Luften er sprød og kølig. Udsigten som på et postkort. Dhour Choueir Centeret hedder stedet. Direkte oversat betyder det bjergets skulder, og det er en kursusejendom i Libanon, som tilhører den Nationale Evangeliske Synode for Syrien og Libanon, der er en sammenslutning af protestantiske kirker. Den kendes i Danmark også for at være partnerorganisation for missionsselskabet Danmission.
Der er pause under et stort møde i den kirkelige organisation, og i dagligstuen sidder mænd klinet til et lille tv-apparat. Syrien spiller landskamp i fodbold, da jeg beder pastor Ibrahim Nseir om en samtale om, hvordan situationen i Syrien påvirker hans menighed, den presbyterianske kirke i Aleppo.
”Som kristne i Aleppo – og i Syrien i det hele taget – levede vi i fred og harmoni med alle omkring os. Vi levede sammen uden problemer, før disse terrorister, der er fundamentalistiske muslimer, forsøgte at overtage magten under forskellige titler som demokrati og frihed. Vi kirker vidste fra begyndelsen, at det ikke var deres oprigtige mål, men at deres dagsorden var at ødelægge Syrien, vores civilisation og vores historie. Nogle af de første råb i gaderne lød ’De kristne til Beirut, og alawitterne i graven’.”
Byen Aleppo har været voldsomt ramt af borgerkrigen i Syrien. Det anslås, at et sted mellem 60 og 70 procent af byen er blevet ødelagt af kampene. Hundrede tusinder er flygtet. Ibrahim Nseirs kirke er flere gange blevet beskadiget. Så i 2015 flyttede menigheden ind i en ny kirke med en stålkonstruktion bygget med synodens hjælp. Situationen har fået menigheden til at samle sig om kirken: Inden bomberne smadrede kirken, var der omkring 60 deltagere i søndagsgudstjenesterne, nu kommer der hver søndag over 120.
Pastor Ibrahim Nseir fastholder, at alt, hvad der er sket, er Guds vilje. Han kritiserer samtidig verdenspressen, som han beskylder for at have givet et skævt billede af situationen:
”Medierne skrev, at Aleppo var den farligste by i verden. Men som kirke og kirkeledere siger vi: Det var den vigtigste by i Syrien, en by, der kan bevidne Guds nåde. Gud brugte os som jordens salt til at tjene menneskene i Syrien. Uden at tage hensyn til, hvilken religion de har, eller hvilken national minoritet de tilhører. Gud ville have os der – som kirker – for at være hans udsendinge blandt de lidende, de sårede, blandt dem, der søgte hjælp, da alle andre flygtede fra byen. Det var Guds vilje. Og desuden havde vi tiltro til det syriske militær. Soldaterne var villige til at ofre sig for os, så vi ikke blev ofre i krisen.”
Pastor Ibrahim Nseir opfatter det sådan, at det til dels er Vestens skyld, at krisen i Syrien har sendt omkring en million eller cirka halvdelen af Syriens kristne på flugt.
”Jeg mener helt ærligt, at Vesten har været medvirkende til, at vi har mistet en stor del af vore menigheder. Måske har de vestlige regeringer – ikke folkene, ikke kirkerne, men regeringerne – en plan om at tvinge alle de kristne ud af Mellemøsten. Når man ser, hvad der skete i Irak, og hvad der skete her, i Palæstina og i Libanon, føler man det, som om der er en stormagtsplan et sted – en ny form for Satan – der vil tømme Mellemøsten for kristne.”
Jeg stiller pastor Ibrahim Nseir fra Aleppo et spørgsmål, som er blevet endnu mere relevant, efter at der er opstået en debat mellem flere danske missionsselskaber og politikere om, hvad der er vigtigt at gøre fra Danmark, hvis man vil bekæmpe kristenforfølgelser i Mellemøsten.
