Jeg var 17 år, første gang det skete. Men modsat, hvad man måske kunne forestille sig, var det ingen sublim åbenbaring på en bjergtinde, nærmest det modsatte. Det var en erkendelse, som kom midt i hverdagen, mens jeg en eftermiddag lå og læste Søren Kierkegaards bog ”Begrebet Angest” på mit værelse hjemme hos mine forældre.
Jeg var midt i de formative år i livet, de år, hvor man får de erfaringer og åndelige gennembrud, der præger én gennem tilværelsen, og som også har med de kropslige ændringer at gøre, som man også kan læse om i Kierkegaards bog. Jeg blev i hvert fald ramt af et så radikalt indbrud i mit liv, at verden sidenhen aldrig har været den samme for mig.
Erkendelsen kom midt under læsningen og gav mig på et splitsekund forståelsen af syndefaldet, af, at vi mennesker er syndige, at vi skal dø, at verden ikke er så god og så tryg, som jeg ellers havde troet det hidtil. Men nu var der et klart før og et klart efter, hvor jeg forstod, at jeg ikke længere hørte hjemme i den harmoniske verden, som jeg hidtil havde levet i.
Slørene i mit liv var endegyldigt blevet trukket til side, og jeg så ind i de voksnes verden og måtte derfor spørge mig selv: Hvis vi er endelige og ufuldkomne mennesker, der lever i en falden verden, hvor kommer frelsen og tilgivelsen så fra? Hvis den kommer.
Og det er så dér, at spørgsmålet om Guds eksistens meldte sig for mig. Mit hjem var ikke udpræget kristent, og vi var sjældne kirkegængere, så jeg måtte søge svarene selv, fortrinsvis i litteraturen. Ikke kun hos Kierkegaard, men også hos salmedigterne, hos forfattere som Martin A. Hansen og selvfølgelig i evangelierne.
Som en god protestant var jeg samtidig opdraget til at tænke på troen som et indre forhold til Gud. Så efter den eftermiddag trak jeg mig mere tilbage fra verden og ind i mig selv i min søgen efter svar og i en besindelse på den sårbarhed, som jeg samtidig havde opdaget, at jeg også besad.
Øjeblikket på sofaen blev dermed begyndelsen på en indre trosrejse, som stadig er i gang. Jeg går i dag jævnligt i kirke, men må være ærlig og sige, at jeg ikke har den stærke følelse af helt personligt at være tæt på Kristus, som andre måske kender. Dog har jeg haft enkelte, nærmest epifaniske oplevelser.
Der er især en oplevelse for nogle få år siden i Sorø Klosterkirke, som vi bor i nærheden af, og som ud over et fantastisk orgel har et kæmpestort krucifiks, der hænger ned fra loftet midt i kirkerummet.
Jeg var gået hen i kirken for at høre orglet, og det stormede og bruste også, som det skulle, i den store kirke. Jeg sad henført og lyttede. Men da musikken sluttede, og alting lagde sig igen, var det, som blev en tone ved med at suse højt oppe under taget.
Jeg lyttede til den og oplevede så, at jeg dér midt på bænken tabte mig selv, at jeg så at sige smeltede hen, imens jeg så op på krucifikset og oplevede Kristus komme dalende ned og svævede over mod mig. Det var som et drømmesyn.
Tro handler også om at give sig hen, om at turde være i følelsen i det sjældne øjeblik, at være i oplevelsen og møde Kristus. Om det så var det, jeg mærkede den dag i Sorø Klosterkirke, ved jeg ikke. Men selvom både synet og fornemmelsen hurtigt var væk igen, og jeg snart kom til mig selv igen dér på kirkebænken, så var jeg en trosoplevelse rigere og en erkendelse større.
For nu havde jeg igen som i min ungdom, men på en mere inderlig måde, oplevet tidens ophævelse som en forløsning, mærket kontrasten mellem det, man kalder den jordiske hverdags timelighed, og den himmelske evighed.
Det var derfor også en erfaring, der satte min ungdoms erkendelse af synden og Guds rolle i relief, og som gav mig en yderligere dimension til den tro og den tvivl, som jeg som voksen mand bedre kunne rumme.
Hvad udfordrer din tro?
I den lutherske tradition handler troen om det personlige gudsforhold, hvilket er en velsignelse, men også en udfordring. For hvordan når man fra den intellektuelle refleksion og ind til den enfoldighed og evne til uden videre at modtage troens gave? Det kan godt drille mig.
Jeg må også tit spørge mig selv om, hvordan man gør sig billeder af Gud, frelsen og Paradis? Vi mennesker har nemlig meget lettere ved at gøre os billeder af det, som vi kender og kan sanse i den skabte verden, men også af alt det, der ikke lykkes for os, det onde, fortabelsen, det negative. Vi er jo syndere, og hernede ser vi som bekendt kun i et spejl, stykkevist og delt.
Og hvordan ser efterlivet ud? Umiddelbart forestiller vi os ofte noget med at være sammen med vores kære, men hvordan skal det spænde af, når først vi er dér?
Jeg kan for eksempel vældig godt lide min svigerfar, men at skulle høre på hans golfhistorier i al evighed? Kristendommen er i mange sammenhænge dualistisk og indstifter et radikalt skel mellem denne verden og efterlivet. Jeg holder mig dog til Grundtvig, der overvinder dualismen med ordene ”mit land er himmel og jord, hvor kærlighed bor”. Altså både himmel og jord, også den skabte verden. Der er også kun én ting, der er mere ufattelig end Gud og en verden skabt af Gud, nemlig at der ikke findes en skabende Gud.
Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?
De bedste råd får man i kirken, og for mig handler det især om det åndelige råd om at være taknemmelige og ikke bekymre os, men stole på Gud. Det er et godt råd, netop fordi det er så svært.
Det bedste i livet er noget, vi skænkes, og det er aldrig vores egen egenmægtige fortjeneste. Det gælder især den kærlighed, som vi får fra vores nære, og den nåde, som skænkes os fra Gud.
I mit og min kones liv fylder taknemmeligheden i hvert fald meget. Vi havde svært ved at få børn og havde næsten opgivet det efter lang tids forgæves forsøg, men så lykkedes det for os at få vores datter, og det er en kilde til evig taknemmelighed for os.