Krigen har ændret alt. Min tro er også blevet mindre. Jeg ved ikke helt hvorfor. Men jeg ved, at der skete noget, da krigen begyndte. Vi sad derhjemme og bad hele dagen til Gud. Men det hjalp ikke. Jeg mistede min onkel og flere af mine fætre og kusiner. Vi mistede vores hjem, vi mistede alt. Der var tre måneder, hvor byen var belejret, og vi ikke kunne skaffe mad eller noget. Når min far gik af sted på arbejde, bad vi for at beskytte ham, og når han skulle hjem igen, bad vi. Der var skud og bomber overalt, og der var piger, der blev kidnappet og dræbt. Mine forældre turde ikke lade mig gå ud. Jeg måtte gemme mig derhjemme. Min mand måtte flygte for at undgå at blive tvunget til militærtjeneste, og vi bad for hans liv.
På et tidspunkt kan jeg huske, at jeg tænkte, at om vi så bad hele dagen alle sammen, ville krigen ikke stoppe. Der skete noget i mig i det øjeblik.
Vi var altid i kirke til højtider som påske og jul, og næsten hver fredag gik vi i kirke, hvor der var aktiviteter for børnene. I Syrien var fredag fridag, fordi det er muslimernes helligdag, og der er flest muslimer i Syrien. Så om fredagen havde vi mange aktiviteter i kirken, og om søndagen gik vi også tit til gudstjeneste. Jeg husker tydeligt, når vi var i kirke til påske, at præsterne bar en kiste, som skulle symbolisere Jesu grav, og alle de voksne græd, og så græd jeg også, fordi Jesus var blevet slået ihjel på grund af os. Vi fik læst hele lidelseshistorien op fra Bibelen, og jeg græd, men nok mest fordi de voksne græd. Jeg forstod godt, at det var sørgeligt, men jeg husker også, at jeg tænkte ”hvorfor græder de, når det er så længe siden, han er død?”.
Dengang havde vi et godt liv. Vi havde ikke de store bekymringer, men vi bad meget. Da krigen så kom, fortsatte vi med at bede, men problemerne fortsatte. Og jeg begyndte at tænke på, hvorfor Gud ikke gjorde noget for at stoppe krigen. Det tænker jeg stadig indimellem.
Hvis der er en Gud, må han høre mig, men hvorfor gør han så ikke noget? Men så stopper jeg mig selv og siger tak for, at mine forældre og min mand og min bror og jeg selv stadig er i live. Min bror bor i Holland, mine forældre er stadig i Syrien, og jeg savner dem meget. Jeg er i kontakt med dem på WhatsApp hver dag, nogle gange flere gange om dagen, og jeg følger hele tiden nyhederne på Facebook og bekymrer mig for dem.
Krig ændrer mange ting i ens måde at tænke på. Jeg er blevet stærkere end før, men jeg er også blevet meget bange. Jeg bliver forskrækket, når jeg hører en høj lyd. Jeg beder stadig til Gud om, at han vil beskytte mine forældre, men jeg ved ikke, om det hjælper eller ej.
Og i hverdagen tænker jeg ikke så meget på religion. Det er, fordi krigen ændrer et menneske, men også fordi man bliver påvirket af sine omgivelser og medmennesker.
Som barn blev jeg påvirket af de voksne, der græd og bad i kirken. Nu bliver jeg påvirket af de mennesker, jeg lever blandt i Danmark. Her tror folk ikke så meget. Jeg har mange danske venner, og hvis jeg begyndte at tale en masse med dem om påsken, ville de måske grine af mig. Selv i kirken er det hele meget anderledes end i Syrien. Jeg går til international gudstjeneste i folkekirken den første lørdag i hver måned i Vor Frue Kirke i Odense, og vi er en gruppe, der mødes bagefter og spiser sammen. Det er dejligt, for der er mennesker fra hele verden - Syrien, Indonesien, Filippinerne, Danmark, Nigeria, Irak. Men selv om vi alle er kristne, taler vi ikke så meget om religion. Vi har det bare sjovt med at mødes, og vi griner og hygger os sammen.
Gudstjenesten og kirken berører mig ikke så meget her i Danmark. I Syrien gik jeg i kirke, når jeg var ked af det eller vred over noget. Så gik jeg hen i kirken og bad, og jeg mærkede en lettelse. Jeg fandt fred. I Danmark får jeg ikke samme følelse af at gå kirke, jeg ved ikke hvorfor. Så nu går jeg ikke så meget i kirke for at bede til Gud, men for at møde mennesker.
I den internationale gruppe er vi sammen som mennesker. Det er det, der betyder noget for mig. Hvis folk tænker for meget på religion, bliver de tit mere fjendtlige over for hinanden. I Syrien var der muslimer, som ændrede holdning under krigen og blev fjendtlige.
Før krigen var der ikke den slags problemer, og jeg havde mange muslimske venner. Heldigvis var der ingen af dem, som ændrede holdning under krigen. Og i Danmark har vi også muslimske venner. Jeg tænker ikke på religion, når jeg møder andre. Jeg tænker på, hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at være sammen med andre og dele livet med dem.
Det er ikke så let i Danmark. I Syrien var vi altid sammen med andre, det sociale liv fyldte meget. I Danmark er det som om, det ikke er det, folk prioriterer højest. For mig er det vigtigst. Så kirken er mest et sted, hvor jeg møder andre mennesker.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det bedste råd, jeg har fået, er, at man skal lægge de dårlige ting fra fortiden fra sig og tænke fremad. Tænke positivt og tilgive andre. Følger man det råd, tror jeg, at man kan komme videre, også efter at have oplevet krig og mistet meget. Det er ikke let at tilgive. Men med tiden bliver det lettere. Det er lettere for mig at tilgive dem, der har dræbt mennesker, jeg holdt af, nu hvor jeg er kommet på afstand af krigen. For dem, der bor i Syrien, er det svært, for alle har mistet.
Hvad har udfordret din tro?
Krigen og alt det, der er sket i Syrien, har udfordret min tro. Det har været svært at opleve, at selv om vi har bedt og bedt, så er rædslerne bare fortsat. Jeg ved ikke længere, om jeg tror, at det nytter noget at bede. Selv om vi bad dagen lang, ville krigen nok ikke stoppe. Alligevel beder jeg stadig, men ikke så ofte som tidligere.