Hvordan kan vi i Danmark hjælpe Syriens kristne, både dem, der er flygtet, og dem, der er blevet i Syrien? Kunne det være en hjælp, hvis Danmark specifikt tilbød asyl til kristne flygtninge?
Ibrahim Nseir svarer med et retorisk spørgsmål:
”Tror I selv på, at Danmark og Vesten overhovedet er kristne? Jeg tvivler. Hvis man er kristen, hjælper man ikke kun kristne. Man hjælper mennesker. Spurgte Jesus de 5000, han gav mad, om de var jøder? At støtte Syriens kristne betyder, at man støtter mangfoldigheden i Syrien, støtter det sekulære system, der respekterer den enkeltes tro. Hvert menneske har reageret på sin egen måde og har tacklet krisen forskelligt. Hvis I giver dem chancen for at leve i jeres land og frihed til at vende hjem, når de føler, de kan, skal de have støtte til at komme hjem. For det vil altid være en styrke for vores samfund, at der er kristne i Syrien. Det løfter samfundet og giver en hellig værdighed. Syrien har brug for sine kristne.
Jeg mener, det er vigtigt, at Vesten definerer begrebet terrorisme, for der er en hel del dobbeltmoral på det område. I kan hjælpe de kristne i Syrien ved at give det syriske folk fri mulighed for at vælge deres eget regime og ikke ved at forsøge at tvinge os til noget, som Vesten mener er det bedste regime for Syrien.”
Pastor Ibraim Nseir tilføjer, at han helt specifikt kunne ønske sig økonomisk støtte til de kristne skoler, der spiller en helt særlig rolle i Syrien:
”Vores kirke i Aleppo driver en skole med 1000 elever. Kun to af dem er kristne, 998 er muslimer. Tænk hvilken tillid, de muslimske forældre har til os, når de sender deres børn i vores skole. Vores mission er ikke at omvende muslimer. Vores mission er at bevidne den Kristus, vi tror på, og uddanne fremtidens generation, så de ikke bliver fanatiske, men forstår at anerkende den anden. Det er vores mission. Det bør I støtte.”
Pastor Salam Hanna er pastor for den presbyterianske kirke i Latakia, som er en syrisk havneby. Latakia er det syriske Assad-dynastis hjemsted, beskyttet af regimets hær og er derfor ikke blevet ramt af krigen, men har modtaget mange fordrevne. Han ser ikke nogen måde at hjælpe de kristne på uden at få hele Syrien på højkant igen:
”Der er ingen særlig løsning for kristne syrere, men en løsning for Syrien, som vil kunne give de kristne fredelige levevilkår. I det lange løb er løsningen et land med retfærdighed, både politisk og socialt, for kristne og for muslimer med rettigheder og pligter, der er ens for alle. Det kunne man støtte ved at presse på alle parter i retning af et retfærdigt samfund med frihed på alle niveauer. Vi kender det siddende regime. Det ved også selv, at det må foretage forandringer og lave reformer. Men det er vigtigt at sikre sig, at det ikke går ud over minoriteterne, de kristne, alawitterne, druserne og så videre.”
Pastor Joseph Kassab er generalsekretær for synoden. Han er selv oprindelig syrisk præst, men har i mange år været bosat i Libanon. Jeg stiller ham samme spørgsmål: Hvordan kan Danmark hjælpe?:
”Udfordringen ligger i krisens efterspil. Vi står foran en opgave, der minder om den, de første missionærer i Mellemøsten stod over for under osmannerne. Dengang var de kristne presset af sult og fattigdom. Før de kunne lytte til Bibelens budskab, havde de humanitære behov: mad, sundhed, tag over hovedet og uddannelse. Hospitaler og skoler. I dag er Syriens kristne pressede af fattigdom, og de har mistet håbet. Jeg tror, dette er en ny chance for kirken. Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for støtte. Man kan synge salmer med 100 mennesker, men det, vi har brug for nu, er, at hele samfund kommer tilbage på benene. Der er intet håb for de mellemøstlige samfund, hvis de kristne forsvinder herfra.”