Prøv avisen

Syriens kristne mindretal bliver den store taber ved en krig

Situationen for de kristne i Syrien spidser til. På billedet ses en syrisk, kristen kvinde. Foto: YILDIZ CELIK Demotix Denmark.

Mange kristne syrere har støttet præsident Bashar al-Assad. Det kan komme til at koste dem dyrt ved et militært indgreb fra Vesten, mener forskere

Situationen for de kristne i Syrien spidser til, i takt med at en vestlig krig mod præsident Bashar al-Assad kommer nærmere. Mange kristne har igennem den autoritære Assads regeringstid vist loyalitet over for regimet, og det har langt hen ad vejen givet dem sikkerhed.

De kristne vil blive betragtet som en del af Vestens håndlangere, selvom de kristne i Syrien har helt deres egen historie og egentlig ikke har noget med kristendommen i Vesten at gøre. De vil blive betragtet som en femtekolonne eller en trojansk hest. Derfor kan man ikke helt udelukke, at der skal betales en pris, hvis regimet skifter i Syrien. Og der kan de kristne være meget udsatte, siger Peter Lodberg, der er lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet og har forsket i Mellemøstens kristne.

LÆS OGSÅ:
Leder: Nej til indgreb i Syrien

Grunden til de kristnes opbakning af Assad-regimet er ikke, at Assad har været særligt venligsindet over for kristne.

De kristne er beskyttede, når der er stabile forhold. Det kunne Assad og hans far levere i lang tid. Men det kan de ikke længere, siger Jakob Skovgaard-Petersen, der er mellemøstekspert og professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet.

Det syriske regime er ikke pro-kristent. Det kan vi se, fordi det har været involveret i massakren på de kristne i Irak og i Libanon. For Assad-regimet er det ikke et spørgsmål, om man er kristen eller en minoritet. Det er et spørgsmål, om man er med dem eller imod dem, forklarer han.

Peter Lodberg er enig med professoren.

Assad repræsenterer jo selv en religiøs minoritet i form af alawitterne (en sekt under shia-islam, red.), så der har været et skæbnefælleskab mellem dem og de syriske kristne. Det har været en sikkerhed for de kristne, men det er en beskyttelse, som nu bliver udfordret af borgerkrigen, siger han.

LÆS OGSÅ: Historiens sår bløder i Syrien

Den kristne organisation Åbne Døre International betegner de kristne syrere som en af de minoriteter, der er allermest udsatte i borgerkrigen.

I en rapport, organisationen udgav i juni i år, omtales Syriens kristne som værende i krydsilden i en kamp, hvor de lider under vold fra begge sider. Flere kristne ledere er blevet henrettet eller bortført af muslimske oprørere, og mange kristne tør ikke søge hjælp i flygtningelejre af frygt for repressalier fra sunni-muslimer, der forbinder dem med Assad-regimet.

Syriens kristne beskrives som lette ofre for bander og kriminelle, fordi de som minoritet ikke har nogen beskyttere.

Det har tvunget de syriske kristne til at vælge side, og der har ikke været mulighed for at forholde sig neutralt. Senest har kristne biskopper i Syrien advaret mod et militært indgreb fra Vestens side, fordi det kan føre til mere vold mod kristne.

Mange af de kristne har valgt at fastholde en loyalitet over for Assad-styret, fordi de har ment, at det var det mindste onde. Og derfor bliver de ekstremt udsatte i denne her overgangsfase, siger Peter Lodberg.