FRANK SVENSSON står der med store blokbogstaver på dørtelefonen, som efter et enkelt tryk med et bib åbner døren ind til en lille opgang. I en toværelses lejlighed i Københavns Sydvestkvarter bor den 56-årige Frank Svensson.
En skarp cigaretlugt rammer næseborene, når man træder ind over dørtærsklen, og hver eneste flade i lejligheden er optaget.
Medicinglas, små dimsedutter, kopper og kuglepenne fylder op på et langt træsofabord og et brunt spisebord, der er placeret foran altandøren. Her sidder Frank Svensson med en plasticbakke med vakuumpakkede kartofler med brun sovs og kød foran sig.
Men lejligheden i Sydhavnen har ikke altid været hans hjem. I mere end syv år har Frank Svensson nemlig siddet i fængsel. For at dræbe et andet menneske.
Det er nu mere end 23 år siden, han blev løsladt, og meget er sket siden den dag, der for altid vil være en del af Frank Svenssons fortælling. Selvom han har begået en af de værste forbrydelser, man kan begå, føler han sig tilgivet måske ikke af omverdenen, men i hvert fald af Gud. Og tilgivelse har alle mennesker brug for, uanset syndens karakter, mener han.
Alle har behov for tilgivelse. Vi kvajer os alle sammen, og man kommer ikke igennem livet uden at kvaje sig, siger Frank Svensson, som ikke forsøger at skjule sin synd. En synd, som han ikke erindrer, han begik, før senere.
Frank Svensson var 26 år og havde en kone og et lille barn på halvandet år. Hans liv var præget af druk og stoffer, og ved siden af sit ægteskab havde han en elskerinde. En dag, da de to var ude at gå en aftentur, kom de op at skændes om, hvorvidt de skulle købe seks øl eller ej.
Hun teede sig, og så reagerede jeg ved at slæbe hende ned i en viadukt, hvor jeg først tævede hende, og derefter skar halsen over på hende.
Selvom Frank Svensson fortæller det fuldstændig klart nu, var han ikke klar over, hvad han gjorde i øjeblikket.
Jeg var bedøvet af druk og stoffer, hørte stemmer og havde vrangforestillinger, og der gik lang tid, før jeg var klar over, hvad jeg havde gjort.
Og det var også først efter seks dage, at politiet fandt liget af kvinden, og Frank Svensson blev anholdt. Han blev med det samme sendt i psykiatrisk forvaring. Siden blev han idømt 12 års fængsel, men kom ud efter syv et halvt år på grund af god opførsel. Det meste af tiden sad Frank Svensson i Herstedvester Fængsel i den psykiatriske afdeling. Her sad han, fordi man mente, at han var psykisk syg, men for mild til at sidde i Vestre Fængsel, som er kendt for at huse nogle af Danmarks meste hårdkogte forbrydere.
Livet i fængslet var præget af hash og stoffer, og der var både gode og dårlige tider, men det var hårdt.
I fængslet talte Frank Svensson meget med en fængselspræst, og sammen med ham begyndte han at læse passager fra Bibelen. Men det var først langt senere, at troen for alvor blev en fast følgesvend i hans liv.
Da Frank Svensson kom ud af fængslet, mødte han en kvinde, som han blev forelsket i, og de blev sidenhen kærester. Hun led af epilepsi, og da de havde været sammen i 20 år, døde hun af sin sygdom. Den dag, hans kæreste blev begravet, mødte Frank Svensson for alvor Gud. Det var gennem den præst, der bisatte hende, og som han talte meget med. Det er nu fire år siden.
I dag betyder historierne fra Bibelen utroligt meget for Frank Svensson, og det er vigtigt for ham at komme i kirke om søndagen til gudstjenesterne. Han får taxaboner af kommunen, så han kan blive kørt til kirken, da han er for besværet af en lungesygdom til at tage offentlige transportmidler. Og kirke vil han i. Her tænder han hver søndag tre lys for tre kvinder i hans liv, som har betydet noget for ham. De er alle sammen døde i dag. Og så søger han om tilgivelse.
Frank Svensson stopper midt i sætninger, når han taler.
