Søndagsskoler vil udruste ledere bedre

Engang var søndagsskolen et sted, hvor børnene fik klistermærker for hver gang, de troppede op til fællessang, kiks og bibelhistorier. Nu skifter søndagsskolernes organisation kurs

Når børn fremover kommer i søndagsskole, vil det ikke længere kun handle om at synge sange og drikke saftevand. I fremtiden skal de møde kompetente søndagsskoleledere, der har lært at tale med børnene om, hvad der rører sig i deres hverdag
Når børn fremover kommer i søndagsskole, vil det ikke længere kun handle om at synge sange og drikke saftevand. I fremtiden skal de møde kompetente søndagsskoleledere, der har lært at tale med børnene om, hvad der rører sig i deres hverdag . Foto: Alexandre MARCHI /NCY.

levende kristendom

Nu sadler vi om og viser, at vi er med på beatet, selvom vores organisation er over 130 år gammel.

Sådan lyder det fra Bent Molbech Pedersen, der er landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler. Efter det seneste bestyrelsesmøde i organisationen skifter bevægelsen fokus fra barn til leder med det mål at klæde de frivillige på til at møde børnene der, hvor de er.

LÆS OGSÅ: "Jeg drømmer om en kirke, hvor børnene bliver taget alvorligt"

Når børn fremover kommer i søndagsskole, vil det ikke længere kun handle om at synge sange og drikke saftevand. I fremtiden skal de møde kompetente søndagsskoleledere, der har lært at tale med børnene om, hvad der rører sig i deres hverdag.

Vi vil hellere snakke med 10 ledere end 10 børn, fortæller Bent Molbech Pedersen, der er landsleder i Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler.

Med den slagfærdige beskrivelse sammenfatter han organisationens nye indsatsområde, der skal modernisere dens kristendomspædagogik.

Organisationen har flere nye tiltag for organisationens frivillige ledere i støbeskeen. Fra efteråret vil Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler lancere uddannelsesforløb i både et børnespor og et juniorspor, som undervisningen skal specialisere sig inden for. Derudover er ambitionen at finde kvalificerede konsulenter fra hele landet, som kan uddanne søndagsskolelederne til det pædagogiske arbejde med børnene, blandt andet for at tale om, hvad børnene er optaget af.

De børn, der i dag kommer i kirkernes søndagsskoler og juniorklubber, kæmper med andre ting end for 10 år siden. Ifølge Bent Molbech Pedersen er det vigtigt, at søndagsskolerne tør tage de pædagogiske og psykologiske tematikker op, som rører sig blandt børn og unge i dag.

En del af vores nye strategi er det temabaserede arbejde, hvor vi satser på emner som børn og sorg, børn og stress og børn og tro, fortæller han og forklarer, at nutidens søndagsskoleledere arbejder projektorienteret og i højere grad end tidligere har brug for konkrete og faglige opgaver.

Elisabeth Guldager er mor til Josva på otte år, der går i søndagsskole i Horsens Valgmenighed. Hun håber, at det nye tiltag kan være med til at sikre kvaliteten af søndagsskolens arbejde, både for børnene og for lederne selv.

Ligesom vi forventer kvalitet i alle mulige sammenhænge, så gør vi det også i kirken, fortæller hun og understreger det positive i, at Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler sætter sociale problemer på dagsordenen.

Der er ikke noget forkert i at tage store spørgsmål op i søndagsskolen. Man må ikke være bange for at tale om væsentlige ting med børn.