt godt”, og der har det sekulære menneske stor tiltro til blandt andet digitalisering, forbrug og selvudvikling, mener Joel Halldorf.
Men det er kun første del af Luthers definition. Den anden lyder: ”og som man tager sin tilflugt til i al nød”. Så hvordan ser religiøsiteten ud i vores sekulære samfund i denne coronatid?
”Som ansvarlig for coronahåndteringen er staten blevet vigtigere for os, men har vist sig ikke at være så almægtig, som vi troede. Der har også været en stærk tiltro til videnskaben, og med vaccinerne, der er på vej, er vi alle dybt imponerede over, hvad man har formået. Men går man tilbage til marts og april, har meget af det, videnskabsfolkene sagde dengang, vist sig at være forkert. Alligevel får disse mænd i hvide klæder en slags præstestatus i samfundet, og sådan har det været siden Oplysningstiden.”
I Sverige har statsepidemiolog Anders Tegnell i så fald fungeret som en slags ypperstepræst?
”Ja, han har fået en slags pastoral faderrolle i Sverige, og der har været skabt en hel liturgi omkring det. I begyndelsen af pandemien begyndte folkesundhedsmyndighederne pressekonferencer hver dag kl. 14 med tre rituelle råd – vask hænder, hold afstand, bliv hjemme, hvis du er syg – og med fremvisningen af nogle kort, der illustrerede den globale udvikling. Mange ting blev ritualiseret og udfyldte en religiøs, tryghedsskabende funktion.”
Siden da har svenskerne justeret strategien kraftigt flere gange, og Anders Tegnell er blevet kritiseret og delvis marginaliseret.
Når Joel Halldorf beskriver, hvordan det sekulære samfund indoptager religiøse ritualer og tænkemåder, er det nærliggende at overveje, om eksporten ikke også går den anden vej?
”Jo,” svarer han, ”der finder en vekselvirkning sted, og sådan har det været fra kirkens første tid.
Det store spørgsmål er, hvordan man gør det på en måde, så man kan være tro mod sin identitet som kirke. Især meget karismatiske kirker er dygtige til at indoptage elementer fra underholdningskulturen. Tilsvarende anvender man i Svenska Kyrkan i høj grad et terapeutisk sprog, og jeg tror, at man i begge tilfælde risikerer en udvanding.
Hvis vi tager det terapeutiske sprog: Naturligvis er der noget om, at frelsen er en form for helbredelse, ligesom terapi har med heling af menneskelige sår at gøre, men i kristendommen er det at have det godt ikke det højeste gode. At vende sig ud mod verden i kærlighed og mod Gud i tilbedelse er vigtigere.”
I sin bog beskriver Joel Halldorf, hvordan man let får reduceret Gud til ”en kosmisk butler”, der helst skal efterkomme ens mindste ønsker.
”Jeg tænker ofte på Aslan-figuren fra C.S. Lewis’ Narnia-bøger. Aslan er ikke en tam løve, og det er virkelig godt. Lewis formidler så fint Guds hellighed og det, at vi ikke kan kontrollere Gud – det er altid menneskets fristelse at ville gøre det. Med forestillingen om den kosmiske butler mister vi den dimension, at vi er mennesker, mens Gud er Gud og skal tilbedes og takkes.”
Dermed er vi tilbage ved ” homo adorans”, det tilbedende menneske, der i en sekulær tid kan vende sig mod det digitale evangelium, butiksaltrene, den indre flamme og meget andet. Men inden man gør boet op og vælger sin gud, kan man – i selvudviklingens navn – passende overveje et sidste udsagn fra Joel Halldorf:
”Sjælen er som et spejl: Det, vi vender os mod i tilbedelse, genspejles i, hvem vi bliver.”