Efter 42 år med cigaretter og et årelangt forbrug af hash lider Frank Svensson både af astma og lungesygdommen KOL, og det gør det til en kamp at tale. Men op til flere gange citerer Frank Svensson passager fra Bibelen, og der glider talen let. Blandt andet nævner han lignelsen om den rige bonde fra Matthæus-evangeliet. På spørgsmålet om, hvad den tekst betyder for ham, er svaret klart:
Hvis du ikke villig til at afgive noget af din rigdom, kan du ikke komme i paradis. Og jeg synes, det er vigtigt at kunne afgive noget af sin rigdom, for jeg har jo aldrig prøvet at være rig. Jo rig på kærlighed.
Ordene lyder paradoksale i forhold til den livsfortælling, som Frank Svensson bærer rundt på. Hans barndom var præget af vold, druk, voldtægt og stoffer. Hans far havde ni børn, men for ham og moderen var det vigtigere at bruge tid nede på værtshuset frem for på børnene. Og det var derfor op til Frank Svensson og hans brødre at tage sig af deres fireårige lillebror. De skiftede bleer på ham, kørte ture med ham i barnevognen og lagde ham i seng hver aften. Mad skulle de også selv sørge for, så derfor tiggede de mad hos bageren og pølsemanden på Christianshavns Torv.
Det var først, da vi stak ild til lejligheden for vi skulle lige se, om den kunne brænde at socialforsorgen greb ind.
Som syvårig blev Frank Svensson derfor sendt på børnehjem. Et sted, hvor han var meget glad og taknemmelig for at kunne få lov til at være, for her var der mad på bordet og ingen vold eller fulde forældre.
Det er jo lidt som den omvendte verden. For jeg fandt ikke kærligheden hos mine forældre, men jeg følte mig meget elsket på børnehjemmet. Jeg husker specielt en kvinde, som tog sig meget kærligt af os, og som tog os med i kirke en gang imellem. Så jeg føler bestemt, at jeg er blevet elsket bare ikke af dem, der burde elske mig. Og jeg har elsket tilbage.
Frank Svenssons sætning slår en art genklang af den prædiken, der i morgen vil fylde kirkerummene, hvor Jesus siger til farisæerne, at Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.
Frank Svensson har selv en datter, som nu er 32 år.
Hendes liv har også været præget af druk og voldelige kærester, og det meste af livet har de tilbragt væk fra hinanden. Hun blev nemlig sendt i plejefamilie, da Frank Svensson blev sat i fængsel. Han tror, hun har tilgivet ham for hans gerninger, men de har ikke set hinanden de seneste 3-4 år, for forholdet blev ødelagt, da Frank Svensson valgte at tilbringe en juledag i kirken frem for sammen med hende. Hun forstår ikke hans forhold til kirken og troen, siger han, og han forstår ikke, at hun ikke forstår det. Frank Svensson har også to børnebørn, men dem har han ikke set andet end et par gange.
Frank Svensson føler sig tilgivet hver uge under nadveren. Men her er det ikke sin fortid, at han har dræbt et andet menneske, han søger tilgivelse for. Her er det tilgivelsen for de synder, der er blevet begået i ugens løb, hvis der skulle være nogle. For lige nu handler det mere om de små ting i hverdagen for Frank Svensson og ikke de store ting i fortiden. Livet må tages en dag ad gangen. Og hver aften beder Frank Svensson fadervor.
Jeg beder bare om en dag til ikke om flere. Men livet må gerne blive ved lidt endnu.
Ordene vidner om det paradoksale i, at uanset hvordan livet har været ved mennesket, så søger mennesket livet. Ikke som et krav, men som et ønske. Og det er også blot et ønske, Frank Svensson har, for han ved godt, han ikke kan kræve mere.
På en spisestol foran altandøren, der fører ud til en lille, firkantet have, er Frank Svenssons faste plads, og her kommer hver dag den samme lille fugl forbi for at hente af den mad, som han lægger ud til den. Den har én gang brændt sine fødder på grillen, fortæller han, og han er bange for, at den ikke overlever vinterens komme. Det samme er Frank. I morgen skal han til lægen og tjekkes for, om han skal have et ilt-apparat, der kan hjælpe ham med at trække vejret. Men han er ikke bange for at dø. Ikke efter at han begyndte at gå i kirke. Men han er ked af, at han efterhånden har så stort besvær med at trække vejret, for det betyder, at han ikke kan komme så ofte i kirken.
Frank Svensson rejser sig til et farvel. Foran ham står den vakuumpakkede mad stadig urørt. Den må spises, når tid er.