Prøv avisen

Tæt på virkeligheden som udstødt

– Jeg havde virkelig ikke regnet med, at filmen ville komme så tæt på virkeligheden, siger tidligere medlem af Johovas Vidner Tanja Friis, som i dag er næstformand i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Filmen To Verdener, der skildrer en ung piges udstødelse fra Jehovas Vidner, er bygget på en virkelig historie, og den rammer meget præcist, siger et tidligere medlem. Jehovas Vidner har ikke selv lyst til se filmen eller tage til genmæle

Smilende ansigter, tryghed og en stille glæde fylder hele lærredet i åbningsscenen på filmen To Verdener. En ung pige bliver ført ned under vandet i et stort dåbsbassin og er dermed et fuldgyldigt medlem af Jehovas Vidner. Omkring bassinet står menigheden og ønsker tillykke.

Scenen er fiktion, men kunne lige så godt være virkelighed. 33-årige Tanja Friis sidder i biografmørket og husker sin egen dåb på nøjagtig samme måde, ligesom hun, som filmen skrider frem, husker de irettesættende samtaler med menighedens ældste og de svære samvittighedskvaler, hun led gennem hele sin ungdom. I dag er hun næstformand i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner.

Jeg havde virkelig ikke regnet med, at filmen ville komme så tæt på virkeligheden. Troede, det ville virke malplaceret med kendte skuespillere, men det blev vist fuldstændig, som det var. Venligheden, men også det bidende ordvalg, sådan var det, siger Tanja Friis, der blev meget følelesmæssigt påvirket af at se filmen.

Ligesom den 17-årige Sarah i filmen blev Tanja i samme alder forelsket i en ung mand uden for menigheden og måtte igennem flere såkaldte ældste-sager. De toneangivende i en Jehovas Vidner-menighed kaldes de ældste, og det er dem, der indkalder til samtaler med medlemmer, der forbryder sig mod menighedens regler.

Jeg blev opsøgt på den husholdningsskole, hvor jeg gik. Tre voksne mænd tog mig med ind i en bil og forhørte mig i to timer om mit forhold til den fyr, jeg var blevet forelsket i. De stillede mig en masse intime spørgsmål og troede fuldt og fast på, at jeg havde været i seng med ham, selvom jeg ikke havde. Det var et ydmygende overgreb, og bagefter blev jeg syg af angst og rystede over det hele. Jeg skulle love, at jeg aldrig ville se ham igen. Det vidste jeg, at jeg ikke kunne overholde, så jeg blev nødt til at lyve for at slippe ud af den bil, fortæller Tanja Friis.

Løgnene og samvittighedskvalerne husker hun som noget af det værste i de teenageår, hvor hun stadig var medlem af Jehovas Vidner.

Man kommer i en dyb samvittighedskrise, fordi man ikke kan undgå at komme til at gøre nogen ked af det. Jeg gik rundt med konstant dårlig samvittighed, både over for mine forældre, min kæreste og min Gud. Det var forfærdeligt, husker Tanja og roser filmen for at beskrive især samvittighedskvalerne meget præcist og troværdigt.

Talsmand for Jehovas Vidner Erik Jørgensen har ikke set filmen og vil heller ikke se den, ligesom han ikke føler trang til at tage til genmæle.

I Jehovas Vidner går vi hver weekend på gaden for at forkynde, og der har man mulighed for møde os og stille spørgsmål, så jeg mener, vi har en udmærket kontaktflade, siger han.

Annika Hvithamar, der er religionsforsker ved Syddansk Universitet og har beskæftiget sig indgående med Jehovas Vidner, har forståelse for organisationens manglende lyst til at kommentere filmen.

Når man laver et portræt baseret på eks-vidner, er det det samme som, hvis man portrætterede en mand ved udelukkende at tale med hans fraskilte kone: Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er sjældent hele historien. Hvis man skal skildre et miljø så korrekt som muligt, må man høre begge parter. Filmen er lavet, så Jehovas Vidner sikkert synes, de har tabt slaget på forhånd, siger hun.

Så vidt jeg kan forstå på instruktøren, er hans mål at skildre, at det ikke kun er muslimer, der kan være religiøse fundamentalister, men det, han gør i denne film, er bare at skyde på en anden udskældt gruppe, siger Annika Hvithamar.

I To Verdener ender Sarah med at blive udstødt af Jehovas Vidner og kan dermed ikke længere være sammen med sine forældre og søskende. Det samme skete for Tanja, da hun som 19-årig selv valgte at underskrive en udmeldelse og dermed blev udstødt.

Jeg havde håbet, at mine forældre og lillesøster ville blive ved med at se mig. Men da jeg fortalte min far, at jeg var blevet udstødt, svarede han: Så er du ikke min datter mere. Det var meget hårdt. Senere har han dog sagt til mig, at han elsker mig, men ikke kan se mig, fordi jeg har valgt dem fra. Han er en af de ældste i sin menighed, og jeg ved, at han føler sig meget presset derfra.

Jehovas Vidner har cirka 14.500 aktive medlemmer i Danmark. Hvert år udstødes omkring 100 medlemmer, men de 60 ender med at blive genoptaget.

Det kan virke meget voldsomt, at udstødte medlemmer derefter ikke længere kan være sammen med deres nærmeste familie, men Jehovas Vidner retter sig efter tre forskellige skriftsteder i Bibelen. Skriftstederne handler om, at man ikke må spise med en udstødt, og at vedkommende skal opfattes som en hedning.

Det enkelte vidne føler sig forpligtet på disse skriftsteder og bestræber sig på at efterleve dem, men det er op til det enkelte individ, hvordan man følger vejledningen, siger Erik Jørgensen.

Det er ret omfattende at blive Jehovas Vidne. Man læser og studerer Bibelen i flere år og får først en løs tilknytning, hvorefter man senere bliver døbt og får en fast tilknytning. Man bliver en del af et samfund med mange fordele og glæder. Hvis nogen så vælger at ofre deres tro og leve i modstrid med det, de tidligere har forkyndt, vil det ændre andres forhold til vedkommende. Hvis forældre oplever, at børnene træder på det, man finder allermest helligt, vil forholdet mellem parterne sikkert ændre sig, så man kun har begrænset kontakt, mener han.

Tanja Friis lever i dag et liv med angsten som følgesvend, men hun føler sig trods alt mere fri, end da hun var Jehovas Vidne. Hun har fået en søn og nyder at kunne give ham en almindelig opvækst, hvor der, i modsætning til hos Jehovas Vidner, fejres både jul og fødselsdag.

Om halsen bærer hun et stort kors. Det er et smukt symbol, synes hun. I mange år har hun hadet alt, hvad der har med Gud og religiøsitet at gøre. Nu har hun et mere afslappet forhold til det og vil gerne tro på en Gud, der bringer kærlighed og håb.

washuus@kristeligt-dagblad.dk

schelde@kristeligt-dagblad.dk

Smilende ansigter, tryghed og en stille glæde fylder hele lærredet i åbningsscenen på filmen ”To Verdener”, hvor en ung pige bliver ført ned under vandet i et stort dåbsbassin og dermed er et fuldgyldigt medlem af Jehovas Vidner. Samme billeder kunne man iagtage, da Jehovas Vidner holdt et stort stævne i 2003 (billedet) på Brøndby Stadion ved København. – Foto: Thorkild Amdi.
– Jeg havde virkelig ikke regnet med, at filmen ville komme så tæt på virkeligheden, siger tidligere medlem af Johovas Vidner Tanja Friis, som i dag er næstformand i Støttegruppen for tidligere Jehovas Vidner. – Foto: Lars Aarø/Fokus.