Når svenske par vælger et kirkebryllup, er det ikke altid ensbetydende med, at de også ønsker, at Gud og kristendommen spiller en fremtrædende rolle.
Det viser en spørgeskemaundersøgelse foretaget af avisen Kyrkans Tidning, hvori knap hver tredje af 216 adspurgte præster svarer, at de har oplevet at blive bedt om at skrue ned for Gud og det kristne budskab ved vielser.
David Thurfjell, der er professor i religionsvidenskab ved universitetet i Södertörn, har for nylig udgivet bogen ”Det gudløse folk - de postkristne svenskere og religionen”.
Han mener, at ønsket om mindre kristendom skyldes en splittelse i opfattelsen af kirkens rolle i det moderne Sverige.
”Blandt faste kirkegængere er der mange højkirkelige, der går op i ritualerne, og hvor forholdet til Gud spiller en stor rolle. Men på den anden side er der den brede majoritet af kulturkristne, der ser kirken som en kulturinstitution og et rum for traditioner og de store livsbegivenheder. De ønsker, at vielsen skal have fokus på brudeparret og ikke så meget på kirken,” forklarer han.
David Thurfjell mener ikke, at ønsket om mindre fokus på kristendommen nødvendigvis udstiller den øgede sekularisering de seneste år.
Det handler snarere om, at mange højkirkelige tilhængere og pinsebevægelsen igennem det 20. århundrede satte et kraftigt aftryk på Svenska kyrkan.
Han vurderer, at det derfor ikke er selve ritualet - der ligner det danske - som folk bliver skræmte af, men at nogle unge svenskere opfatter kirken som tung, gammeldags og højtidelig.
”I 1930'erne, hvor nærmest alle var medlemmer af kirken, var det, der fyldte i kristne lærebøger, ikke Gud og synd, men at man skulle være god ved naturen, de ældre og næstekærlighed.
I takt med, at mange ikke længere gik i kirke fast, begyndte de bibeltro at fylde mere og mere i svensk kristendom, og det har skabt en polarisering,” siger han.
En af årsagerne til, at omkring en tredjedel af de svenske par alligevel vælger kirken som ramme om ægteskabets begyndelse, er ifølge David Thurfjell, at mange unge leder efter faste holdepunkter.
”I et moderne samfund med mange kulturer og påvirkninger er det let at føle sig rodløs, og derfor søger mange tilbage i familiehistorien og traditionerne for at finde holdepunkter, der binder livet sammen.
Af samme årsag går man til kirken ved de store begivenheder, selvom man i hverdagen ikke ser sig selv som kristen,” forklarer han.
Ifølge Hans Raun Iversen, der er lektor ved afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet, kan årsagen spores helt tilbage til Reformationen, hvor det moderne Sveriges første konge, Gustav Vasa, i 1527 kappede størstedelen af de formelle bånd til paven i Rom.
”Svenskerne har aldrig rigtigt fået en reformation og brød først langsomt med paven, og den arv gør, at Svenska kyrkan også i dag er mere højkirkelig og ikke helt så tæt på folket, som den danske folkekirke er,” forklarer Hans Raun Iversen.
Båndene til pavestaten blev først for alvor brudt i 1593, hvor de sidste katolske klostre lukkede, og først i 1870 fik den evangelisk-lutherske kirke navnet Svenska kyrkan, selvom den blev ratificeret som statskirke i 1614.
Hans Raun Iversen mener, at en af årsagerne til, at Sverige ifølge flere undersøgelser er Vestens mest sekulære samfund, netop er den højkirkelige tradition, og at det er den, nogle skræmmes væk af.
”Der er ingen tvivl om, at kirken har et mere stift og højtideligt udtryk i Sverige, mens man i Danmark i højere grad er kirke efter folkets ønsker.
Det påvirker opfattelsen og er medvirkende til, at mange føler større afstand til kirken,” siger han.
I 2014 blev 17.476 svenske par - 33 procent - gift i Svenska kyrkan.