Svært at forene præstejob og familieliv

PRÆST I DAG: Den 44-årige sognepræst Helle Jeppesen fra Rødovre har ofte overvejet at stoppe som præst trods stor glæde ved jobbet

-- Alle vanskelighederne til trods er jeg meget indstillet på, at det er det, jeg skal blive ved med, siger sognepræst Helle Jeppesen, som ofte har tænkt på at stoppe som præst. -- Foto: Kristian Djurhuus.
-- Alle vanskelighederne til trods er jeg meget indstillet på, at det er det, jeg skal blive ved med, siger sognepræst Helle Jeppesen, som ofte har tænkt på at stoppe som præst. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Mere end én gang det seneste år har Helle Jeppesen tænkt på, om hun skulle droppe jobbet som præst og finde sig noget andet at lave, fordi det er for svært at få hverdagen til at hænge sammen. Dermed hører hun til blandt den fjerdedel af alle folkekirkens præster, der overvejer helt at stoppe som præster. Men det vil være med blødende hjerte, hvis hun gør det.

– Jeg kan rigtig godt lide mit arbejde og er virkelig tilfreds med at være præst. Faktisk bliver jeg mere og mere glad for det, siger Helle Jeppesen, som alligevel giver plads for tanken om at forlade præsteboligen på den stille villavej i Rødovre.

– Der er bare så mange ting i hverdagen, som er svært forenelige med det at være præst. For eksempel fordi man som præst ofte skal arbejde på skæve tidspunkter. Det er påkrævet, at man tager til aftenmøder, og at man kan have samtaler med folk sidst på dagen, når de har fri. Præsten er også væk i weekenden til begravelse og bryllup om lørdagen og til gudstjeneste om søndagen.

– Derudover er det ofte sådan, at man ikke er helt til stede, når man er derhjemme, fordi det er et arbejde, som fylder meget. Det gør åndsarbejde jo. Hvis jeg for eksempel sidder midt i en prædikenforberedelse, kan det være svært at slippe den i tankerne, når min søn er kommet hjem.

Helle Jeppesen er alenemor til en syvårig dreng, der lider af et handicap, som gør hendes situation endnu vanskeligere end mange andre præsters.

Han har en gennemgribende udviklingsforstyrrelse med blandt andet autistiske træk, og det betyder, at han har brug for en meget overskuelig og struktureret hverdag.

– Det vil sige, at han vil have allerbedst af at blive passet ude nogle timer hver dag og så ellers have sin mor for sig selv resten af tiden. Det er for eksempel meget vanskeligt for ham, når telefonen ringer, og det kan den selvfølgelig gøre også ret sent på dagen, hvis for eksempel de pårørende til en afdød eller en bedemand skal have fat i mig. Jeg har nogle gange tænkt på, at vores liv ville være nemmere, hvis jeg ikke som nu boede på mit arbejde, men i stedet arbejdede et vist antal timer hver dag og havde fri, når jeg kom hjem.

På grund af sin søns handicap kan Helle Jeppesen ikke have ham med i kirke eller til møder i sognegården.

– Jeg kan heller ikke lade ham se en videofilm, mens jeg for eksempel har besøg af dåbsforældre, sådan som jeg ved, at kolleger gør med deres børn i et kortere tidsrum. Derfor er jeg godt klar over, at med min handicappede dreng er jeg i en specifik situation, men sådan set er det vel bare en skærpelse af den situation, som alle præster med familie oplever. Jeg tror, det er svært for alle familier, både for børnene, præsten og den ægtefælle, som er gift med en præst, siger Helle Jeppesen og tilføjer:

– Blandt kolleger taler vi ofte om, at det er belastende at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Især fordi det er belastende at definere, hvornår man arbejde, og hvornår man har fri. Præstejobbet kommer ofte til at fylde det hele og brede sig ud over hele dagen.

På spørgsmålet, om det ikke er noget, man ved, inden man begiver sig ind i arbejdet som præst, svarer Helle Jeppesen:

– Jo, det ved man sådan set godt, men ingen kan jo vide det helt, før man har prøvet det. For mig er præstearbejdet et kald, og jeg er gået ind i det med en indstilling om, at det her vil jeg altså. Men så kan man finde ud af, at præstearbejdet kan være meget belastende og have en for høj pris.

Hun har fået bevilget arbejdstidsnedsættelse, sådan at hun kan nøjes med at arbejde halvtids som præst, men det er ikke uden omkostninger for hende.

– Det er en belastning både i forhold til kolleger og til sognet, at jeg ikke arbejder fuld tid, så det har jeg ligesom også siddende på mig. Det skaber for eksempel en usikkerhed hos alle, fordi de ikke helt ved, hvornår jeg er der, og præstearbejdet er svært at definere og lægge fast som arbejde på halv tid.

– Alle vanskelighederne til trods er jeg meget indstillet på, at det er det, jeg skal blive ved med. Jeg kan rigtig godt lide gudstjenesten, skrive prædikener og tænke tanker. Jeg kan også godt lide at tale med folk, som har det svært og føle, at jeg kan gøre en forskel. Der er en stor bredde og variation i præstearbejde, som jeg finder meget meningsfyldt. Det er ikke altid specielt sjovt eller nemt, men det er meget sjældent, at jeg laver noget, som ikke giver stor mening. Det er ikke bare et arbejde, jeg har for at tjene penge. Det er virkelig noget, som betyder meget for mig, siger Helle Jeppesen.

kiil@kristeligt-dagblad.dk

HELLE JEPPESEN

44 år, født i Osted på Midtsjælland og student fra Roskilde Katedralskole. Hun blev teologisk kandidat i 1991 fra Københavns Universitet og havde derefter vikariater som præst på Langeland og i Svendborg, inden hun i 1993 kom til Rødovre Sogn ved København.

PRÆST I DAG

Kristeligt Dagblad har talt med 275 præster om deres arbejdsforhold og meninger om aktuelle sager. I en ny serie om præster i dagens Danmark sætter vi fokus på jobbet mellem kald og profession.

Læs temaet "Præst i dag" på

kristeligt-dagblad.dk