I morgen træder den danske nonne søster Abraham ind i klubben af 80-årige, der ikke synes at lade alderen diktere, hvor ofte de skal rejse, og hvor mange forskellige punkter de kan magte på dagsordenen.
LÆS OGSÅ: Søster Abraham: Jeg foretrækker at blive anset som kristen
Ud over at være katolsk nonne i Jerusalem er Kirsten Stoffregen Pedersen, som er søster Abrahams oprindelige navn, en flittig foredragsholder i Danmark.
Hun er ikonmaler. Doktor ved Det Hebraiske Universitet. Forfatter. Og i løbet af de seneste 10 år har hun besvaret religion.dk's læseres spørgsmål om nonneliv og religionsmøde i Mellemøsten.
STIL SPØRGSMÅL TIL SØSTER ABRAHAM OG LÆS HENDES SVAR TIL LÆSERNE
Hun er født og opvokset i en troende luthersk familie, men tog allerede som otteårig den beslutning at hun ville være nonne. Som 18-årig konverterede hun til katolicismen og påbegyndte sit liv som nonne året efter.
LÆS OGSÅ:Jeg vidste som 10-årig, jeg ville være nonne
Hun blev døbt af sin onkel og opdraget som luthersk protestant. Hendes morfar blev meget skuffet og måske endda en smule vred over hendes beslutning om at blive katolsk nonne. I dag ser søster Abraham tilbage, og de familiære uenigheder får hende kun til at smile. Det vigtige er, at hun er kristen.
For mig er det en gave at være kristen. Det er jeg dybt taknemmelig for, siger hun.
LÆS OGSÅ: Tror kristne og muslimer på samme Gud? (Søster Abraham svarer)
I 1965 emigrerede hun til Jerusalem, og med årene er hun blevet en del af byen. Den hellige by, som hun elsker til trods for de mange konflikter. For søster Abraham er Jerusalem hellig, fordi Gud valgte det. Ikke mennesket. Den måde at betragte byen på får hende også til at se håbet der, hvor andre måske kun får øje på byens grimme og konfliktfyldte ansigt.
Jeg går ikke ind for religionskampe, og jeg er imod de indbyrdes skænderier mellem de forskellige kristne kirker. Men vi må hele tiden tænke på, at det er den samme Gud, vi tror på, og at tingene ikke er blevet værre med årene. Derfor skal vi fortsætte med at tale sammen, arbejde sammen og vise hinanden venlighed og respekt.
LÆS OGSÅ:Påske i Jerusalem (indlæg af Søster Abraham)
Hendes beslutning om at blive nonne var blandt andet drevet af, at mennesker er sat i verden for at hjælpe hinanden og for at leve sammen.
Det kan lyde underligt, at jeg allerede vidste, jeg ville være nonne som otteårig. Men jeg var ikke i tvivl og har aldrig været i tvivl siden. Jeg har altid haft en meget klar fornemmelse for, hvad Gud mener, jeg skal gøre, siger hun.
Heller ikke det familieløse liv i cølibat vækker den mindste fortrydelse, når hun ser tilbage på sit liv.
Jeg fortryder ingenting og er taknemmelig for at have mødt så mange forskellige mennesker i mit liv. Det er rigtigt, at jeg ikke efterlader meget i materiel forstand. Jeg er ikke rig, men har altid klaret mig. Men det, jeg vil efterlade mig, er mit arbejde og de nyttige ting, jeg har gjort, siger hun.
Mange af de ting, søster Abraham har sagt og gjort i sit liv, er inspireret af den katolske kirkes mange helgener. De har betydet meget, og deres gerninger har betydet meget for den danske nonne. For hende er det mennesker, der har gjort det bedste for at leve, som Gud ønsker.
Jeg har altid følt mig inspireret af helgener. Vi må altid huske, at der jo er en grund til, at den katolske kirke har sine helgener, siger hun.
LÆS OGSÅ:Hvad er en helgen?
Jerusalem rummer den samme slags inspiration. Det hellige ved byen skaber en nærhed, selvom søster Abraham altid mener, Gud er meget tæt på mennesker, uanset hvor i verden de befinder sig.
Når jeg ser tilbage på mit liv, er jeg først og fremmest taknemmelig for at bo i Jerusalem og for de venner, jeg har. Men jeg føler mig ikke tættere på Gud, fordi jeg bor her. Gud er overalt.
For søster Abraham er alderen ikke ensbetydende med, at tanker om døden presser sig på.
Vi er skabt til at leve. Ikke til at dø. Det eneste, vi ved om døden, er, hvad Jesus har sagt. Når jeg tænker på døden, ved jeg, at det ikke bliver svært. Jesus har gjort det. For mig er døden det evige liv. Det er der, vi går hen.